God byplanlægning kan øge trygheden
AKTUELT / 24.05.22

Vi har forskellige ønsker og krav til, hvad byens rum skal bruges til. Derfor skal byrummet indrettes, så der er plads til alle. Illustration: Optic Circus for Det Kriminalpræventive Råd
Selvom kriminaliteten generelt er faldende, er danskerne blevet mere utrygge, når de går udenfor i mørke. Det Kriminalpræventive Råd lancerer nu publikationen 'Trygge Byrum' og opfordrer til, at landets kommuner øger trygheden i det offentlige rum
Siden 2015 er danskerne blevet mere utrygge ved at færdes i deres kvarter efter mørkets frembrud. Andelen af utrygge er næsten fordoblet – fra 11 procent 2015 til 20 procent i 2021. Det viser den seneste tryghedsmåling fra TrygFonden. Også Rigspolitiets årlige tryghedsmåling viser, at der flere steder i landet er udfordringer med utryghed. Samtidig har der været stor offentlig debat om særligt kvinders utryghed i nattelivet.
Det Kriminalpræventive Råds formand Erik Christensen opfordrer landets kommuner til at arbejde målrettet på at øge trygheden.
– Utryghed forringer den enkelte borgers livskvalitet, så der er god grund til at sætte ind. Alle skal kunne gå trygt i vores byer og byrum. Derfor er det afgørende at sætte tryghed på dagsordenen rundt om i kommunerne. Vi ved, at selv enkle ændringer i indretningen af byrummet kan mindske kriminaliteten og øge trygheden, siger Erik Christensen.
Ny publikation om trygge byrum
Det Kriminalpræventive Råd er nu udkommet med en ny publikation, der netop sætter fokus på Trygge Byrum. Publikationen skal give lokalpolitikere inspiration til at styrke trygheden i deres kommune. Byplanlæggere og andre fagpersoner får samtidig faglige input til, hvordan arbejdet med tryghed og forebyggelse af kriminalitet konkret kan føres ud i livet.
Det Kriminalpræventive Råds formand Erik Christensen fortæller, at publikationen giver ideer til at udvikle både små byrum og hele bydele.
– Vi vil gerne gøre det let og attraktivt for kommunerne og særligt deres byplanlæggere at arbejde med trygheden i deres byrum. I den nye publikation er der cases med små og store byrum forskellige steder i landet, fra forskønnelse af en skummel passage til en helt ny bydel ved en eksisterende station, siger Erik Christensen.
Han opfordrer arkitekter, byplanlæggere, og kommunalpolitikere til at læse anbefalingerne og de mange cases, som fx sætter spot på tryghed ved stationer og idrætsfaciliteter i boligområder samt tryghed for byens udsatte.
Otte principper for kriminalpræventiv byplanlægning
Det Kriminalpræventive Råd opfordrer til, at kommunerne tager afsæt i de 8 kriminalpræventive principper, der kan øge trygheden og mindske kriminaliteten:
Øjne på gaden / Overblik og synlighed / Sikker transport og bevægelse / Tryghedsskabende belysning / Psykologisk ejerskab og ansvarlighed / Opholds- og udfoldelsesmuligheder / Renholdelse og vedligeholdelse / Fysisk beskyttelse og brug af sikkerhedsudstyr
Læs mere her
Trygge Byrum
- Publikationen Trygge Byrum henvender sig bredt til politikere, byplanlæggere, arkitekter og rådgivere, der gennem deres arbejde kan øge trygheden lokalt blandt andet med god byplanlægning.
- Publikationen indeholder cases fra flere steder i landet, hvor man har forsøgt at øge trygheden via byplanlægning; Høje Taastrup, Hørsholm, Odense, Svendborg og Aarhus.
- ’Trygge Byrum’ er blevet til i tæt samarbejde med Akademisk Arkitektforening, BUILD – Institut for Byggeri, By og Miljø, Dansk Byplanlaboratorium, BL – Danmarks Almene Boliger og Rigspolitiet.
- Publikationen er udarbejdet for Det Kriminalpræventive Råd af JUUL FROST ARKITEKTER, og de to tilhørende film er produceret af Optic Circus.
Download og læs publikationen ‘Trygge Byrum’ her
Nyheder
Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund
Læs mere

