HVAD VED JEG – om Grønningen NV – Bispeparken

AKTUELT / 26.03.25

Grønningen NV - Bispeparken @ Marie Damsgaard

Den 30. april 2025, inviterer Danske Landskabsarkitekter til rundvisning på skybruds- og byrumsprojektet Grønningen NV – Bispeparken, i samarbejde med SLA og Københavns Kommune

Med skybruds- og byrumsprojektet Grønningen NV – Bispeparken kombineres skybrudssikring med udvikling af en ny lokal bypark med plads til ophold og leg, for mange eller få. Parken kan tilbageholde regnvand i en række lavninger, der kan bruges som rum for områdets sociale aktiviteter og for en ny biodivers bynatur. Samtidig sikrer projektet de lavereliggende områder ind mod centrum.

Grønningen NV – Bispeparken er udviklet i en utraditionel tæt dialog med naboer til parken, både børn og voksne, og de faggrupper, der deltog i byrumsprojektet. Fra at være et sted, der adskilte beboerne og som ingen følte ejerskab for, er parkens rum blevet til en samlende fælled, der inviterer til samvær og ophold. Her kan man mødes med sine naboer og opleve vandets forløb fra tage og veje gennem gavlrum til lavninger.

Grønningen NV - Bispeparken med og uden skybrud @ Marie Damsgaard

Parkens nye bølgende terræn af tørre og våde lavninger, stenforløb og bakker, giver forskellige vilkår for natur og dyreliv. En slynget sti bestående af en kombination af tegl og trampesti, binder anlægget sammen. Teglets lyse farve binder de omkringliggende bebyggelser sammen og er samtidig en klar reference til Grundtvigskirken, historien og kulturarven på stedet. En ny interaktiv belysning understøtter det sociale liv og øger trygheden i området.

Tagensbo Skole kan indtage små og store lavninger til leg og læring. De nye elementer i træ, udviklet af billedkunstner Kerstin Bergendal, viser resultatet af de mange dialogprocesser og giver samtidig en ny og overraskende dimension og oplevelse i parken

Parken opleves som ét samlet mangefacetteret værk, der samtidig kun har kunne realiseres ved en utraditionel stor grad af tværfaglighed, dialog og samarbejde både fra lokale beboere, boligforeninger, rådgiverteamet og kunstner foruden forarbejdet fra Områdefornyelsen Nordvest, HOFOR samt en visionær vilje og vedholdenhed fra bygherres side. Over tid vil parkens rum forandre sig i takt med, at beplantningen gror til og folder sig ud.

Læs også: Årets Arne 2025: Vand og mennesker samles i rekreativ bypark

Glæd jer til en spændende rundvisning, hvor landskabsarkitekterne MDL, Ann Lilja fra Københavns Kommune og Bjørn Ginman fra tegnestuen SLA, vil vise rundt og fortælle om det prisbelønnet projekt.


Tid, sted og tilmelding

Tid: Onsdag d. 30. april 2025, kl. 16.00 – 17.00
Sted: Vi mødes foran Tagensbo Skole, Hovmestervej 19, 2200 København NV
Tilmelding: Tilmeld via dit medlemslogin her, senest d. 27. april 2025,
Er du en del af DL sponsornetværk kan tilmelding ske til Rikke på [email protected]
Pris: Gratis for medlemmer og samarbejdspartnere i sponsornetværk

Der er begrænset antal pladser på rundvisningen, så det er efter først til mølle-princippet.

Grønningen NV - Bispeparken @ Marie Damsgaard

HVAD VED JEG arrangementer – har du noget, som du gerne vil dele med os?

HVAD VED JEG er en række faglige arrangementer eksklusivt af medlemmer for medlemmer. I regi af Danske Landskabsarkitekter, arrangeres en række faglige arrangementer med et til tider nørdet fokus, der vil fokusere på specialviden indenfor et afgrænset emne eller højaktuelt tema. Det kan være emner bredt indenfor landskabsarkitektur og natur.

Hvad, hvornår og hvem? Det er jer medlemmer der byder ind, med lige det der netop nu optager jer. Det I er nysgerrige på at vide mere om eller netop har hørt om.

I får selv ansvaret for selve arrangementet, så sørger Danske Landskabsarkitekters sekretariat for annoncering og tilmelding. Skriv ind til os på [email protected]. Vi glæder os til at høre fra jer.

Plads til sammenhæng – Sundstrup Havn, Viborg / ArkPlan Landskabsarkitekter

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >