Formandens klumme / BAGOM ET VÆRK – MINNESTEDET I TRONDHEIM

Af Susanne Renée Grunkin, formand Danske Landskabsarkitekter. 

Besøg eller genbesøg den flotte artikel i Landskab 03/ 2017, hvor vi kunne vi læse om det smukke byrum og kunstneriske værk TERRA INCOGNITA – ’Trondheims Minnested for 22. Juli’. Stedet er skabt af landskabsarkitket Marianne Levinsen MAA, MDL og billedhugger Anders Krüger. Projektet vandt de i en international kunst konkurrence tilbage i 2014.

Byrummet er beliggende midt i den smukke bykerne som et mindre byrum udformet som mindeplads for de savnede efter tragedien på Utøya. Artiklen beskriver formålet med byrummet koblet sammen med beskrivelser af materialer, farver, mentale broer og øvrige virkemidler, der tilsammen danner værket – og stedet – man i dag kan bevæge sig rundt i.

I Landskab 08/ 2019 kunne vi igen støde på dette byrum i Trondheim i artiklen ’Landskabsarkitektur – også som rum for sorg, minder og reflektion’, der lagde vægt på funktionen som byens stille rum. Det er steder vi ikke har så mange af i større byer, hvor formålet ofte er at skabe aktivitet og mangfoldigt byliv.

Det er samtidig et rum, hvor man oplever en omhu for både helheden og detaljen. Det gælder ikke mindst de ord og tekster, der er sandblæst ned i betonoverfladerne på de in-situ støbte horisontale hvide betonformationer, der ligger på pladsens gulv som øer på den lyse flade af hvidt marmorgrus. Ordene relaterer sig til de politiske, sociale og etiske holdninger som blev angrebet den 22. juli 2011; åbenhed, respekt, demokrati, empati, medmenneskelighed, fremtidstro, kærlighed.

Efterfølgende har vi fået Marianne Levinsen og Anders Krüger til sammen at dele endnu et lag i fortællingen om byrummet – et lag der går bag om værket og tilblivelsen:

”Vi var meget optagede af at lave projektet. Alle detaljer og tekniske udfordringer – teksterne som blev sandblæst i betonen, og formene til betonen som blev produceret af robotter. Vi deltog selv i arbejdet i Trondheim med støbninger, slibning, og med hvert et bogstav.

Mindestedet blev taget utrolig godt imod af byen, og særligt af familierne til de unge som var på Utøya – nogle af dem, som aldrig kom hjem.  Det er nok et af de projekter, jeg har været med til, som jeg vil huske tilbage på som en af de største udfordringer både mht. indhold, betydning og teknik.

Hele pladsen er på middelalder arkæologisk grund, hvor vi ikke måtte gå dybere i jorden end 30 cm, dvs. at det stillede helt specielle krav til konstruktioner af betonøerne og vandbassinnet, hvor et lys for hver af de døde er støbt ind i bassinets bund. Vandet må aldrig fryse eller bassinet tømmes – så bassinet er forsynet med varmelegeme og små pumper, der sørger for den stille puls i vandets overflade.

Til efteråret åbner en ny udstilling, Minne och Monument på Skissernas Museum i Lund, hvor vores modeller og skitser til Terra Incognita indgår som et centralt værk.”

Selv om byrummet blev til på baggrund af en tragisk begivenhed, viser pladsen i dag, at livet og hverdagen kan fortsætte. Et andepar er flyttet ind og bor i bassinet. Gruset knaser stadig under fødderne og de lyse betonøer nudger bevægelserne tværs over hen over pladsen til at blive lidt blødere buer i stedet for lige over. Men man kan sagtens fornemme, den omhu, der ligger bag projektet. Det gør dette stille sted meget nærværende. Det er som om at omhu og stilhed begge er blevet en luksusvare i dag. I hvert fald efterspurgt.

Susanne Renée Grunkin, formand med tak til Landskabsarkitekt Marianne Levinsen MDL, MAA og billedhugger Anders Krüger for bidrag.

Se mere på Marianne Levinsens hjemmeside.

Eller find artiklen på Danske Landskabsarkitekters hjemmeside, hvor vi nu har fået digitaliseret alle udgivelserne frem til og med 2017.