HAVEKUNST flashback: Byernes træer. Menneskets kammerater og venner

AKTUELT / 31.08.16

At skulle fremhæve én enkelt artikel fra de offentliggjorte Havekunst er en umulig opgave. Vi gør det alligevel

Der tegner sig med det samme et billede af en forræderisk opgave. Udfordringen går på at lave endnu et ‘flashback’ fra Havekunst /Landskab, som en appetitvækker til jer, der endnu ikke har haft fornøjelsen af at gennemgå de digitaliserede udgaver. Husk, årgang 1920-1964 ligger frit tilgængelige på DL’s hjemmeside. Spørgsmålet er bare, hvordan man vælger én enkelt artikel fra foreningens hortikulturelle kæmpearkiv, dette overflødighedshorn af havehistorisk viden? Findes den artikel, jeg med rette kan udpege som den ypperste af alle i bunken, og som fortjener en plads i havehistoriens spotlys? Kan man nu være det bekendt overfor de andre?

Nu tænker du måske, at en bunke gamle, gulnede tidsskrifter om havekunst vel næppe kan have relevans for samtidens skabere af landskabsarkitektur, men det er helt forkert. De farve- og billedløse (for)sider fremstår umiddelbart – indrømmet – blottede for evnen til pirre ens nysgerrighed – bare rolig, det ændrer sig i numrene fra 1987 og fremefter. Men dykker man ned i teksterne, åbenbarer der sig en verden af personlige beretninger om det at opleve og skabe havekunst, der er lige så aktuelle i dag som for 100 år siden. Og for dem af os, hvis hjerter banker for botanikken, er der i tilgift en mangefold af planteportrætter – gid LANDSKAB dog ville tage den metier op igen – jeg skal huske at læse om Yucca filamentosa (1933), Nøjsomme stauder (1942), Mosebundsplanter (1940), Eremurus – Kleopatras nål (1934) og Espalierede Tamarix (1931).

Nå, skal det være den gribende beretning om en ung studines praktikophold på Edward Glæsels tegnestue (1941) eller artiklen om den italienske have, dens ånd og væsen (1949)? I dag taler vi så meget om atmosfære og sjæl i (landskabs)arkitekturen. Der er også temaet om Udenomsarealer ved alderdomshjem (1962), eller artiklen om Haver og landskaber ved landets sindsygehospitaler (1932), eksisterede evidensbaseret design og helende arkitektur mon også dengang? Billedserien af den nyligt klimasikrede Lindevangsparks første (nøgne) år (1932) vil mange sikkert finde underholdende, ligesom artiklen om Stockholms træbyer (1934) – en rar tanke at bygge huse mellem eksisterende træer.

Apropos træer – bogen Om byens træer (1956), er svær at anmelde, konkluderes det, ’for én eneste glose: – fortræffelig dækker det hele’ (det lyder da ellers som en hurtigt overstået opgave). I 1960 kan man læse flg. i lederen: ’træerne har den mest afgørende indflydelse på det vi kalder et steds milieu’ … ’derfor er et forsvar for byens træer så vigtigt som aldrig før’. Hørt, hørt, siger vi, små 60 år senere. En tidløs problemstilling.

For den trofaste læser af DL’s nyhedsbulletiner vil Byens træer – Menneskets kammerater og venner (1964) dog alligevel nok spinde den tykkeste referencetråd til foreningens aktuelle fokus på byens træer. God fornøjelse.

’ … Det absolutte antal træer i en by er imidlertid ikke det afgørende. Af meget større betydning er det, at de træer, der findes, er anbragt rigtigt, og det vil først og fremmest sige, at de skal have plads til at vokse og vise deres sande karakter. Et stort, velformet træ, er både æstetisk og hygiejnisk mere værd end ti træer, som vantrives på grund af dårlige levevilkår, eller som må beskæres så kraftigt, at de bliver fuldstændige karikaturer …’

Download hele artiklen herunder:

Af Tine Gils, landskabsarkitektstuderende og studentermedhjælp hos Danske Landskabsarkitekter

Læs det første HAVEKUNST flashback her.

Foto fra artiklen: En grønnere udgave af H.C. Andersens Boulevard set fra Langebro-siden. Fotograf: Helge Degnbol

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >