Arkitekturens Dag 2021 – nye forbindelser til natur

AKTUELT / 16.06.21

Fra Hammershus til Allinge er den gamle Skærvevej genetableret, så der nu igen er en sammenhængende fodgængerforbindelse over Nordbornholm forbi områdets mange helleristninger. Undervejs inviterer opholdsplatforme til at slå sig ned og lade sig fascinere af områdets flora, fauna og udsigt. Arkitekt MAA Erik Brandt Dam har udviklet projektet med Realdania og Naturstyrelsen. Foto: Bjørn Pierri Enevoldsen og Realdania.

Arkitekturens Dag nærmer sig, og i år finder den sted mandag den 4. oktober. Har du en god idé til et arrangement der viser, hvordan arkitektur skaber nye forbindelser til naturen?

Dette års tema er ’nye forbindelser til natur’ – både den rå, vilde og uspolerede natur af slagsen og den mere kontrollerede bynatur. Begivenheden er derfor en oplagt anledning til at vise og fejre landskabsprojekter over hele landet. Og ikke mindst til at kommunikere landskabsarkitekturens rolle i den grønne omstilling.

Danske Landskabsarkitekter opfordrer alle til at byde ind med gode idéer til arrangementer, som viser, hvordan arkitekturen forbinder os til naturen.

Temaet kan tolkes meget direkte ved netop at fremhæve arkitektur, der skaber en fysisk forbindelse til naturen samt vores måde at bruge og opleve den på. Men det kan også anskues mere bredt, som den måde arkitekturen understøtter et mere bæredygtigt ressourceforbrug, eller som udvikling af boligområder eller byrum i større samklang med naturen.

Hvornår sker det?

Arkitekturens Dag nærmer sig, og i år finder den sted mandag den 4. oktober – nogle tyvstarter i weekenden før.

Hvem kan være med?

Alle, der vil, har mulighed for at deltage i dagen som vært for et arrangement. Det kan fx være ved at invitere til åben tegnestue, byvandring eller rundvisning. Det kan være ved at arrangere en haveworkshop i et boligområde. Eller det kan være ved at holde åbning af et konkret projekt i forbindelse med dagen. Så længe det fysiske greb er i fokus, er det kun fantasien, der sætter grænser

Byd ind på Arkitekturens Dag, hvis I vil

  • skabe interesse om et nyt boligområde, som skaber nye forbindelse til naturen
  • vise, hvordan I trækker naturen ind i byen og bruger den til at styrke livskvalitet, sundhed eller biodiversitet
  • bruge arkitektur og planlægning til at engagere borgerne i konkrete udfordringer, fx med klima, biodiversitet, sundhed og trivsel
  • invitere til rekreative oplevelser, som tager afsæt i – og skærper – menneskets møde med arkitektur og natur
  • styrke lokale fællesskaber i fx landsbyer eller almene boligområder gennem natur- og arkitekturoplevelser
  • sætte fokus på fysiske projekter, der skaber nye forbindelser til natur.

Kom godt igang

Læs mere om dagen på Arkitektforeningens hjemmeside, hvor I også finder et inspirationskatalog med input fra otte kommuner samt en praktisk guide til arrangører, pressekit og guide til brug af Instagram: Arkitekturens dag 2021 – nye forbindelser til natur (arkitektforeningen.dk).

Læs mere om Arkitekturens Dag 2021 og find yderligere information på Arkitektforeningens hjemmeside.

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >