Mere end et træ ...

Danske Landskabsarkitekters bestyrelse har fokus på træer. Følg med i vores klummeserie ‘Mere end et træ’, hvor bestyrelsesmedlemmer på skift skriver politiske, poetiske eller personlige fortællinger om træer, der betyder noget.
Syvende beretning er af bestyrelsesmedlem Ole Mouritsen.

Træer i flok eller på rad og række?

Af bestyrelsesmedlem Ole Mouritsen

Træerne kommer fra skovene og et liv i selskab med artsfæller og en mangfoldighed af andre vækster og en jordbund med mange forskellige svampearter og utallige mikroorganismer. Det er det, deres gener er tilpasset gennem et utal af generationer. Det er en gammel gartnertradition, at en bøgehæks gode etablering fremmes at et dække af muld hentet i gammel bøgeskov.

Vi har alle oplevet, at træerne er meget tilpasningsdygtige og ofte formår at overleve i mange årtier efter, at de er vokset op i en relativ steril monokultur med flere livstruende omplantninger undervejs på planteskolen. Som regel ender de i et lille plantehul, måske med held i frugtbar jord i en park eller have blandt andre vækster, men ellers oplever vi dem i byen, i det urbane miljø, hvor de forventes at kunne leve i et plantehul omgivet af stabilgrus. Træerne hører skoven til, så dette kan man vist bedst sammenligne med at være i isolationscelle på ubestemt tid.

Det er meget svært at plante træer i byen med al dens faste og lukkede belægninger, der også skal holde til 40 tons lastbiler. De gængse plantehuller kan sammenlignes med et projekt for etablering af en række bonsai-træer (pottekulturer), men uden tanke for den intensive pleje det kræver. Træerne kommer ud af (plante-) skolen 3-4 meter høje og helt ens og med en rodklump på en god halv meter. Havde de været fritvoksende, ville roden have haft en diameter på 6-8 meter. Eller det dobbelte af træets højde! Det er ikke fordi ’skolen’ var dårlig, men de er allerede voldsomt ’stressede’, når de sættes i plantehullet. Efter få år er enkelte allerede døende, mange holder meget tidligt efterår, få i rækkerne synes at trives.

For ti til fem tusinde år siden var der ’Linde-tid’ i Danmark. Det er der igen, men nu på rad og række langs gader, på P-pladser og fx plantet for få år siden rundt om Bispetorv i Aarhus, hvor ganske få af lindetræerne synes at have fået sig etableret. Også langs Aarhus Å blev der plantet lindetræer i en meget fin og helt lukket flisebelægning. Flere af dem blev kørt ned af lastbiler. Nu er de alle væk – ja, det kan jo ikke overraske, at kombinationen af lind og det milde byklima, hvor lusene stortrives med megen møg, der drypper ned på alt og alle, ikke er optimalt for cafélivet, så skyggen fra en storparasol er langt at foretrække. Hvorfor er det egentlig linden, der er så meget anvendt som bytræ i disse tider ?

Der findes eksempler på en anden tilgang til at plante træer i byen – i flok som en lund, mest kendt er vel The Square Gardens i bl.a. London, hvor der er et lille ’skovmiljø’, som man kan være i og færdes rundt om. Og der er Paley Park anlagt på en ubebygget grund i 1966 som en niche i bebyggelsen på 53th Street på Manhattan. En repræsentant for arketypen af pocket-parks, der nemt findes ved søgning på nettet.

Den pompøse allé i det engelske herregårdslandskab, der viser vej til Castle Howard, er en ’lunde-allé’ af helt usædvanlig skønhed og med en fin respekt for træernes baggrund i livet i flok i skovene. Den lille træplantning ved Herning museet / Angli-fabrikken er et lignende eksempel på, at det blot kræver lidt omtanke at samle træerne og lade dem gøre rummet til et STED og ikke en række af enlige træer. Desværre for træerne frister stedliggørelsen til parkering og skadelig jordpakning, muligvis er årsagen til at træerne trives, at de står i gammeldags grusmakkedam. Måske det var noget C. Th. Sørensen tog hånd om ?
I Aarhus er rundkørslen foran Marselisborg Slot et eksempel på en linde-gruppe, som trives rigtig godt i deres fælles store plantehul med bundvegetation, også de to-rækkede knudebeskårne linde, der danner forplads til Mindeparken, trives i makkedam og med grusdække, vist ca. 80 år gamle.

Det ovenstående er ikke indledningen til en krig mod alléer, blot en opfordring til øget omtanke over, hvorfor så mange af de store nyplantede træer kommer til at stå ’på-allé-vis’ i hver sit lille plantehul, måske kun et par meter fra hinanden, og endog så de danner en gruppe på den nye store plads. Ét stort plantebed, i stedet for en håndfuld små, er givet langt billigere i anlæg og nødvendig pasning og giver tilmed langt bedre muligheder for at etablere en tilnærmet skovbund. Måske kunne vi få flere træer i byerne, og især at de overlever. Det er der brug for.

Lidt litteratur til inspiration:

Den nyligt udkomne bog ’Træernes hemmelige liv’, Peoples Press 2016 af den erfarne tyske forstmand Peter Wholleben er også et opråb til Landskabsarkitekter om at bidrage til at træerne behandles som skovenes ’flok-dyr’ / plantes i grupper og ikke på række som enkelt individer eller som han kalder dem ’forladte gadebørn’.

Træer er ’skovvæsner’ siger Sten Porse og Jens Thejsen i håndbogen ’Bytræer’ , økologi, biodiversitet & pleje’. Grønt miljø 2016 (ny udvidet udgave af ‘Træer i byen’, fra 2000).

Der er stadig god viden at hente i C.Th. Sørensens ‘En lille afhandling om træer’ fra Arkitekten, månedshæfte nr. 3 1948, fx side 38 om at vælge naturlige træer til allé-plantning: ”… i stedet for træer med tildannet stamme – planteskolernes allétræer – plantes unge træer med grene helt fra jorden. En sådan allé kunde være pragtfuld, indvendig som udvendig.” Download afhandlingen herunder:

Foto: Træplantning ved Herning museet / Angli-fabrikken