Formandens klumme / BYER AT LEVE I

Af Susanne Renée Grunkin, formand Danske Landskabsarkitekter

Hvordan kan en professor ved Kunstakademiets Arkitektskole fra 1938-1968 have et relevant råd til os i denne tid, hvor der har været trykket på den store pauseknap og samfundet gennem en måneds tid har afventet en langsom genåbning?

Mange har gjort sig tanker om, hvilke forandringer, der er brug for, og hvilke nye metoder og løsninger vi efter corona-tiden bør tænke ind i planlægning, byggeri og landskabsarkitekturen.

At regeringen har fjernet anlægsloftet, der dækker over det beløb som Danmarks 98 kommuner samlet set må bruge til blandt andet renovering og nybyggeri, giver også vores fag muligheder for at komme godt videre og bidrage til gode forandringer af vores byer og bolignære udemiljøer.

Med aftalen har regeringen samtidig aftalt med kommunerne og regionerne, at en lang række byggerier og lignende, der egentlig var planlagt til de kommende år, i stedet rykkes frem, så de bliver gennemført i år. Eksempelvis lød det fra formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose til DR 26 marts: ”Vi vil se, om vi kan fremrykke andre ting. Det kan være udendørsrenovering og klimasikring….”

’Byer at leve i’ er titlen på en af professor og arkitekt Steen Eiler Rasmussens essays i bogen ‘Essays gennem mange år’ – en vidunderlig samling kloge refleksioner, værd at genbesøge. Undervejs opdager man slet ikke, at essayet er fra 1963, for indholdets aktualitet snyder dig hele vejen igennem.

Rasmussen ville besøge den amerikanske by Hannibal, som i sin tid satte scenen for Tom Sawyers Eventyr af Mark Twain.

Hvad var det, at den by kunne tilbyde, så den kunne lykkes med at udvikle sådan en verdensberømt digter og forfatter? Og hvordan kunne den by lykkes med at give ham sådan et eventyrligt og dragende univers at beskrive i sine værker?

Rasmussen analyserer hvad det var, der gjorde at en by dengang var så god at leve i for børn. Det første han nævner er den nemme adgang til naturen, hvor børnene havde strålende muligheder for at gøre deres egne iagttagelser og egne erfaringer.

Sidenhen har man stadigt forsøgt at forbedre byen og gøre den mere bekvem og lettere for beboerne. Men i stedet burde målet med alle forbedringerne være, at skabe “menneskelige omgivelser, der kunne gøre det muligt for hvert enkelt beboer at udfolde sig på den mest harmoniske og rige måde.”

Rasmussen påpeger, at nogle er tilfredse med byen, som den er – der er sørget for elementære behov og for underholdning. Men flere børn og unge mangler muligheder for at udvikle sig, som de kunne ønske – og som de havde i gamle byer. Hvad man har mistet af muligheder for en naturlig udfoldelse, må erstattes af noget mere bevidst og kunstigt, som kan indpasses i en by. Men ethvert barn skal nå ud over det stadium, hvor det er tilfreds med en sandkasse og primitive legeredskaber.

“Men i den moderne by, hvor der er disponeret over hver kvadrattomme og alt er ordnet og friseret, kan man ikke lave huler eller tænde bål”, pointerer Rasmussen og han slutter:

“…når man nu med det offentliges støtte bygger tusinder af lejligheder, burde man stile efter at skabe byer, der var beregnet til at leve i, prøve at tilfredsstille de forskellige aldersgruppers behov. Og hver ny bydel burde gøres til genstand for sociologiske studier, så at man stadig kunne planlægge byerne rigtigere.”

Bymiljøer og de bolignære udemiljøer skal også kunne nære fantasien og kreativiteten – ikke mindst hos børn og unge og vi bør evaluere om vores planlægning har den rette effekt, så vi hele tiden løfter barren og kan ’planlægge byerne rigtigere’.

I bogen ‘Essays gennem mange år’ (udgivet på Gyldendal forlag) kan man også læse Steen Eiler Rasmussens legendariske ‘Haven, det langsomme skuespil’ skrevet i 1941.

I Arkitektens butik kan man købe klassikeren ’Om at opleve Arkitektur’, hvor Steen Eiler Rasmussen hjælper os til at se og sanse arkitekturens mangfoldighed; Se mere her.