Line Toft

Hvad arbejder du med for tiden?

Supermange forskellige projekter! LABLAND har som en tværfaglig tegnestue måske et lidt anderledes dna. For os handler det ikke bare om at have forskellige faglige kompetencer repræsenteret, men i høj grad også om en projekttilgang og perspektiver på, hvordan de forskellige fagligheder kan befrugte hinanden. Når vi løser opgaver, i tværfaglige teams, synes vi, vi får mere kød på opgaven og kommer frem til nogle dybere indsigter, der gør, at vi i sidste ende kan omsætte det til et andet slutprodukt.

Vi har netop udarbejdet en udviklingsplan for Himmelbjerget, som jo er et vildt spændende sted at arbejde i Danmark ift. naturoplevelser og kulturhistoriske lag. Så laver vi, bl.a. i samarbejde med Realdania, et foranalysearbejde omkring fremtidens boformer for psykisk sårbare unge ud fra en antropologisk tilgang. Hvordan kan vi skabe de bedste fysiske rammer og dokumentere og måle på, hvad arkitektur kan skabe af værdi for psykisk sårbare unge? Det synes vi, er ret interessant at prøve – og at omsætte til faktuel måling.

Så laver vi rigtig mange udviklings- og klimaprojekter, vi har bl.a. tre aktuelle projekter, der er blevet udvalgt til Realdania og tænketanken Sustainias Klima 100-publikation, hvor de 100 bedste klimaløsninger i danske kommuner bliver præsenteret. Et af dem er et stort klimaprojekt ved Låsby Søpark i Skanderborg, et gammelt industriområde, der fra af være en lukket del af byen nu er omdannet til byens nye mødested med en stor park og en sø. Vi var så heldige at få Skanderborg Kommunes Arkitekturpris for projektet, sidste år, det er vi rigtig glade for.

Et andet klimaprojekt er Fremtidens Gårdhave med LAR ved Askøgade i København, som er en del af det store klimaprojekt på Østerbro. Københavns Kommune har sat et pilotprojekt i gang med fokus på, hvor meget regnvand vi egentlig kan håndtere inde i de private gårdrum. Tidligere har der været en tendens til at håndtere regnvand i de større gaderum, men vi har prøvet at vende det om og sige, kunne man gøre det til en rekreativ kvalitet inde i gårdhaverne og på den måde belaste det store kloaksystem mindst muligt? Vi har haft et spændende udviklingsforløb med beboere, kommunen og andre samarbejdspartnere ift. at få skabt et funktionelt rum af høj kvalitet, når der ikke er vand, og så at kunne håndtere en 100-års regnhændelse. At få skabt de rigtige oplevelser og rumligheder og samtidig indarbejde det tekniske perspektiv omkring håndteringen af alt det her vand, har været et vildt spændende terrænformgivningsprojekt, for hvordan indarbejder vi fx gamle træer i sådan en situation?

Noget jeg er særlig stolt af, vi gør hos LABLAND, er, at vi afholder ’Morgenstund’. Det går egentlig tilbage til hele ideen om, at vi faktisk er meget passionerede omkring det her med tværfaglighed, vi mener virkelig, at det giver en rigtig stor værdig til projekter – at få forskellige perspektiver og fagligheder bragt i spil. Derfor besluttede vi for et år siden, at vi ville være vært for nogle faglige møder eller ’samtalesaloner’, hvor vi inviterer folk, der arbejder i eller er en del af byen, ind til ’den gode samtale. Vi har skabt et forum, hvor vi taler ud fra en tematik, én gang hed den byudvikling, en anden gange fællesskaber, og så har vi tre underoverskrifter – mod, magt og lyst – vi afholder over et ’rul’ på tre morgenstundsmøder. Så snakker vi, på kryds og tværs af de superspændende mennesker, der kommer, og får simpelthen så mange perspektiver på, hvad ’byudvikling og mod’ fx vil sige. Vi taler sammen i en meget ærlig form, det handler om at give plads til faglige perspektiver og krydsbestøvninger. I sidste uge stod der bl.a. en domprovst nede hos os! Vi lytter og har ikke som sådan en låst dagsorden, det er enormt spændende, og det sår en masse gode frø til kommende projekter.

LABLAND prøver i det hele taget at deltage i samfundsdebatten. Lige i øjeblikket arbejder vi meget med hele landdistriktsudviklingen og laver en del projekter i det ganske land. Fornylig introducerede vi LABLANDs mobile tegnestue. Vi flytter simpelthen ud på stedet i en campingvogn, fordi vi rigtig gerne vil i dialog med de mennesker, der bor derude – i det her tilfælde Mors – men også for at komme ’ind under huden’ på stedet og dermed kunne give det bedste bud på en stedsudvikling, som er autentisk og stedsbunden. I samme forbindelse afholder vi faktisk en af vores Morgenstund-arrangementer derude og vil prøve at bruge den debat og det som det kan tilføre projektet, sammen med kommunen. Det glæder vi også helt vildt meget til.

Hvem eller hvad inspirerer dig?

Jeg er meget inspireret af, at være en del af en tværfaglig tegnestue, hvor antropologen lige pludselig kommer og siger ”Hey! Hvad med at se det fra denne her side?”. Det bliver jeg helt vildt inspireret af, det udfordrer mig som arkitekt, og man bliver skarp af at få stillet de der spørgsmål og høre perspektiver fra andre fagligheder. Rent arkitektnørdet er jeg mega-inspireret af arkitekter, der formår at være dygtige tænkere, formgivere og nærmest poetiske i deres løsninger. Catherine Mosbach er jo et helt fantastisk bud på det. Det inspirerer mig fordi, at der bag formen og løsningen ligger nogle meget interessante tanker og velovervejede betragtninger på, hvorfor man er gået i den retning, man er. Det er ikke sikkert, man lige umiddelbart kan se det, men i min verden kan man godt mærke, at den løsning er bare er blevet dybere og bedre.

Hvad ser du som den største udfordring for landskabsarkitekturen i dag, og hvad bør landskabsarkitekter blive bedre til?

Generelt synes jeg, vi skal blive bedre til at fortælle, hvilken værdi vi kan skabe. Landskabsarkitektur handler ikke bare om at plante træer og andet grønt, det er lidt trist, at vi forfejlet bliver gjort til nogen, der bare arbejder med træer og planter, og det er, i min verden, en fuldstændig forkert betragtning. Det skal vi også kunne, men det er en detalje, at vi kan få planter til at gro. Det, vi virkelig er gode til, er det dér med helhederne. Om du arbejder i by eller landskab – det handler om en helhedsbetragtning. Så jeg synes, at vores største udfordring, og det vi skal blive bedre til, er, at vise vigtigheden i vores arbejde.

Hvis vi så også kan blive gode til at dokumentere, hvad det er for en værdi landskabsarkitekturen skaber, så kommer vi til at stå stærkt. For så bliver det ikke en diskussion om den tekniske løsning eller den æstetiske, men om den værdi og effekt et landskabsprojekt faktisk går ind og skaber. LABLAND har for nylig sat det vi kalder Bylivs- og effektmålinger i værk, et udspring af de blandede fagområder på tegnestuen. Hvis vi kan lære at dokumentere, at det her byrum eller denne her plan faktisk har skabt denne her værdi og løst nogle samfundsrelaterede problematikker, så kan vi nærmest begynde at sætte kroner og ører på vores arbejde, og så får vi et helt andet spillerum som landskabsarkitekter. Så vores udfordring er også, at vi skal blive bedre til at dokumentere, at vores fag kan skabe de her meget målbare effekter, for så bliver der ikke længere stillet spørgsmålstegn ved, hvilken værdi arkitektur har, og så er der ingen vej udenom os arkitekter.

Hvad drømmer du om at udrette i dit arbejdsliv?

Det der driver mig, og det jeg gerne vil blive ved med at folde ud, er at arbejde med byudvikling. Hvordan er det virkelig man får løst det her med at lave aktørdrevet by- og landskabsudvikling? For mig handler inddragelse ikke om, at man laver en lang ønskeliste eller om farven på en bænk – det handler om at have nogle fagligheder med, der kan forstå adfærd og som kan se bagom ønsker og behov. For det er først, når vi kommer ind bag ved, at vi rent faktisk kan finde materiale, vi kan omsætte til arkitektur af høj kvalitet. Hvis man bare går ud til nogle borgere og spørger, ”Hvad kunne I godt tænke jer?”, så kigger de til højre og venstre og siger, ”Vi kunne godt tænke os den bænk, naboen har”. Jeg tror, det er vores opgave som arkitekter at give dem noget, de ofte ikke vidste de havde brug for. Derfor handler inddragelse og samskabelse ikke om, at nu sætter vi alting helt frit. Det handler om at være superpræcis og styrende. Min oplevelse er, at det virkelig giver mening at turde at ’åbne op’ sammen med ikke-professionelle, vi får nogle sociale indsigter, som er lige så væsentlige som de fysiske analyser, vi foretager. Når vi så parrer det fysiske med de bløde værdier, arbejder med den rå information, viden og indsigt, og omsætter det til en arkitektonisk løsning på et givent projekt. At turde favne den kompleksitet, synes jeg, er spændende og svært, men vildt interessant. Jeg drømmer om at finde nøglen til at gøre det super-komplekse meget enkelt, kommunikerbart og arkitektonisk bevidst.