2012-06-27 | Nyt nummer af LANDSKAB udkommer nu

Længslen efter at kunne bevæge sig i områder uden for mange bindinger, i områder der forekommer uplanlagte, ufærdige og samtidig med uendelige muligheder og uden begrænsninger bliver mere og mere udtrykt i takt med, at vi konstant er hægtet op på nettet, telefonen, Facebook, Twitter m.m. Jo flere bindinger man er spundet ind i, desto mere længes man mod noget uforudsigeligt og løjseragtigt ubestemt. I Berlin bruges ordet Stadtwildnis om vegetationsstykker i parker og andre grønne områder, som ser ud til at passe sig selv. Det behøver ikke at være en biotop og kaldes heller ikke natur. Spørgsmålet er, hvad landskabsarkitekter med deres indsigt i naturprocesser og mere eller mindre håndfast vedligehold kan bidrage med i den sammenhæng. Jeg håber noget ganske særligt; her er en mulighed for at lade landskabsarkitekturen foretage et tigerspring i langt græs. Noget helt vildt.

Læs mere: LANDSKAB 4-2012 (pdf)