” Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi er regnvandsårgangen ”

- Isa Djezzaz Nielsen og Anna Sofia Falkentoft

Beskæftigelse: Specialestuderende
Lokation: Københavns Universitet
Årgang: Færdiguddannet 2018

Interview af Tine Gils, landskabsarkitekt MDL, oktober 2017 

Isa Djezzaz Nielsen og Anna Sofia Falkentoft er specialestuderende ved Københavns Universitet

1. Hvorfor læser I landskabsarkitektur?

Isa: Jeg har altid troet, jeg skulle lave scenografi, men så endte jeg her. Som udgangspunkt, synes jeg, det er vildt spændende at arbejde med den verden vi lever i. Om det så handler om scenekunst og scenografi eller landskabsarkitektur, det kan være det samme. Hele verden er vores kulisse, på en eller anden måde, og det synes jeg er ret fint. Anna: Jeg ville som udgangspunkt gerne læse kunsthistorie, og det har også altid handlet om at forstå verden, og hvordan vi afbilder den, men det blev så til en tanke om landskabsarkitektur fordi jeg var ret interesseret i infrastruktur, netværk, togbaner og store veje - alt det der samler ting. Jeg læser landskabsarkitektur for at samle og skabe. Hvor jeg først troede, at jeg skulle være byplanlægger, er jeg endt på et meget nært niveau, helt ned til stoflighed og materialitet.

2. Hvad arbejder I med for tiden?

Isa: Lige nu skriver vi speciale. Jeg skriver om Lyngby Parkkirkegård, fordi jeg altid har været fascineret af denne her differentiering i vores grønne områder. Det er som om, at alt, hvad vi landskabsarkitekter foretager os, er så overstimulerende og overprogrammeret, og så har vi kirkegårdene, som bare kan noget helt andet. Denne her refleksion omkring at være i selskab med de døde, synes jeg er meget spændende.
Anna: Jeg skriver speciale midt på Portugals kyst i et område der hedder Peniche, mere specifikt Baleal. Jeg ville gerne ud og prøve et andet landskab af, hvor jeg ikke kender plantearter og forudsætninger. Min plan er 1:5000, og det er ret regionale tanker, jeg har implementeret, men det skal ende med at blive en slags botanisk have. Så på den måde er det den store skala i de små rum. Og så er det også bare et sted, der afhænger totalt af bølger og vind og alle de store naturkræfter, og det synes jeg egentlig er ret spændende.

3. Hvem eller hvad inspirerer jer?

Isa: Vi arbejder i hele verden og i alle skalaer, så selv den mindste lille underlige struktur, man finder, når man lige kigger ned, eller de store fænomener, eller hvad der sker i den politiske verden kan inspirere. Man kan samle alle steder fra og flippe skalaen ved at få inspiration i den store skala til den lille. Anna: Vi er begge enormt inspireret af Catherine Mosbach og den måde hun arbejder på, ved at tage fat i nogle materialer og se ting i andre fagfelter. Isa: Hun er egentlig uddannet biolog og tager den helt hardcore naturvidenskabelige ting med sig ind i noget, der er meget mere formgivende, det er ret fint. Anna: Jeg synes, at det hun formår er, at se verden gennem et filter og så lave landskabsarkitektur. Isa: Alt det der helt abstrakte bliver lige pludselig sanseliggjort og meget ydmygt. Anna: Jeg bliver også inspireret af mine medstuderende. Hele læringsmiljøet på skolen, vi bruger hinanden utroligt meget og udvikler metoder hele tiden. Der sker rigtig mange ting i krogene. Isa: Vi møder hinanden på kryds og tværs af årgangene og det er helt særligt. Det er ikke sådan et lukket miljø, hvor man gemmer sine prints, når man går med dem.

4. Hvad ser I som største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?

Anna: Lige nu har landskabsarkitekturen et kæmpestort vindue åbent, der er virkelig plads til os, så udfordringen er også at bruge den plads og råbe op og udfolde os som fag. Der er så mange ting der bliver bygget lige nu, landskabsarkitekturen er i gang med at væve hele underlaget til København, med både regnvand og Metro, og det er en udfordring. Der er også en udfordring i alt det, der hedder tid og penge. Man kan mærke ude på tegnestuerne, at de vil jo gerne lave projekter, der går mere i dybden og bygge flere modeller, men lige pludselig står man bare og har tre uger til at aflevere en konkurrence, og så sker samme procedure igen. På en eller anden måde, har vi tilpasset os til den form.

5. Hvilken udvikling ser I indenfor faget?

Isa: Det er jo ikke nogen hemmelighed at vi er regnvandsårgangen. Anna: Gennem vores studietid har vi set udviklingen: Først skulle projekter direkte profileres på regnvand og der skulle være dråber i belægningen, og nu behøver det ikke været en del af designet, for det er en intelligent løsning, så det er allerede inkorporeret. Stedet kan sagtens handle om noget andet. Isa: Det er jo spændende at man kan fjerne fokus fra de tekniske løsninger, og at regnvand ikke er det overordnede. Anna: Det må det gerne være, hvis det er en del af stedets fortælling, eller hvis det er vigtigt for den kommune, men når vi har 300 parker i København, der skal skybrudssikres, så er det vigtigt, at de ikke alle sammen ligner … regndråber. Isa: Årgangene under os, får opgaver, der er meget mere stedspecifikke, man kan virkelig mærke at tendensen begynder at vende. Kulturarv er det nye regnvand! Anna: Vi er i gang med at gå ind i noget nærmest nationalromantisk, hvilket også kommer til udtryk i nutidens visualiseringer. Vi har lige gennemgået en cirkelæra, hvor alle projekter skulle have en stor cirkel - inkl. vores eget i Geopark Odsherred. Alle har haft den der cirkel med. Isa: Om fem år, når det hele er bygget har vi et Danmarkskort med en masse cirkulære former, og så kan folk sige til hinanden: Vi var en del af cirkelbølgen!

Isa: På KU sker der også en udvikling – eller måske nærmere en afvikling. Mange af de ting, der har været rygradden i vores uddannelse, er stille og roligt ved at blive pillet ud. Anna: Der bliver sparet over det hele, der er flere studerende på alle kurser, hvilket betyder mindre vejledning, og alle undervisere er mere pressede. I dag er der måske 60 på et studio-fag, hvor der en gang var tredive, men ikke flere undervisere, tværtimod. Spørgsmålet er, om det kommer til at påvirke vores felt og faglighed i fremtiden. Altså, hvad sker der med de årgange, der har været under kniven?

Isa: I besparelserne er det vigtigt at justere ligevægtigt, så vi fortsat både tegner og læser. Det sanselige er truet på uddannelsen. Anna: Så kan man læse skovbrugstabeller om, hvor tæt man skal plante, og at den mest effektive vej at lede noget i regnvandshåndtering er en lige linje. Pludselig har du så mange regler for, hvordan du skal tegne, at du ikke tegner til stedet længere, men tegner efter nogle teoretiske perspektiver. Isa: I værste tilfælde får vi landskabsarkitekter, der har læst alt i en bog, men aldrig har været ude i felten og stikke fingeren i jorden eller rent faktisk har siddet med en blyant. Anna: Man kan godt læse om principper, der kan fremme følelser hos mennesker, men vi bliver ikke dygtigere landskabsarkitekter af ikke at tegne. Vi skal styrke at omsætte teorier ind i tegningen. Vi bliver nødt til at sidde og føre blyanten. Det skal vi blive ved med at værne om på vores uddannelse.

6. Hvad bør landskabsarkitekter blive bedre til?

Anna: Det, landskabsarkitekter konstant arbejder med, er, at vi afleverer projekter, der skal være så robuste, at de kan tåle at blive reduceret fuldstændig ned. Heldigvis - hvis man har et stærkt koncept, og der er en grundidé og et greb, så kan man jo godt reducere helt afsindigt, uden at det faktisk gør noget. Isa: Vi skal være bedre til i sidste ende at sige: vi er vigtige, og vores projekter er vigtige - og blive bedre til at tage pladsen og stå mere op for vores fag.

7. Hvad drømmer I om at udrette i jeres arbejdsliv?

Anna: Jeg drømmer om at blive ved med at arbejde med det, jeg synes er interessant. Isa: Jeg er meget enig med Anna, men vil gerne tilføje: at blive ved med at være nysgerrig og ikke blive så erfaren, at det der med at undersøge og lære noget, det bliver der slukket for. Noget smukt ved landskabsarkitektur er jo, at man lærer at forstå verden igennem arkitekturen. Det håber jeg aldrig stopper.

Billedtekster:

1. Hvordan kan man benytte landsskabsarkitektur til at formidle historien om bronzealderen og fundet af Solvognen i Trundholm Mose i Odsherred?  Vi skulle lave en pointopgave og blev introduceret for, at der skulle ske noget med det her sted, som rent beset er ingenting ude på en mark. Vi holdt møde med Geopark Odsherred som har igangsat projektet, og de sagde: I kan arbejde indenfor denne her firkant. Så tog vi hjem og tegnede et projekt, der spredte sig ind over 11 lodsejeres jord. Vi sendte opgaven til Geopark Odsherred, og de blev så glade for den, at de besluttede sig for at lave den. Dronningen var tilfældigvis på sommertogt og skulle forbi Odsherred. Det betød, at der blev sat en pose penge af til at vi kunne prøve noget af vores design af i 1:1, bl.a. satte vi landmålerstokke op i et cirkelslag på 485 m - og pludselig kunne vi se vores projekt. Fotograf: Claus Starup.
2. Engang i mellem skal man huske at studere de helt små mekanismer for at forstå de store sammenhænge. Billedet er fra vores spæde studiestart i 2012, hvor vi nøgler træer i vintertilstand hjemme hos Anne-Sophie Rosenvinge. Det er hende der har taget billedet.
3. Forrige år blev vi bedt om at tegne videre på vores projektforslag Fundstedet. Her vises vores reviderede plan fra 2016, der er blevet anvendt som projektforslag.
4. Efter at have studeret træ, ældningsprocesser, skæringer, dimensioner og sammensætninger, byggede vi i sommeren 2016 et 1:1 prøvefelt af vores projektforslag Fundstedet med emner og strøer i eg. Det er skovmanden Allan-udkører, der fører kranen.
5. På tur i Jylland 2017. At se på tværs af skala; gennem nærhed og afstand finder vi inspirationen, ofte i den eksisterende kontekst.
6. Fra tegnesalen til felten og fra felten tilbage til tegnesalen. Nogen gange er det nødvendigt at tegne fra afstand, andre gange må tegnesalen med ud i felten. Anna jævnfører arkæologiske udgravninger on site i Trundholm Mose.
7. På tur til Fårö 2014.
8. Modulér, tegn, revidér, print. Print, print, print og tegn så igen. En hvilken som helst dag på tegnesalen i selskab med en masse tegninger, tanker og testprints.
9. Vi må aldrig glemme vores første indtryk, erfaringer og sansninger. Her er den absolut første Fundsteds-skitse fra september 2015
10. Selvom der er langt fra Mølleåen i Lyngby til Baleal i Portugal, så husker vi at mødes for at tegne sammen på vores afgangsprojekter. Her undersøger vi havets kræfter ved halvøen Peniche.