C.F. Møller Architects skal lave landskabskoncept til verdenskulturarv-område

AKTUELT / 13.10.20

Foto: Det historiske fæstningsværk Dannevirke. Fotograf: Julian Weyer

C.F. Møller Architects vinder opgaven om et nyt landskabskoncept for Dannevirke i Tyskland, der sammen med Hedeby er udpeget som Verdenskulturarv af UNESCO

Det historiske fæstningsværk Dannevirke regnes som Nordens største fortidsminde, og blev i 2018 sammen med Hedeby optaget som Verdenskulturarv af UNESCO. Stigende besøgstal og dermed forbundne behov for bedre formidling, orientering, adgangsveje og opholdsmuligheder får nu Dannevirke Kommune til at igangsætte et nyt samlet landskabskoncept for monumentet og dets omgivelser, en opgave C.F. Møller Architects har vundet.

Beskyttelse og udvikling
Dannevirke er en kombination af volde, mure og vådområder, der forløber tværs over den gamle danske landsdel Sydslesvig i det nuværende Nordtyskland. De fleste besøgende kommer til den centrale hovedvold ved Dannevirke Museum, hvor bl.a. Valdemarsmuren fra 1100-tallet, Porten til Norden og en kanonskanse fra de Slesvigske Krige er vigtige attraktioner.

Opgaven tager afsæt i et større forarbejde som Dannevirke Kommune har stået for i samarbejde med Verdenskulturarvskontoret i det Arkæologiske Amt, Kreis Schleswig-Flensburg, Sydslesvigsk Forening og Haddeby Amt. Her har man identificeret behovet for at skabe nye besøgeroplevelser og samtidigt beskytte monumentet bedre, ved at skabe attraktive stier og rundgange langs med og på tværs af volden, med formidlingspunkter og opholdskvaliteter. Samtidigt skal tilgængeligheden og de trafikale ankomststeder styrkes, og områdets samlede betydning som naturområde højnes.

C.F. Møllers opgave bliver derfor at udarbejde et samlet landskabskoncept for det centrale område omkring Hovedvolden, Kovirke-volden, Nordvolden og Krumvolden. Her findes også dele af Hærvejen samt historiske borganlæg og skanser og den drænede tidligere Dannevirke sø.

Læs mere om projektet for Dannevirkes nye landskabskoncept på C.F. Møller Architects hjemmeside.

Foto: Dannevirke. Fotograf: Julian Weyer

Solrødgård Klima- og Miljøpark, Hillerød / GottliebPaludan Architects

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >