Brug din stedsans på Arkitekturens Dag

AKTUELT / 27.09.22

FLUGT – Refugee Museum of Denmark. Arkitekt: BIG. Foto: Rasmus Hjortshøj.

Hvad er det ved arkitekturen, der gør et sted særligt skønt at opholde sig i eller blot gå forbi? Og hvilken rolle spiller arkitekturen for et områdes sjæl eller identitet? Det giver kulturinstitutioner, kommuner, tegnestuer m.fl. landet over deres svar på, når de slår dørene op for nye oplevelser og fortællinger på Arkitekturens Dag den 3. oktober

Hvert år den første mandag i oktober er det officielt Arkitekturens Dag i hele verden – en årlig festdag, hvor både børn og voksne i hele landet har mulighed for at opleve og få indblik i aktuelle byudviklingsprojekter, komme helt tæt på arkitekturen og blive klogere på, hvad arkitekturen betyder for vores hverdag, tilhørsforhold, fællesskab og samfund.

Lokale ture, debatter arrangementer i hele landet

I Danmark er temaet for Arkitekturens Dag ”Stedsans”, som kan opleves og fortolkes på mange måder. I Oksbøl i Sydvestjylland vil der bl.a. være mulighed for at besøge det nye FLUGT – Refugee Museum of Denmark, skabt af BIG – Bjarke Ingels Group. I Hurup i Thy kan man besøge Danmarks måske ældste bondegård og høre, hvad lokale ildsjæle og en af Danmarks unge fremadstormende tegnestuer ser i den. I Aarhus kan man bl.a. komme på byvandring i det nye Æbeløkvarter og komme indenfor hos tegnestuen CEBRA – eller slå et smut forbi omdiskuterede Aarhus Ø, mellem de nye højhuse, hvor der vil være poesioplæsning, arkitekt-talks, film m.m.

Bor man i hovedstadsområdet, kan turen for eksempel gå til Københavns Nordvest-kvarter, som byder på flere oplevelser. Blandt andet slår Bikubenfonden dørene op til Thoravej 29, der skal være et centrum for inspiration og nytænkning. Stedet er er under forvandling med en kompromisløs tilgang til bæredygtighed og genanvendelse af det eksisterende byggeri.

Mange kommuner benytter desuden Arkitekturens Dag til at præmiere bygninger af særlig høj kvalitet og invitere byens borgere til debatter og oplæg om, hvad der gør netop disse bygninger værd at præmiere.

Startskud for Arkitekturåret 2023

Arkitekturens Dag bliver også det officielle startskud på Copenhagen in Common – København som UNESCOs arkitekturhovedstad i 2023 og verdenskongressen for arkitekter i juli 2023. På dagen præsenteres programmet for første gang for fuld musik og kage i Dansk Arkitektur Center, hvor der er gratis adgang hele dagen og et farverigt, poetisk og festligt program for børn og voksne.

Arkitekturen tilhører os alle sammen

Det er Arkitektforeningen, der står bag Arkitekturens Dag i Danmark. I alt forventer Arkitektforeningen, at der vil være mellem 60-70 arrangementer fordelt over landet. Foreningens formand Johnny Svendborg er glad for den store opbakning i år fra kommuner, kulturinstitutioner og en lang række andre aktører, da han har en drøm om, at alle om nogle år, vil kende Arkitekturens Dag: 

”Arkitektur er en konkret, og vigtig del af menneskers dagligdag. Og når man giver sig tid til at stoppe op og kigge på de bygninger, pladser, gader, naturstier med mere, som ligger lige foran os – og tale sammen om dem, så giver det mening, hvad god arkitektur handler om. Det håber jeg rigtigt mange vil gøre på Arkitekturens Dag – enten til et af de mange arrangementer eller ved på egen hånd at tage ud til et sted de holder af.”

Find hele programmet for Arkitekturens Dag her.

Bemærk at nogle arrangører tyvstarter med arrangementer weekenden før – og andre i dagene efter. Herunder arkitekturfilmfestivalen Copenhagen Architecture Festival, som kører under samme tema ”Stedsans” i København og Aarhus fra den 6. oktober – 16. oktober 2022.


Om Arkitekturens Dag

Arkitekturens Dag er en årlig begivenhed, hvor tegnestuer, kommuner, kulturinstitutioner, ildsjæle og foreninger, udviklingsselskaber med flere inviterer til at se, mærke og opleve arkitektur. Dagen fejres over hele verden den første mandag i oktober. Det er Arkitektforeningen, der koordinerer begivenheden i Danmark.

Plads til kystsikring – Kystsikring og Strandbeskyttelse, Nørre Lyngby / NATOUR

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >