GF 2017 - Engagement fra både bestyrelse og medlemmer

AKTUELT / 23.05.17

Læs formandens resumé af dagen eller download hele referatet

Af Susanne Renée Grunkin, formand

Oppe i tårnet på Lindevangs Allé 2 var 60 medlemmer den 24. marts 2017 samlet til generalforsamling i Danske Landskabsarkitekter. Ovenpå en herlig oplevelse med udnævnelsen af foreningens nye æresmedlem Sonja Poll, havde den gode stemning indflydelse på resten af dagen.

Dagsorden og emner kan læses i Kuréren 2017. Årsberetningen om alle foreningens aktiviteter samt virksomhedsplanen for det kommende år blev gennemgået. Det nye tema i virksomhedsplanen for 2017-18, Viden og Uddannelse, afløser det afsluttede års tema, som var Tiden. Beretninger fra råd og udvalg blev gennemgået.

To emner gav anledning til lidt længere drøftelse:

Situationen for vores tidsskrift Landskab og situation for vores uddannelser.

I forlængelse af det nye tema Viden og Uddannelse blev der fra medlemmerne spurgt til en ekstra opmærksomhed på potentialerne for uddannelsesinstitutionerne inkl. arkitekturuddannelserne på Aalborg Universitet. Det gør sig eksempelvis gældende, at flere færdiguddannede fra Aalborg besætter landskabsarkitektjobs i Jylland. Det kan skyldes tilbageholdenhed i mobilitet fra jobsøgende landskabsarkitekter og at strømmen måske nok snarere går fra provinsen til hovedstaden mere end omvendt. Hvad skal der til for at forandre det? Og HVEM er vores medlemmer egentlig? Er der behov for at udvide synet på optagelseskriterier til foreningen og måske sikre større fodfæste i hele Danmark og med flere uddannelsesinstitutioner? Og er der måske blandede oplevelser af, hvorvidt vores uddannelsesinstitutioner følger med tidens behov for landskabsarkitektfaglige kompetencer? Og kan DL – og i så fald på hvilket plan – bidrage i den diskussion? Under alle omstændigheder varetager DL SAMTLIGE medlemmers interesser og kan ikke udføre lobbyarbejde for enkelte, der efterspørger særlige kompetencer. Det er en svær opgave at gå ind i, men i det kommende år vil bestyrelsen gøre forsøget.

Et andet emne er tidsskriftet Landskab. Ved årsskiftet overtog Arkitektforeningen udgivelsesforpligtelsen fra Arkitektens Forlag, der nu overgår til at blive en fond. Kært barn har mange navne, og på samme måde har vi gennem tiden oplevet, at rigtig mange har holdninger til vores tidsskrift. Det tolker vi netop som interesse og som at Landskab har stor betydning for vores fag og vores identitet. Bestyrelsen mener, at overgangen er en god anledning til at genbesøge både aftalen og også værdidebatten om, hvad Landskab betyder for os – og hvad Landskab skal kunne for os. Det arbejde vil bestyrelsen også tage fat på i det kommende år. Redaktøren og redaktionsudvalget vil naturligvis blive sparringspartnere.

Ud over at kigge mere udad mod omverdenen – mod vores bygherrer, borgere og brugere af vores arbejder, så vil bestyrelsen også i det kommende år i endnu højere grad se på, hvordan vi kan udløse potentialet for det internationale netværk. Det kan aldrig skade, at Skandinavien og det øvrige Europa kender til den høje kvalitet, der er kendetegnet for dansk landskabsarkitektur, ligesom vi omvendt kan lære meget mere af vores udenlandske kollegaer.

Bestyrelsesmedlemmerne Phillip Dahlerup, Louise Axholm, Elzelina van Melle, Ole Mouritsen samt formand Susanne Renée Grunkin blev alle genvalgt uden modkandidater og alle fire glæder sig til, sammen med den øvrige bestyrelse og sekretariatet, at kunne fortsætte det arbejde og gode samarbejde, som bestyrelsen har.

Læs hele referatet fra generalforsamlingen her

Bestyrelsen har den 3. maj konstituerede sig med Susanne som formand og Thomas Juel Clemmensen som kasserer.

Foto: Der var fuldt hus til Sonja Polls forelæsning før årets generalforsamling. Fotograf: Tine Gils

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >