Formandens klumme / At være flere om de samme mål

AKTUELT / 12.04.16

At være flere om de samme mål - og sammen om at sætte kvalitet på dagsordenen

Af formand Susanne Renée Grunkin i samarbejde med Henning Looft landskabsarkitekt MDL, partner i moos+looft landskabsarkitekter

Når vi i Danske Landskabsarkitekters virksomhedsplan har ’netværk’ som indsatsområde, betyder det også tættere kontakt udadtil med beslægtede fagområder. Hensigten er, at vi kan være flere om at sætte aktuelle problemstillinger på dagsordenen og på den måde gøre en forskel.

Den 22. januar 2016 afholdte Danske Anlægsgartnere deres landsgeneralforsamling, hvor de fremlagde deres virksomhedsplan for 2016. DAG er en arbejdsgiverorganisation, der arbejder med overenskomster, uddannelse og erhvervspolitik, bl.a. gennem paraplyorganisationer, men også en interesseforening, der gerne vil virke både for kvalitet i udførelsen og for et godt samarbejde med andre aktører.

På deres dagsorden står i år indsatsområder som en bedre udbudslov samt flere udbud i fagentrepriser. Det har i den grad også vores interesse. At sætte fokus på KVALITET & DRIFT som ligeværdige med TID & PRIS er succeskriterier, der bør interessere alle parter – fra investorer og bygherrer til projekterende og udførende. For os vil det dermed også handle om, hvordan projekternes kvalitet øges, hvis udbuddene fremhæver krav om helhed og sammenhæng eller hvis pris anskues som anlæg og et antal år herefter. Det gavner ikke mindst økonomisk, social og miljømæssig bæredygtighed. Men udfordringerne findes på flere niveauer:

  • ’Retningslinjer for udbud m.v. ved anvendelse af Totalentrepriseformen ved bygge- og anlægsarbejder for udbud’ fra 2005 savner pt. grundigere vejledning om programkrav og kriterier for området mellem bygning og entreprisegrænse og for helhed og sammenhæng.
  • Begrebet ’kvalitet’ er sværere at måle på til sammenligning med tid og pris, dermed sværere at løfte op som succeskriterium.
  • I rollen som rådgiver er det vigtigt at sikre tryghed for bygherren omkring tid og pris, så det bliver nemmere at få drejet fokus over på kvalitet og drift.

Landskabsarkitekter kan optræde i flere roller afhængig af sagen. Det kan være som bygherre, som ordregiver / bestiller / bygherres personale eller i rollen som rådgiver. Derudover findes landskabsarkitekter også i den udførende rolle – som i anlægsgartnervirksomheder – og hos inventar- og legepladsleverandører. Derfor berører dette emne så mange af os. Og når flere foreninger koncentrerer kræfterne om de samme udfordringer, så er det lettere, samlet set, at flytte de bjerge, der skal flyttes.

Ud over entrepriseformer har DL og DAG også en fælles interesse i arbejdet med Normer og vejledning for Anlægsgartnerarbejde samt i en generel indsats for et grønnere Danmark! ’Almindelige Betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed’ (AB 92) er også på deres dagsorden, og det er klart, at vi er opmærksomme på, at den i sin tid blev udfærdiget efter indstilling af et udvalg, nedsat af Boligministeriet, med repræsentation af en lang række af relevante parter – dog ikke DL …

Tidligere har der været tæt samarbejde mellem anlægsgartnerne, planteskolerne og landskabsarkitekter om bl.a. udgivelsen af ’Plant og Plej’ og ’Generel vejledning i plantning’. Derudover udgiver DAG magasinet Grønt Miljø, hvor vi landskabsarkitekter også udgør en stor andel af læserne.

Danske Planteskoler, DAG og DL har senest udgivet pjecen “Grønnere byer skaber livskvalitet – 8 gode grunde til at arbejde for grønnere bymiljøer”. Kan downloades herunder:

Et formandsmøde mellem DL og DAG er lige afholdt, og interessant erfaringsudveksling er i vente.

Foto: Hotelpassagen i Ølgod 2 år efter anlæg. Varde Kommune og byens borgere havde store forventninger til funktion og frodighed, både her og nu og i årene fremover, samtidig med at pengene til drift var små. Udbudt i underhåndsbud i én fagentreprise. Entreprenørens faglige kunnen var af stor betydning for at forventningerne blev indfriet. Landskabsarkitekt: moos+looft landskabsarkitekter MDL, Kolding. Fotograf Henrik Ravn

Plads til kystsikring – Kystsikring og Strandbeskyttelse, Nørre Lyngby / NATOUR

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >