Formandens Klumme / Anerkendelse af arkitekt og landskabsarkitekt Ib Møller

AKTUELT / 05.04.16

Arkitekt og landskabsarkitekt Ib Møller modtog den 17. marts 2016 Akademiraadets N.L. Høyen Medalje

Af formand Susanne Renée Grunkin i samarbejde med bestyrelsesmedlem Ole Mouritsen, lektor emeritus

Anerkendelse af arkitekt og landskabsarkitekt Ib Møller
Tusinder af mennesker fortager hver eneste time gennem dagen en simpel bevægelse gennem landskabet. Ad asfalterede spredningskorridorer gennemføres de utallige rejser mellem A og B. De danske motorveje binder byerne sammen.

Hvor nogle rejser blot skal overstås, så er andre en smuk oplevelse. Arkitekt og landskabsarkitekt Ib Møller har gennem årene leveret et grundigt og indlevet arbejde med at give os smukke oplevelser, når vi færdes på motorvejene.

Selv om vi i dag har mægtige maskiner til rådighed til at flytte jord, så faldt han ikke for fristelsen til at misbruge dem, fordi landskabet i sig selv bedre kunne fortælle sin egen historie. Hans indlevelse i landskabet handler om, hvordan vejens tracé omhyggeligt er lagt oven på landskabet som de gamle kongeveje, så den respektfuldt indpasser sig topologi og landskabselementer. Set fra bilen handler indlevelsen om, hvordan den nøje gennemtænkte bevægelse også bliver til en kropslig sansning som med de gamle hestetrukne køretøjer, hvor man mærker terrænet sætte sædet i svingninger – dog med bilen på en blidere og blødere måde.

Ganske enkelt smukke motorvejsstrækninger
Af de adskillige motorvejsstrækninger Ib Møller har udformet, kan denne eksempelvis fremhæves: På den nordgående motorvejsstrækning mod Aarhus går bevægelse, terræn og udsigt op i en højere enhed. I samarbejde med arkitekt Michael Warming blev oplevelsen nøje inddelt i sekvenser, og både Ejer Kirke og det karakterfulde landmark Ejer Bavnehøj bliver inddraget som smukke udsigter.

I en tid hvor vi alle har travlt med at gøre os bemærket og mere synlige og i den anledning måske, med hver vores virkemidler, kommer til at larme mere end nyttigt er, og idet landskabet lige nu er under pres fra et måske relativt kortsigtet behov for øget turisme, så bliver arkitekt og landskabsarkitekt Ib Møller en aktuel rollemodel:

Fordi der er andre behov, der er langt vigtigere end dem, vi er optaget af her og nu, nemlig dét, at vi over tid bliver SÅ taknemmelige for, at nogen har taget hånd om vores værdifulde landskab, og integreret det vi mennesker fandt nødvendigt med det smukke – ganske enkelt og intet andet.

Danske Landskabsarkitekter ønsker tillykke
Arkitekt og landskabsarkitekt Ib Møller modtog torsdag den 17. marts 2016 Akademiraadets N.L. Høyen Medalje, samtidig med lykønskninger fra Hendes Majestæt Dronningen, for han livslange og vigtige arbejde – og ikke mindst hans indflydelse på vej- og motorvejsbyggeriet i Danmark.

Læs Akademiraadets motivering for Ib Møllers medaljemodtagelse her og pressemeddelelse om modtagerne af Akademiets øvrige medajler for 2016 her 

Foto: E45 på strækningen mellem Aarhus og Horsens. Fotograf: landskabsarkitekt Rikke Juel Gram, Schønherr

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >