Arkitekternes Topmøde - 2

Af Susanne Renée Grunkin, formand for Danske Landskabsarkitekter.

Danske Landskabsarkitekter var den 20. november 2015 inviteret til Arkitekternes Topmøde, der arrangeres af Danske Ark. En enestående mulighed for, at arbejde for de gode relationer mellem bygningsarkitekten og landskabsarkitekten. Som en del af programmet var der iværksat fire workshops, hvoraf DL deltog med en repræsentant til de tre af arrangementerne. Over de næste par ugers nyhedsbreve, beretter tre bestyrelsesmedlemmer om indholdet af den workshop de deltog i. Det andet indlæg handler om:

KONKURRENCER SET I ET FORRETNINGSUDVIKLINGSPERSPEKTIV

Hvordan kan vi bidrage til at udvikle en mere bæredygtig konkurrencekultur, hvor vi omfordeler ressourcerne til gavn for både arkitekterne, bygherre – og samfundet?

ARKITEKTER BLØDER RESSOURCER

Er arkitektkonkurrencer en anakronisme? Ja! mente flere af deltagerne i workshoppen om KONKURRENCER SET I ET FORRETNINGSUDVIKLINGSPERSPEKTIV. Men endnu flere holdt fast i, at vores kultur er at vinde! Vi lever i en konkurrencekultur, og for at opretholde vores velfærd er opgaven at ruste vores samfund til at være mere konkurrencedygtigt. Men vi bruger alt for mange ressource på at få opgaver. Der er en tendens til, at konkurrenceprogrammerne bliver mere og mere komplekse, og at vi skal levere flere og flere kontraktydelser. 3D og omfattende konkurrencebetingelser har erstattet det oprindelige succeskriterium: Hvem har den bedste idé?

UDFORDRINGER

I arkitektkonkurrencerne er det et problem, at samtlige ydelser, ofte leveres af fem teams på én gang. De fire teams, som ikke vinder, bløder reelt enorme ressourcer, der ikke står mål med argumenterne, der ofte ligger til grund for investeringen, nemlig at konkurrencer også er markedsføring samt innovation, hvor vi udvikler nye løsninger egnet til genanvendelse i andre projekter. At konkurrere også betyder for de fleste, at vi gør mere end det nødvendige – vi gør, hvad der skal til. På den måde vænner vi også bygherre til at modtage gratis ydelser.

Men bygherre har jo også investeret mange ressourcer – får de nok ud af deres penge? Trods et stort forarbejde, er der stadig risiko for, at konkurrenceprogrammet ikke dækker de egentlige behov. Og måske ændrer forudsætningerne sig allerede undervejs i konkurrencefasen. Et andet problem er, at bygherre i et konkurrenceforløb ikke selv kan være medudviklere af projektet. Dette bliver der dog rådet bod på til en vis grad, når det drejer sig om parallelopdrag. Mange arkitekter oplever, at den efterfølgende projekteringsfase indledes med, at der skal indarbejdes nye forudsætninger som større ændringer i forhold til vinderprojektet. Samtidig står projekteringsteamet med yderligere udfordringer: de er allerede flere hundrede tusinde kroner bagud fra konkurrencefasen…..

Der er også eksempler på, at konkurrencer har været meningsløse investeringer både for bygherre og arkitekter simpelthen fordi, det på forhånd ikke var muligt at stille en korrekt diagnose – et for åbent spørgsmål giver alt for åbne svar. Det skete eksempelvis med konkurrencen om helhedsplan for DTU tilbage i 2003. Og fordi der ofte er så mange beslutningstagere, der skal se det samme, har vi forståelse for, at bygherre har behov for at se en endelig form, der skal rumme løsningen på alle deres behov. Men for at nå derhen tegner vi alt for meget, for at bygherre kan træffe beslutninger. Men hvor lidt skulle der egentlig til, for at vi alligevel kan kvalificere bygherrerne til at træffe den bedste beslutning? Og hvordan kan vi i arkitektfaget gøre det klart for andre, at det er os, som bygger værdien op fra bunden, fx fra en tom grund?

VI SKAL BLIVE BEDRE TIL AT FORTÆLLE OM DEN VÆRDI VI SKABER

Når vi, i formidlingen af vores arbejder, fortaber os i det faglige – som materialitet og detailløsninger, så overser vi det forretningsmæssige potentiale. Vi skal have større fokus på at fortælle om den værdi, vi skaber som arkitekter og landskabsarkitekter. Vi skal være meningsdannere: vi skal blande os i debatten både internt i den enkelte virksomhed, i foreningsregi og i samfundsdebatten. Vi skal fortælle, at vi er gode til at bygge samfund, der BÅDE er baseret på form og æstetiske værdier OG bæredygtige værdier som sociale, økonomiske og miljømæssige. Omverdenen skal forstå, at værdien af det, vi skaber måske ikke umiddelbart kan læses på bundlinjen, men med tiden viser sin samfundsnyttige værdi. God arkitektur har vist vejen for bedre sociale tilstande. God arkitektur kæmper for et livssyn. Vi skal fortælle om den effekt arkitektur og landskabsarkitektur har på mennesket, og hvordan den bidrager til at forankre os i vores kultur og historie. Det er der stort behov for nu, og det er i tråd med, at byerne konkurrerer mod hinanden på kultur, oplevelsesværdier og smukke, rekreative, landskabelige omgivelser.

Vores værdi skal også blive mere synlig i form af honorar – det skal ikke forblive skjult inde i selve konkurrencen. Honorar i kontrakterne bør i stedet være højere, og vi skal vise vores værd ved snarere at konkurrere på vores evner til at være gode samarbejdspartnere og projektledere samt evnen til at kunne innovere sammen med bygherre.

VI SKAL BLIVE BEDRE TIL AT UDVIKLE VORES FORRETNING

Vi skal udvikle netværk, alliancer og mentorordninger. Vi bør udarbejde en fælles model til indsamling af nøgletal samt guidelines til best practice og succesfuld forretningsudvikling, dokumentere gratis arbejde og synliggøre hvilke ressourcer der er investeret i tilbud og konkurrencer. Vi skal reagere mere kritisk overfor muligheden for en egentlig forretning. Et eksempel er konkurrencen om haveanlægget omkring Den Frie: Her udgjorde den samlede sum 5 millioner inkl. alt, men allerede 750.000 var på forhånd allokeret til kommunens involvering. Hvad bliver tilbage til honorar? Flere projekter har vist sig dyre for mange af de involverede tegnestuer. Det er ikke rimeligt, at det er tegnestuerne, der på den måde skal løfte den egentlige investering i samfundet.

Vi skal også kunne dele forretningshemmeligheder. For konkurrencen kommer andre steder fra – snarere fra ingeniørerne og entreprenørerne. Specielt indenfor bæredygtigheden er der et stort forretningspotentiale. Vi skal tilegne os flere kompetencer på dette felt. Gennem digitalisering skal vi blive bedre til at effektivisere vores processer og gribe mulighederne for at erobre de tekniske opgaver som skygge-, vind-, jord- og LAR-beregninger. Vi skal udvide vores forretningsområder og indarbejde dem i vores egne processer. Så højner vi den landskabsarkitektmæssige kvalitet, og vi imødekommer faren for at blive marginaliseret som rene æstetikere.

EN BÆREDYGTIG KONKURRENCEFORM

Udviklingen peger hen imod potentialet for de skrevne konkurrencer. Her møder vi bygherres forventninger med referenceprojekter, beskrivelse af tilgangen til opgaven samt bud på organisation og tidsplan. Det danner samlet set et billede af, hvad vi tilbyder som gode samarbejdspartnere og hvilken arkitektur hhv. landskabsarkitektur, bygherre kan forvente. I stedet for form handler konkurrencen her mere om, hvilken arkitektonisk tilgang, der passer bedst. Denne konkurrenceform giver også et kvalificeret beslutningsgrundlag og er en mindre økonomisk investering for arkitekterne. Den frigiver ressourcer, der i stedet kan flyttes over i en god udviklingsproces med en god opstart og et godt samarbejde mellem rådgiver, bygherre og brugere.

I fald det lykkes os at etablere en faglig alliance, der tilsammen får skubbet omverdenens, og bygherres, opfattelse af, hvad der er en god og bæredygtig investering i arkitektur, så vil vi kunne omsætte de frigivne ressourcer til at løfte arkitekturen og landskabsarkitekturen op til nye dimensioner. Dét vil også være til gavn for samfundet.

Oplægsholdere, der satte gang i workshoppens diskussion var: Kristian Kreiner, professor CBS Anders Holst Jensen, direktør JJW Arkitekter samt Bitten Munk Warmdahl, direktør Erik Møller Arkitekter.

Foto: Revitalisering af Gellerup og Toveshøjs grønne parkrum af BOGL.
 
BOGL, Vandkunsten og JAJAs forslag for Gellerupparken og Toveshøjs grønne område fokuserer på at skabe en robust park, som skaber overblik og nye sammenhænge – en byfælled.

Rygraden i projektet er den grønne promenade, som bevæger sig igennem hele parken og forbinder nord med syd i et tydeligt, trygt og sammenhængende bånd. Promenaden er mere end en forbindelse. Rygraden vil være med til at aktivere strækningen langs vest siden af de store boligblokke og styrke den generelle wayfinding ved at introducere lange sigtelinjer. Nye udfoldelsesmuligheder sikrer, at der er mulighed for både ophold og aktivitet langs rygraden, både for beboerne i de store blokke og for den forbipasserende på tur i parken.
 
Den grønne promenade binder an til fem tværgående aktivitetsbånd, der skaber nye mødesteder, aktiviteter og overlap, når de møder parken og rygraden i form af centrale pladsdannelser, der understøtter særlige funktioner og sigtelinjer. Målsætningen med den grønne promenade er at skabe et stærkt parkområde med en enkelthed og styrke, der kan genere en stærk kobling mellem bygninger og landskab.
 
Den grønne promenade går på ’langs’ af de udpegede konkurrenceområder. Vi tror på nødvendigheden af sammenhængskraft og styrke i det overordnede greb, men også på udfoldelse af en lang række detailforslag, der hver for sig og tilsammen indgår i svaret på den attraktive, trygge og bæredygtige bydel der efterspørges.
 
Forslaget gik videre til 2. fase og var blandt de sidste 3.teams.