Cirkulær Økonomi eksempelsamling rammer Norge til NLA Fagdag og i Arkitektnytt
AKTUELT / 27.04.22

Foto: Arkitektnytt bringer i seneste udgave en artikel om DL's publikation 'Cirkulær økonomi i landskabsarkitektur' og interview med MDL Jakob Sandell Sørensen. Billederne i artiklen viser Amager Fælled og fremtidens gårdhave med fotos af Mikkel Eye.
Danske Landskabsarkitekters eksempelsamling 'Cirkulær økonomi i landskabsarkitektur' når bredt ud i verden. Senest er udgivelsen i fokus i det norske fagblad Arkitektnytt med interview af MDL og medforfatter Jakob Sandell Sørensen. Også Norske Landskabsarkitekters Forenings fagdag har genbrug som tema, hvor DL's formand Martin Hedevang Andersen giver sit perspektiv på at styrke omstillingen til cirkulær økonomi i landskabsarkitekturen
Af Caroline Thorup Toftild, stud.hort.arch.MDL
At materialer, der er blevet overflødige, forældede eller unødvendige, genbruges eller omformes i stedet for at kasseres, er en essentiel del af bæredygtighedsprincippet og en stadigt voksende del af landskabsarkitektur i praksis. Vi tænker ofte på genbrug af materiale, som kan være med til at bevare historiske spor og identiteter og ikke mindst være med til at mindske spild, nyproduktion og unødvendig transport.
Med det udgangspunkt har Danske Landskabsarkitekters udvalg for cirkulær økonomi skabt eksempelsamlingen ‘Cirkulær økonomi i landskabsarkitektur’ som illustrerer, hvordan landskabsarkitekter via cirkulært design bidrager til den grønne omstilling. Nu begynder publikationen, som det var håbet, lige så stille at fange opmærksomheden blandt kollegaer uden for landets grænser.
Forskningen tyder på at der fortsat er lang vej
Det norske fagblad Arkitektnytt har i seneste udgivelse sat fokus på den danske publikation gennem et interview med MDL og medforfatter Jakob Sandell Sørensen og fremhæver blandt andet projekter som Nordre Fælled af ORCA og Out Of Office Architecture samt Fremtidens Gårdhavne af BOGL, som begge er med i eksempelsamlingen. Projekterne udgør konkrete eksempler på, hvordan landskabsarkitekter kan indarbejde de cirkulære principper i projekter og kan forhåbentlig inspirere til at fremtidige projekter udformes på lige så ambitiøs vis i bæredygtighedens tegn, også uden for Danmark.
“Forskning tyder på at det fortsatt er en lang vei å stake for å nærme oss en fullverdig omlegging til sirkulærøkonomi. Cikularity Gap Report lanseres årlig på Verdens økonomiske forum i Davos. I den norske versjonen af rapporten fra 2020 framkommer det at bare 2,4 prosent av den norske økonomien er sirkulær. 97,6 prosent av materialene vi forbruker hvert år, blir altså ikke ført tilbake i kresløpet. Gjonnimsnittet i verden er 8,6 prosent,” lyder det i artiklen.
Men den danske eksempelsamling og ikke mindst interessen for den, viser også, at der er en spirende bevidsthed om vores ansvar, og at vi i faget er godt på vej med mange gode tanker og ideer. Jakob Sandell Sørensen fortæller til Arkitektnytt at “landskabsarkitektur i udgangspunktet er grøn” men påpeger samtidig også, at landskabsarkitekturen kan gøres endnu mere miljøvenlig og ressourcebevidst. “Vi har forsøgt at finde nogle eksempler på nyligt opførte projekter, i første omgang i Danmark, og beskrevet dem indenfor den systematik og det sprog vi har lavet. Det skal være et dynamisk dokument, som kan vokse,” præciserer Sørensen.
Læs hele artiklen her: Språkliggjøring og sirkulering / Arkitektnytt nr. 4/2022 af Astrid Fadnes.
Genbrug på flere niveauer og varighed i planlægningen
Fagdagen i Norske Landskabsarkitekters Foreningen handler i år også om genbrug – både det globale perspektiv og hvilken rolle landskabsarkitekten skal spille. Danske Landskabsarkitekters formand og intiativtager til publikationen om ‘Cirkulær økonomi i landskabsarkitektur’ gæster arrangementet og givet et indblik i de danske ideer om den bæredygtige omstilling i vores fag.
Se Martins oplæg på NLA´s YouTube kanal her. Se også de øvrige spændende oplæg her.
For landskabsarkitekten handler genbrug ikke kun om byggematerialer, men også om områder, steder og tidshorisonter. I en tid, hvor områderne er under stort pres, både i naturen, på landet og i storbyen, er det vigtigt for os landskabsarkitekter at tænke genbrug i flere niveauer og i varighed i det, vi planlægger.
Hos Danske Landskabsarkitekter er vi glade for at kendskabet til publikationen ‘Cirkulær økonomi i landskabsarkitektur’ spreder sig, og at samtalen om cirkularitet lever og vokser. Det er vigtigt, at vi hæver stemmen i kampen om jorden, og viden- og erfaringsudveksling i designfaget, er et af de vigtigste værktøjer til at nå det fælles mål!
Danske Landskabsarkitekters udvalg for Cirkulær Økonomi
’Cirkulær Økonomi i landskabsarkitekturen’ er skrevet af Danske Landskabsarkitekters udvalg for cirkulær økonomi, der består af Jakob Sandell Sørensen, MDL og associeret partner hos Schønherr, Jan Støvring, MDL og seniorforskningskonsulent, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet, Torben Møbjerg, MDL og partner, COO hos LYTT og Martin Hedevang Andersen, MDL, formand Danske Landskabsarkitekter og indehaver af ORCA.
Udgivelsen er gratis og downloades som pdf her. Vi har desuden oversat eksempelsamlingen til engelsk, og den kan du downloade her.
Nyheder

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund
Læs mere