Birgit Thingsgaard

Hvad arbejder du med for tiden?

For tiden arbejder jeg både med planlægning i det åbne land og med byrum, men altså primært i det åbne land. Jeg arbejder i Sønderborg Kommunes planafdeling og der har vi at gøre med begge områder. Jeg er sammen med en kollega ved at færdiggøre Sønderborg Kommunes landskabsanalyse, en sektorplan for kommuneplanen, som danner grundlaget for afvejning af interesser det åbne land.

Det giver mig en fantastisk forståelse for vores kulturlandskab, også nu hvor planloven er sat i spil i forhold til særligt udsatte yderkommuner. Arbejdet med landskabsplanen giver os mulighed for at sætte fokus på værdierne i vores sønderborgske landskab, og dermed også dets potentialer, samtidig med at vi får fokus på de særligt sårbare landskaber. Jeg har også arbejdet på vores bymidteprojekt og vores havneprojekt i forbindelse med omdannelsen af Sønderborg Nordhavn, hvor jeg også har en aktie i et delprojekt. Og jeg kan ret godt lide at arbejde både med de mere klassiske byrumsprojekter og med det åbne land.

Hvad eller hvem inspirerer dig?

Jeg er egentlig inspireret af, ja, det er måske lidt banalt, men af naturen. Men egentlig helt ned i detaljen. For mig er det som en slags vekselvirkning: At jeg skal dykke ned i detaljen for at forså helheden. Sådan arbejder jeg bedst. Det, der også inspirerer mig og giver mig ny energi er at se på maleri- og fotokunst, der minder mig om, at vi opfatter virkeligheden forskelligt. Et maleri af noget, der måske er velkendt kan alligevel give mig en nytænkt oplevelse og give mig noget, jeg kan bruge som inspiration.

Hvad er den største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?

Ja, måske det er lidt fortærsket, og vi er naturligvis kommet videre, men jeg synes stadigvæk, at der er en udfordring i, at udearealer ikke tillægges nok betydning og værdi. Vi er stadigvæk ofte ude i at arbejde med ’restarealer’, som vi ligesom bare skal få det bedste ud af. Og det afspejler jo en manglende forståelse for, at vores fag er meget bredt og bør involveres tidligt i en proces. At landskabsarkitektur ikke bare er noget med, at man kommer med en færdig pakke fliser, en rulle græs og nogle blomster og pynter lidt på det hele. Jeg mener, at vi skal være rigtig gode til at fortælle. Både stort og småt om hvor vores fagområde har og har haft positiv indvirkning på resultatet sådan at det bliver mere naturligt at inddrage landskabsarkitekten helt fra begyndelsen. I de private haver, firmadomiciler, erhvervsområder samt i den strategiske planlægning, både i byplanlægning samt i planlægning for vores yderområder. Vi må godt være bedre til at fortælle lidt mere om det, og os. For vi er jo mange steder. Jeg synes faktisk også at Danske Landskabsarkitekter er begyndt at fokusere på de mange forskellige aspekter af vores fagområder. Og det er jo positivt.

Hvilken udvikling ser du indenfor faget?

Jeg ser et stort potentiale i at få sat vores kompetencer i spil indenfor det, der sker i øjeblikket i de vanskeligt stillede landdistrikter. Eller rettere det, der ikke helt sker, men som vi gerne vil have til at ske i vores yderområder. Det er blevet lettere for landkommunerne at opnå tilladelse til at opføre nye boliger og erhverv i landzonen og det er blevet muligt at søge om lempede vilkår for planlægning inden for kystnærhedszonen, når en række kriterier er opfyldt. Stort set hele Sønderborg er kystnærhedszone. Vi ser en tendens til, at der er et ønske om nye boformer i det åbne land og her ser jeg, at vi kan spille en stor rolle. Også på strategisk niveau. Her skal der virkelig tænkes nyt og kreativt og her kan vi landskabsarkitekter bruge vores brede viden om kulturlandskabet og de stedbundne værdier. Planloven har jo sikret vores åbne kyster i årtier, men jeg er meget åben og positiv over for, at der lempes på området, uden at der på nogen måde åbnes en ladeport. Jeg er med i den bevægelse, der hedder ’Oprør fra udkanten’, der arbejder mod en centralisering og for at hele landet skal være befolket. Spørger man folk, vil de gerne bo billigt og smukt, med udsigt over vandet og lade deres børn vokse op i et mindre samfund, men der er en række forhindringer. Der skal sker en udvikling af både den fysiske og digitale infrastruktur og man skal kunne låne til en bolig i udkanten på lige vilkår med resten af landet. En bærerdygtig udvikling i yderområderne tror jeg også kan gro frem, hvis der flyttes uddannelser og arbejdspladser ud decentralt. Et potentiale er der også i udvikling af kystturismen, på landskabets præmisser.

Hvad drømmer du om at udrette i dit arbejdsliv?

Det tænker jeg faktisk ikke så meget over. Jeg startede indenfor Haveselskabet med de private haver og så har jeg siddet i en kommune og arbejdet med drift og byrum. Og nu håber jeg at fortsætte med at bruge min energi på planlægning i det åbne land- især i forbindelse med de mange nye muligheder, der åbner sig; at jeg kan blive inddraget i nogle af de projekter, der uvægerligt vil komme.

Hvad ved de fleste folk ikke om landskabsarkitektur?

Enten tror de, at landskabsarkitekten ikke er én, der arbejder indenfor privathavesfæren. Eller også tror de netop, at man er en udvidet gartner eller anlægsgartner. Bredden i vores fag er der ikke mange, der kender. Og heller ikke den mere strategiske vinkel, vi jo ofte har på tingene. Det, vi laver, er jo, hvis det fungerer, en del af en større helhed. Mange tror måske, at alt det bare kommer af sig selv; at det bare er der. Men det er det jo ikke bare. Ikke mange ved, at det ofte er landskabsarkitekter, der skaber det bindemiddel, der får tingene til at gå op i en højere enhed. For når det fungerer, så er det bare som det skal være. Men vi er rigtig gode til at se på stedet og de stedbundne kvaliteter og værdier. Og derfor er det måske også til tider lidt usynligt, at der har været en hånd indover. Mange er måske ikke klar over, at processen ikke kommer af sig selv men at vores fagområde ofte evner at løfte kvaliteten af et sted.

Har du en yndlingsplante, et yndlingsmateriale?

Jeg elsker at arbejde med træer og klippede hække, fordi de vokser op og giver rum på så forskellig måde. Træer er så omfavnende. Jeg oplevede i Haveselskabet, hvor jeg har arbejdet i en årrække, at danskerne er virkelig så totalt bange for træer. Det er en meget svær opgave at få plantet, ja, bare frugttræer, for de taber jo æblerne, og så ligger de der, mens folk alligevel går hen og køber æbler i Brugsen.

Det miljø som træer giver. At kigge på fyldige trækroner, årets skift i løvet, lytte til lyden af træer. Rummet nedenunder dem; skyggerne, lyset. Træer i det åbne land. Områder kan næsten få sin identitet vha. et træ. En poppel, en eg, en ask, som har fået lov at stå på en intensivt dyrket mark eller langs en vej. At arbejde med træer, det er det bedste. Træer kan så meget.