Hovedstadens Forskønnelsespris 2021

AKTUELT / 02.12.21

Den nye indgang til Bispebjerg Kirkegård af VEGA Landskab. Foto: Astrid Maria Rasmussen

Foreningen Hovedstadens Forskønnelse præmierer hvert år arkitektur, som på fremtrædende måde tjener eller gavner det formål, foreningen udtrykker i sit navn. Tre meget markante stykker bygningskunst blev ved årets prisuddeling præmieret med foreningens traditionsrige bronzeplaquette

På det gamle baneterræn på Vesterbro, mellem vild natur og togskinner, dannede en gammel trælade den 25. november rammen om årets diplom- og prisoverrækkelse til projekter færdiggjort i 2020/2021.

Vi ønsker velfortjent tillykke til alle landskabsarkitekter, arkitekter, bygherrer og øvrige samarbejdspartnere bag de tre fine projekter Area Aviae Meae – Min Bedstemors Have, Frihedsmuseet og Ny indgang til Bispebjerg Kirkegård.

Læs her vores opsummering af bestyrelsens begrundelse for præmieringerne, eller download den fulde pressemeddelelse her (pdf).

Foreningen Hovedstadens Forskønnelse blev stiftet i 1885 og har til formål at arbejde for at bevare og øge Hovedstadens skønhed samt forbedre dens miljø. Som led i formålets opfyldelse arbejder foreningen for at bevare historiske og karakteristiske bygninger og miljøer, ligesom foreningen søger at fremme nye tidstypiske bygningsværker, byrum og parker på højt arkitektonisk og kunstnerisk niveau.

Team VEGA modtager deres pris af Mathias Mentze, formand for Foreningen Hovedstadens Forskønnelse. Fra venstre: Camilla van Deurs, stadsarkitekt Københavns Kommune, Henriette Hall-Andersen, områdechef Københavns Kommune - Teknik og Miljøforvaltningen, Anne Dorthe Vestergaard, stiftende partner VEGA Landskab, Anne Galmar, stiftende partner VEGA Landskab, Helle Hagelund, landskabsarkitekt Københavns Kommune, Iben Winther Orton, stiftende partner Lightscapes, Niels Dolmer, Områdefornyelsen Nordvest. Foto: VEGA

Ny indgang til Bispebjerg Kirkegård

Bygherre: Københavns Kommune
Arkitekt/landskabsarkitekt: VEGA Landskab
Lyssætning: Lightscapes
Ingeniør: Troelsgaard Rådgivende Ingeniører
Entreprenør: Ebbe Dalsgaard

Stadsarkitekt Camilla van Deurs, VEGA Landskab, Lighstscapes og repræsentanter fra den lokale arbejdsgruppe i Nordvest modtog diplom og bronzeplaquette for den nye indgang til Bispebjerg Kirkegård på Skoleholdervej. ”Åbningen i muren har opblødt det langstrakte og noget afvisende murforløb og skabt et eventyrligt byrum, der lader de døde og levende blande sig med hinanden”.

Area Aviae Meae / Min Bedstemors Have. Foto: 1:1 Landskab

Area Aviae Meae – Min Bedstemors Have

Bygherre: Boll+
Arkitekt: Praksis Arkitekter & Carsten Juel Christiansen
Landskabsarkitekt: 1:1 Landskab
Ingeniør: Henry Jessen
Entreprenør: HHM

Bygherre og arkitekt MAA Morten Boll, Praksis Arkitekter og 1:1 Landskab modtog diplom og bronzeplaquette for bygningsværket Area Aviae Meae (Min bedstemors have) på hjørnet af Ny Østergade og Store Regnegade, fordi “med Bedstemors Have har København ikke bare fået endnu en bygning, men et stykke bygningskunst, der med sine mange omsorgsfulde detaljer viser, at det endnu er muligt at lave arkitektur, der i samspil med omgivelserne formår at løfte et helt byrum”.

Frihedsmuseet

Bygherre: Nationalmuseet
Arkitekt: Lundgaard & Tranberg Arkitekter
Landskabsarkitekter: Steen Høyer og Julie Kierkegaard
Kunstnerisk udsmykning: Steen Høyer
Lysdesign: Fortheloveoflight
Ingeniør: EKJ Rådgivende Ingeniører, Dansk Energy Management
Entreprenør: Arkil, GK Danmark, Juul & Nielsen og Optimus Anlæg

Arkitekt MAA Peter Thorsen, Lundgaard & Tranberg Arkitekter, modtog på tegnestuens vegne diplom og bronzeplaquette for det nye Frihedmuseum i Churchillparken. Arbejdet er udført i tæt samarbejde med Landskabsarkitekter Steen Høyer og Julie Kierkegaard. Foreningen mener, at “Arkitekterne har løst opgaven med et greb, der på en gang er poetisk, kraftfuldt og underspillet. Arkitekturen og fortællingen om besættelsen og modstandskampen opleves nu i et spændende samspil”.

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >