Liv Oustrup

Hvad arbejder du med for tiden?

Jeg sidder i Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme i enheden Slotshaver. Jeg har en portefølje af haver, som er Frederiksberg Have, Søndermarken, Bernstorff, Charlottenlund og Sorgenfri. Og Spøttrup Borg og Ålborghus i Jylland. Sammen med dem, der nu sidder med driften, dvs. vores egne slotsgartnere, entreprenører og dem, der passer haven, sørger jeg for, at små justeringer og projekter nu også bliver udformet i den ånd, som haven har. For nogle haver er det specifikke årstal, vi går efter. Fx i Frederiksberg Have, som er en romantisk have, går vi efter, at alt hvad vi laver harmonerer med de planer, der var for haven, da den blev omlagt til romantisk anlæg omkring 1798.

Så sidder jeg med en masse mindre projekter, der kan forekomme i alle haverne. Det kan være alt fra en mindre trappe eller en parkeringsplads, der skal lægges om. Sådanne små projekter har vi ikke ekstern rådgivning på, det ordner vi selv. Men så snart der er et større projekt, har vi rådgivning på, og der fungerer jeg som projektleder.
Lige nu er jeg ved at afslutte ’Liv & Lys i Søndermarken’, som er et fonds-finansieret projekt på 30 millioner, som har kørt siden 2011. Det afsluttes her i løbet af foråret og er et eksempel på et stort projekt, hvor der har været tilknyttet ekstern rådgivning. Vi har opgraderet haven og tilføjet nogle nye elementer.

Lige nu sidder jeg også meget med beplantningsudvikling. Vi er blevet ramt af storme, særligt i 2013, hvor Allan og Bodil lagde meget af beplantningen ned, især i Bernstorff Slotshave. Det vil sige, at vi står med et akut behov for at skabe en ny plantning. Der laver jeg en plan for, hvordan beplantningen skal etableres, hvad det er for oplevelser, vi skaber, samtidig med at vi holder os indenfor den grundlæggende præmis for, hvad det er for en have, vi arbejder i.

Hvad eller hvem inspirerer dig?

Det er alt. ALT. Fra kunst, arkitektur, tegninger til mennesker, der siger et eller andet. I Styrelsen har vi en god kundekontakt, vi har frivillige, der deltager rundt omkring i vores haver, så det er også sociale ting. Ja, alt kan inspirere.

Jeg har en Ph.D.-grad i landskabsforvaltning, hvor jeg har læst æstetik-teori, så der er også mange teoretiske ting, der inspirerer mig, også det helt jordnære. Det kan sagtens være små bemærkninger, små ting, der får tankerne til at rulle. Og store ting, som katastrofen lige nu i Paris. Hele det her med, hvordan en by oplever sådan en sorg. Vi var i Oslo med redaktionsudvalget i efteråret og så, hvor Breivik sprængte en bombe. At se, hvordan man som landskabsarkitekt skal forholde sig til sådan en landesorg og alligevel arbejde i byrum – det er spændende at arbejde med historik på den måde.

Vi skal som landskabsarkitekter ikke kun arbejde funktionelt, men også tænke på følelser. Ikke kun dem, der er, vi skal også favne dem, der har været. Så det er sjældent en enkelt person, der inspirerer mig, men meget ofte udtalelser eller noget, jeg ser. Det kan jo også være super inspirerende at se andres løsninger, en pladsbelysning, en fundering af et hus, andres gode ideer.

Hvad er den største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?

Det er en erkendelse af, hvad vores fag egentlig gør ved mennesker. At vi får den bredere befolkning til at forstå, at de omgivelser, de færdes i, har stor betydning for dem, faktisk større end man tænker til hverdag. Og så er der den del, der handler om klimatilpasning. Det er klart, at der ligger meget økonomi gemt i klimatilpasning, for det betyder så utroligt meget, når en halv by står med vand i kælderen og forsikringer og alt det dér. At være inde over det og også huske, at der skal kastes et æstetisk blik på de løsninger, der bliver lavet, det synes jeg også er en kæmpe udfordring for vores fag. Vi er ikke bare dem, der giver flødeskum på toppen, men vi både kan og skal bidrage til de her helt grundlæggende løsninger af, hvordan by og land fungerer. Det er også en udfordring, og en super spændende udfordring, som vi nok skal løse, og som vi er uddannede til.

Hvilken udvikling ser du indenfor faget?

Der sker rigtig meget. Fra jeg startede med at læse er der sket meget, som jeg oplever bl.a. skyldes, at vi er blevet bedre til at lade os inspirere fra andre fagretninger – ingeniører, arkitekter, sociologer osv. Vi er altså blevet mere åbne overfor, at andre kan bidrage med noget til os. Det, synes jeg, er super fedt. Jeg ser også, at mange tegnestuer går ind i et fællesskab med for eksempel antropologer, der pludselig kan bidrage med noget helt andet end landskabsarkitekterne føler sig rustede til. Det er godt på vej, og det synes jeg er en kanon udvikling. Der er også det her med klimatilpasning – der er nogle tegnestuer, der har lavet nogle både smukke og funktionelle løsninger. Det er bare fantastisk, altså. Mere af det!

Hvad drømmer du om at udrette i dit arbejdsliv?

Det er nok mest noget med at inspirere andre. Jeg prøver på, også via min ph.d., at blande mig lidt i relation til undervisningen. Det her med historiske haver er jo en lille smule nørdet – nogle interesserer sig for det, andre synes, det er helt tosset. Men hvis jeg, via de historisk haver, bidrager til at give folk en oplevelse, så er min mission fuldført. Det samme med studerende, hvad end det er bachelor- eller specialestuderende, hvis de via noget, jeg har gjort eller sagt, har fået inspiration til at tænke anderledes.

Hvad ved de fleste folk ikke om landskabsarkitektur?

Hvor godt det egentlig gør mennesker – i byrum, naturområder eller det åbne land – at færdes i områder med et veltilrettelagt greb, som skaber fundamentet for oplevelsen. Det er ligegyldigt, om det er en sti der er anlagt, så man nærmest ikke oplever, at den er der, mens man går der med tørre fødder, eller om det er gennemkonstruerede byrum, der fungerer skalaformidlende i forhold til, hvordan mennesker opholder sig der. Det, der fungerer supergodt bliver nemt usynligt. Man tænker, ’sådan skal det jo være’.

Jeg tror, der er rigtig mange almindelige mennesker, der ikke tænker over hvor væsentlig landskabsarkitekturen er for deres forgodtbefindende. Og når det så absolut ikke fungerer, så er folk også hurtige til at pege på byrummet. Fx i Ørestad har der været meget diskussion omkring, at det ikke er rart at være der. Og når man så sætter fingeren på, hvorfor det ikke er rart at være der, så er der sjældent nogen, der peger på bygningsmassen, men rigtig mange peger på rummene mellem husene, altså på landskabsarkitektens arbejde. Så jeg tror ikke der er så mange der tænker over, hvad landskabsarkitekten egentlig gør godt.

Har du en yndlingsplante, et yndlingsmateriale?

Alle der kender mig ved, at det er træer. Og det er ligegyldigt hvilke træer. Jeg er fuldstændig vild med træer. Store, små, gamle og unge. Nål og løv. Alle træer er fuldkommen fantastiske.