” Det kan ikke nytte noget at man vælger landskab, fordi man lige vil hvile sig lidt ”

- Kristine Jensen

Virksomhed: Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue og Kunstakademiets Arkitektskole KADK
Lokation: Aarhus og København
Antal medarbejdere: 20 / 300+ 
Uddannet fra: Arkitektskolen Aarhus i 1983, ph.d. i 1996

Interview af Tine Gils, landskabsarkitekt MDL, februar 2018

Kristine Jensen, landskabsarkitekt MAA MDL, indehaver af tegnestuen Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue og professor i landskab og arkitektur ved KADK


Hvorfor beskæftiger du dig med landskabsarkitektur?
Jeg kommer ud af en arkitektfamilie, og det har været en meget stor del af min opvækst at komme rundt og se byggepladser. Jeg var 19 år, da jeg startede på arkitektskolen. Dengang, syntes jeg, at jeg var gammel, men i dag - set i bagklogskabens tynde lys - synes jeg, at jeg var utrolig ung.

Jeg var meget lykkelig for at komme på arkitektskolen i Aarhus, det var en fantastisk verden. Det var stort at komme på en internationalt orienteret højere læreanstalt. Der skete en masse påvirkninger, der var flere udenlandske lærere, og det var jo også i de år, hvor der skete en kæmpe udvikling inden for arkitektur. En helt ny generation trådte til. Det var knap 10 år efter 1968.

De første tre år kom vi igennem en bred arkitektonisk tradition; bygningskunst, by-bygning og planlægning, og da vi senere skulle vælge afdeling valgte jeg landskab, fordi jeg var lidt træt af at høre om alt det byggeri.
Jeg har altid syntes, landskabet var en del af en helhed, men også at det var interessant, at landskabsarkitektur havde en anden form for tænkning. Det handler meget mere om at have samfundsorienteringen med, og hvordan landskabet forholder sig til den store sammenhæng og til bredden. Når du har med bygningskunst at gøre, så er det jo gestalten, den enkelte figur, du skal forholde dig til.

I 1979 startede jeg på landskabsafdelingen og fik en meget sjov professor, Sven Hansen, han var virkelig the big shot dengang. Han var internationalt orienteret og havde selv haft kontakt med Harvard og med Jellicoe i London, der skrev ’The Landscape of Man’. Med Sven Hansen blev vi vældig godt orienteret omkring hele akademivirksomheden i København, og vi var på studietur i Rom med ham - det blev vedvarende oplevelser. Jeg tror egentlig, han havde søgt en tilsvarende stilling i København, men ’tabte’ til Sven-Ingvar Andersson.

Så gik der ikke lang tid, så havde jeg selvfølgelig nogle meninger om faget. Jeg syntes, de tegnede alt for meget, som om det var en strikkeklub - det var sådan lidt gammeldags. Jeg syntes, der manglede en aktualitet mht. at tænke landskabet ind i forhold til bygningerne som en sammenhængende ting, i stedet for kun at fokusere på bygningskunsten - eller glemme den. Det kan ikke nytte noget at man vælger landskab, fordi man lige vil hvile sig lidt. Det er en forkortet tilgang.

Det var sjovt at have Sven Hansen, han var en skør kugle, og en kæmpe kanon. Samtidig var han jo gammel patriark, så der var mange gammeldags regler - det var lidt ‘stivnet i kassen’. Jeg havde et skænderi med ham engang, hvor jeg kritiserede ham, fordi han lavede en irriterende kritik, hvor der var nogle piger, der kom til at græde.
Jeg sagde til ham, at jeg synes det var en dårlig måde at gøre det på, og så blev han faktisk enormt vred. Arkitektskolen var en moderne skole på alle måder, vi havde lov til, som studerende, at have vores egne meninger, men det var han alligevel ikke helt vant til. Så vi røg i totterne på hinanden, og jeg besluttede mig egentlig for, at jeg ville forlade afdelingen, hvorefter han indkaldte mig til et møde, hvor jeg fik at vide, at han syntes, jeg var kløgtig og dygtig nok til at blive der. Jeg troede som sagt, det var en samtale, jeg skulle til, men det var det altså ikke. Det var Sven Hansen, der lavede en konstatering! Det glemmer jeg aldrig. 

Hvad arbejder du med for tiden?
Jeg arbejder jo med mange forskellige, dygtige arkitekter. I Carlsberg Byen er vi ved at renovere J.C. Jacobsens Have. Da vi skulle lave oplægget til konkurrencen om Forskerboligerne sammen med Praksis, blev vi bedt om at kigge på bryggerens private have også, fordi den var ved at forfalde. Vi lavede en lang proces sammen med arkivet, hvor vi bl.a. fik bestemt og arkiveret alle træer, for at finde ud af, hvordan vi skulle arbejde med kulturarven. Haven, der har en helt unik historie, fordi den er opstået i industriel sammenhæng, skal overgå til at være offentlig park i løbet af kort tid. Bryggeren byggede æresboligen som sit eget hjem og anlagde haven foran huset. Fra Valby Bakke kunne han kigge ind over København. Siden voksede Carlsberg til, man gravede og lavede nye byggerier og lukkede til sidst for udsigten. Alt hvad man gravede op blev brugt til at skabe terrænformationer i haven som fx stenhøjen, med de eksotiske nåletræer. Bryggeren selv var meget optaget af botanik og hentede mange eksotiske træer hjem fra udlandet. Det var slet ikke usædvanligt i de sene 1800-tals byggerier. Det grønne spillede en væsentlig rolle.

For nylig har vi færdiggjort havnefronten i Aarhus, et projekt vi har arbejdet med i næsten ti år. Et af de store urbane udviklingstræk i Aarhus blev jo, da man valgte at genåbne Aarhus å og blev klar over, at man også skulle have byen til at hægte sig fast på vandet og bugten. Der vandt vi så konkurrencen om havneområderne for ti år siden og har arbejdet med det siden da. Det har været en kæmpe opgave. Men det har været en kæmpestor succes, og folk er glade for, at vi har skabt adgang ned til vandet.
Desuden er tegnestuen ved at lave en begravelsesplads i Järva, Stockholm. I 2010 vandt vi en konkurrence som kirkegårdsforvaltningen i Stockholm havde udskrevet i anledning af at Skogskyrkogården af Gunnar Asplund og Sigurd Lewerentz fyldte 100 år. Kirkegårdsforvaltningen ønskede en ny type begravelsesplads, der kunne være med til at favne den nye bykultur der opstår i kølvandet på nye tilflyttere med mange forskellige traditioner.

Hvem eller hvad inspirerer dig?
På europæisk plan er det sådan en landskabsarkitekt som Catherine Mosbach. Jeg synes hun er helt fantastisk. Jeg har haft fornøjelsen af at møde hende flere gange.
Mosbach er jo oprindeligt filosofi-uddannet, og det betyder, at hun er vant til at tage den filosofiske tænkning med i landskabsarkitektur. Hun har en fantastisk evne og mobilitet til at gøre landskaberne store og indfange dem så de får en dimension, der gør, at det er meget behageligt at bevæge sig i dem. Især Louvre-Lens, der synes jeg hun har fået SANAA’s hus til at stå mere suverænt, end man næsten kan forestille sig. Det har en samhørighed, der giver det en ny verden, det er virkelig godt.

Mosbach laver nogle ting, der har en storhed i sig samtidig med, at det er enkelt og meget tilgængeligt. I Louvre-Lens ankommer du gennem et møghamrende langt landskab. Normalt ville kravene være, at p-pladserne skulle jo ligge lige op til, men Mosbach har forstået at møblere landskabet, så man faktisk bevæger sig igennem hele kulturarven om minelandskabet, som jo er en af grundene til, at de flyttede museet derud. Hele den nordlige del af Frankrig er jo et gennemgravet landskab, sønderrevet af krige, og nu er det så også et kulturelt landskab, der giver nyt liv til byer. Jeg kan virkelig godt lide den tænkning, hun påfører landskabet.

Hvad ser du som den største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?
At klimatænkningen ikke kun bliver en økonomisk, distriktsmæssig eller ingeniørmæssig varetagelse, men at det også handler om at få tænkt helhederne i landskabet med. For det er det, der styrker vores urbane mønstre og får de historiske og kulturarvsmæssige sider af byerne med.

Hvilken udvikling ser du inden for faget?
Fagmæssigt mener jeg, at vi skal tage langt mere fat i det urbane, fordi det er jo der bygningsudviklingen kapitalmæssigt ligger, og der er det nødvendigt at man også får det landskabelige med - og ikke bare som sådan en åndssvag situation med fire grønne rum, hvor lyset ikke slipper ned. Få det med i en bygningsmæssig sammenhæng.

Hvorfor tror du, det er blevet sådan, at landskabet ofte er lidt ‘afspist’?
Det er jo fordi, at investorer næsten tænker på samme måde som tøjhandlere. Forskellig variation og forskellig farve, og ellers er det samme snit, det hele. Vi kunne godt trænge til at oppe os lidt og presse os lidt på. Jeg ser en vigtig rolle mht. at tænke landskabet sammen med klimatænkningen, fordi det er faktisk den, der begynder at få nogle håndtag i den store plan, og det skal vi huske som landskabsarkitekter.

Hvilket udbytte, synes du, andre skal have af dit arbejde?
Det handler meget om, at vi bliver nødt til at arbejde i en aktuel samfundsmæssig sammenhæng - det er jo ikke kun for din egen skyld du arbejder. Det er denne her bredde det giver. I dag kan man sige, at hele klimatænkningen er med til at give landskabsfaget en gratis omgang, fordi det giver os mulighed for at tage imod en invitation til at tænke, at landskabet kan spille nye roller, og på den måde er det måske lettere at få med i bygningsmæssige sammenhænge. Eller rettere, det burde være mere nødvendigt. Den nødvendighed, der ligger i, at vi sammentænker landskaberne med samfundsstrukturen, fordi det er det, der binder det hele sammen. Byer dør, hvis ikke landskabet kommer med ind. Det gør de bare. Det kan man fx se i Aarhus, hvor de har glemt at indtænke den gamle bagside af åen. Vi må håbe, at det kommer.

Hvad drømmer du om at udrette i dit arbejdsliv?
Jeg drømmer om at fortsætte med at lave landskabsprojekter. Og det har jeg heldigvis fornøjelsen af. Jeg synes det er sørgmodigt, at samfundet har udviklet sig til at være et udkantssamfund, men jeg synes også det er interessant at prøve at tænke på, hvad det kan betyde, at der er nogle ting, der visner væk. Og sådan er landskaber, de udvikler sig jo. Så det er sådan set en udviklingstænkning, der hele tiden må indgå.

I undervisningsøjemed har jeg været med til at kigge på udkantsområder - at bebygge dem og tænke dem med i nye landskabelige sammenhænge. Alle de her steder, som jo egentlig bare bliver udråbt som områder, der er ved at gå i hundene. Hvis man tænker nogle andre signaler ind, kan det godt være at nogle af bysamfundene skal have lov at forsvinde, og så skal vi samle det nogle andre steder. Det vil betyde en masse for vores landskab. Men hele fødevareproduktionen skal jo også tænke det ind. Hvordan får vi landskabet med i dyrkningen af landskabet?

- Læs en uforkortet udgave af samtalen i Landskab 03-18, hvor du bl.a. kan høre flere anekdoter om Sven Hansen, hvad Kristine Jensen vil fokusere på som professor på KADK, og hvordan det føles at sætte sig i stolen efter prominente navne som G.N. Brandt, C.Th. Sørensen og Sven-Ingvar Andersson.

Billedtekster
1. Aarhus havnefront. Foto Mathias Bëktoft Bentzen
2. Portræt fra ca. 83-84 - lige efter arkitektskolen. Jeg var 26-27 år.
3. Sven Hansen viser projektet fra Abu Simbel, fra Unesco konkurrencen, hvor han vandt en præmie. Projektet var en fantastisk idé, der lever stærkt for mig endnu, gid det var blevet til noget. Foto fra Landskab 06 1989
4. J.C. Jacobsens Have
5. + 6. Aarhus havnefront. Foto Mathias Bëktoft Bentzen
7. Mosbach Paysagistes i samarbejde med SANAA. Foto Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue
8. Järva Begravningsplats Stockholm
9. Tegnestuen. Fotograf Tor Birk Trads
10. Maltfabrikken. Illustration Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue og Praksis Arkitekter
11. Monumentområdet i Jelling. Foto Christina Capetillo
12. Monumentområdet i Jelling. Foto Aarhus Cementvarefabrik