Bogudgivelse: Smuk Køkkenhave

AKTUELT / 06.03.19

Landskabsarkitekterne Jacob Fischer og Louise Risør tager læserne med på en haverejse til ti af Europas kendte og mindre kendte haver, hvor køkkenhaven spiller hovedrollen

Langt de fleste villahaver har en stor græsplæne på havens bedste plads med masser af sol, lys og luft, men det er også det ideelle sted for en køkkenhave, og det er på denne plads, at et nyt køkkenhaveliv kan opstå.

Med afsæt i de mange forskellige køkkenhaver har de to forfattere designet 10 konkrete forslag til indretning af en helt almindelig villahave. Forslag, hvor køkkenhaven både er til pryd og nytte og spiller en central rolle i havens samlede komposition. Med deres egen lille køkkenhaves indretning, viser de konkret, hvordan køkkenhaven kan være lige så smuk som en blomsterhave og samtidig nyttig.

Bogen SMUK KØKKENHAVE viser en vej, hvor du kan være sammen med din familie om en meningsfuld hobby, der på en og samme tid holder dig i form, giver sjælen ro og skaffer de eftertragtede gode og sunde råvarer på bordet på en bæredygtig måde. SMUK KØKKENHAVE er rigt illustreret med fotos og haveplaner, som kan inspirere dig til at starte din egen køkkenhaverevolution.

Om forfatterne:

Louise Risør er landskabsarkitekt mdl og projektleder i Hillerød Kommune samt fagudlært gartner og anlægstekniker, og hun har været designansvarlig for udformningen af 17 nye byrum i tilknytning til den kommende Metro Cityring i København og Frederiksberg.

Jacob Fischer er landskabsarkitekt mdl samt kreativ direktør og indehaver af tegnestuen GHB Landskabsarkitekter. Han har medvirket ved flere bogudgivelser om landskabsarkitektur. Desuden deltaget på DR2 om herregårdshaver samt ved DR’s ”Drømme-haver”.

Fagredaktør:

Annemarie Lund, landskabsarkitekt mdl. Annemarie er landskabsarkitekt fra Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole i 1971 og forfatter til utallige bøger og guides til landskabsarkitektur. Annemarie har været ansvarshavende redaktør af LANDSKAB i 35 år.

Bogen er udgivet på forlaget Koustrup & Co og kan desuden købes hos Akademisk Arkitektforening i Arkitektens Butik.

Plads til kystsikring – Kystsikring og Strandbeskyttelse, Nørre Lyngby / NATOUR

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >