Formandens klumme / Tre workshops om Lynetteholmen
AKTUELT / 26.03.19

Foto: gruppearbejde på workshoppen. Fotograf: Susanne Renée Grunkin.
Hvilke principper er vigtige at få på plads? Hvad har vi brug for at vide mere om? Disse var spørgsmål, som By & Havn fandt vigtige at stille, ved første workshop om visionen for Lynetteholmen den 20. marts 2019
Af Susanne Renée Grunkin, formand for Danske Landskabsarkitekter.
Spørgsmålene blev stillet til repræsentanter fra en række foreninger, organisationer og rådgivere, der beskæftiger sig med Københavns historie og byudvikling. Danske Landskabsarkitekter var også inviteret.
For at stå med en vision om at skabe en ny ø i Københavns Havn er det samme som at stå med en stor og kompleks opgave, der stiller krav til viden på rigtig mange niveauer. De primære formål for visionen, som blev blev ridset op var: jord, stormflodssikring og byudvikling.
Der ligger indtil videre en principaftale for visionen på baggrund af hovedtal, men ingen endelig beslutning om øen er truffet, og til spørgsmålet ”hvorfor ikke visionskonkurrence?”, blev der svaret: ”hvad stiller det os med bagefter?”
For lige nu har By & Havn en omfattende proces foran sig med forundersøgelser, miljøvurderinger, prognoser og analyser af mange forhold, herunder infrastruktur og trafikforhold, by- og havnestruktur inklusiv sejlrender, jord, vand, lovgivning og økonomi.
Der er derfor endnu et godt stykke vej hen til, at der skal udarbejdes en egentlig masterplan ud fra en endelig beslutning og en endelig liste af forudsætninger.
Ved workshoppen fik By & Havn til gengæld indsamlet idéer og råd fra deltagerne i forhold til en række grundlæggende overvejelser og spørgsmål, som er væsentlige at dykke ned i på dette tidlige tidspunkt.
For det første: Vi må planlægge for fremtiden og det kan vi ikke nødvendigvis gøre med vores gamle værktøjer – som bl.a. blyant og manyfold er. Derfor er det vigtigt ikke at stille de samme spørgsmål på den samme måde – men på en ny måde. Så opnår vi et nyt svar eller om ikke andet et nyt perspektiv på svaret. Således var der en klar opfordring til at inddrage endnu flere tværfaglige kompetencer i drøftelserne. Der blev nævnt biologer, geologer samt kompetencer inden for transport ad vandveje, for vi skal jo ikke glemme, at det var det oprindelige formål med byens placering ud til sundet. Der ligger en vigtig opgave i at sørge for, at vores planlægning i dag ikke spænder ben for bæredygtige transportmuligheder i morgen. Måske er der en del at hente ad vandvejene frem for ad motorvejene?
Der var også essentielle drøftelser af placering, form og omfang af øen. Hvad skal der til for at træffe den bedste beslutning på det sted? Hvor tæt på land eller hvor langt fra land kan øen ligge? Skal øen ligge i forlængelse af Refshaleøen? Eller giver det bedre sammenhæng, at øen i højere grad knytter sig an mod Nordhavnen? Og hvad med sigtelinjerne inde fra byen? – fra Nordhavnsbassinet og fra togbanen, hvor rigtig mange passerer forbi hver dag. Og hvad med respektafstanden til Trekroner Fort? Drøftelserne af disse og flere andre spørgsmål blev noteret og danner grundlag for de næste to planlagte workshops.
Forud for workshoppen havde der vist sig en del diskussioner i medier og fagkredse om, hvorvidt de tre workshops inviterede til, at deltagerne ydede rådgivning der burde være et honorar for. Diskussionerne affødte en rundspørge hos DL’s bestyrelsesmedlemmer om, hvilken holdning vi som forening burde have til det spørgsmål, og om vi decideret burde takke nej til invitationen.
Det viste sig at bestyrelsen var splittet i sagen. Holdningerne spredte sig fra, at ”DL bør udtale os meget kritisk om den måde at få gratis rådgivning på…” til holdningen om, at der er ”…ingen problemer i at vi deltager, da der på nuværende tidspunkt ikke er tale om decideret rådgivning,” samt at ”…der er en vis mislyd i ønsket om at ønske en åben, tværfaglig og interessebåret dialog, og samtidig begrænse workshoprækken til en sluttet kreds af udvalgte arkitekter og rådgivere”. Der var ingen klar holdning til at vi burde takke nej til invitationen.
Umiddelbart efter workshoppen blev budskabet om bestyrelsens splittede holdninger overdraget så loyalt som muligt til By & Havns direktør Anne Skovbo, så hun kunne tage det ad notam.
Læs mere og deltag i debatten via følgende artikler:
Politiken Byrum: Her er de 25 inviterede til By & Havns arkitekturworkshop for Lynetteholmen
Politiken Byrum: By & Havn forventer gratis bidrag fra arkitekter
Politiken Byrum: Skarp kritik af By & Havn: Arkitekter sparker hele værdikæden i gang – og får ikke en krone for det
Læs også Formandens klumme om DL’s grønne visioner for Københavns Havn.
Nyheder

Plads til sammenhæng – Sundstrup Havn, Viborg / ArkPlan Landskabsarkitekter
Læs mere