Forskningen møder fynboerne ved Active Living Festival

AKTUELT / 15.05.19

Store Bededag inviterer Syddansk Universitet på spændende aktiviteter i det kommende ’bevægelseslandskab’

Inden sommerferien hugges den første spade i jorden til etableringen af et projekt, der har potentiale til at blive Fyns nye store attraktion: Et 55 hektar stort bevægelseslandskab i verdensklasse med den foreløbige arbejdstitel Active Living Area.

Landskabsarkitekt mdl Mikkel Hjort, SDU, har været med til at omsætte de mange hundrede idéer til den nye kæmpepark til konkrete projekter. “Lige nu skal vi favne mange forskellige grupper, og derfor har vi inddelt brugerne i otte undergrupper på baggrund af de input, vi har fået. Der er de daglige brugere – det er de studerende på SDU, de ansatte samt patienter på det nye supersygehus og deres pårørende. Så er der de borgere, der vil bruge parken rekreativt. Det er naturentusiaster, folk med børn, seniorer, motionister og flere lokale foreninger. Hver gruppe har specifikke ønsker, som vi har prøvet at imødekomme så godt som muligt, så alle kan finde sig selv i parken,” udtaler han til Fyens Stiftstidende.

Store Bededag kan man komme til forpremiere på en række forskellige aktiviteter arrangeret af lokale foreninger i samarbejde med forskere fra SDU. Og her vil de besøgende kunne give forskerne et nyttigt medspil i udviklingen af det færdige projekt, når Active Living Festival løber af stablen.

“Det, vi kommer til at lære noget om ved festivalen, er for eksempel, hvordan skoleelever, familier, foreninger og borgere i al almindelighed indtager landskabet. Hvordan bevæger de sig rundt i det? Hvordan bruger de det? Vi også en værdifuld viden om, hvordan man kan organisere aktiviteter i området, og om hvilke krav det så stiller til landskabet i form af faciliteter og anlæg,” forklarer Jens Troelsen, der er professor ved Institut for Idræt og Biomekanik, hvor han leder forskningsenheden Active Living.

Der vil være i alt 28 forskellige aktiviteter, som lokale foreninger, virksomheder og Odense Kommune, arrangerer i samarbejde med studerende, forskere og medarbejdere fra Campus Odense.

“Vi håber på, at der igen kommer en masse gode input fra de borgere, som kommer til Active Living Festivalen på fredag og ser de forskellige tiltag og skitser,” lyder det afsluttende fra Mikkel Hjort.

Tid: Fredag den 17. maj 2019, klokken 10-16.

Sted: Campusvej 55, Odense. Find kort over festivallen her.

Læs mere hos Fyens Stiftstidende og Syddansk Universitet.

Plads til kystsikring – Kystsikring og Strandbeskyttelse, Nørre Lyngby / NATOUR

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >