Åben idékonkurrence – Et museum vendt på vrangen

AKTUELT / 10.08.22

Illustration: VejleMuseerne og Vejle Kommune

Med en åben idékonkurrence ønsker VejleMuseerne og Vejle Kommune at få bud på, hvordan man kan gentænke formidlingen omkring Egtvedpigen med et helt nyt museum

Egtvedpigen er et af de mest velbevarede fund fra bronzealderen, vi har herhjemme. Hun giver os et unikt indblik i en anden verden og er med til at udvide vores forståelse af bronzealderen og det liv, de levede dengang. Derfor vil VejleMuseerne og Vejle Kommune gentænke formidlingen omkring Egtvedpigen gennem et nyt museum.

“Kvindens fortælling er ofte fraværende i historieskrivningen og derfor er Egtvedpigen særligt vigtig, hvis vi for alvor vil forstå livet i bronzealderen. Hun er vores vindue til en anden tid, og fascinerer os samtidig gennem de elementer, vi kan genkende i os selv og den verden, vi lever i dag,” siger Flemming Hedegaard Larsen, museumschef for VejleMuseerne.

Et museum i naturen

Egtvedpigens Verden kommer til at ligge i kulturlandskabet omkring Egtvedpigens grav. Med Egtvedpigens Verden vender man det klassiske museum på vrangen og inviterer børn og voksne til at lege med kulturen og naturen, imens de på nærmeste hold oplever livet for 3.500 år siden.

“Vejle Kommune er rig på historiske fund og vi har så mange gode historier at fortælle, som er relevante for os alle sammen. Vi har arbejdet længe for et museum omkring Egtvedpigens Grav, og jeg glæder mig enormt meget til at følge idékonkurrencen og realiseringen af Egtvedpigens Verden,” siger Dan Arnløv Jørgensen, formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Vejle Kommune.

Konkurrenceprogram

Konkurrenceprogram med tilhørende bilag til Egtvedpigens Verden kan downloades på udbudsportalen iBinder her

Forslag skal være uploadet på iBinder senest tirsdag den 11. oktober 2022 kl.12.00.

Samlet præmiesum er 300.000 kr., og førstepræmien vil være på mindst 150.000 kr.

Arkitektforeningen har været strategisk rådgiver på konkurrencen.

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >