Hvem udbygger vores byer – og hvordan?

AKTUELT / 20.08.19

Foto: Nye boligbyggerier på Søndre Havn i Køge. Fotograf Martin Håkan // CoverCanada.dk ©byplanlab.dk.

Byplanhistorisk Udvalg inviterer til seminar om udviklingsselskabernes rolle i byplanlægningen. DL-æresmedlem, landskabsarkitekt mdl, MAA Stig L. Andersson er på programmet

Udviklingen i de større byer har i de senere år været præget af, at udbuddet af boliger ikke har kunnet følge med efterspørgslen. Det har betydet en omfattende byggeaktivitet – især i centrale byområder, hvor ejendomspriserne har været stigende – samtidig med at udbygningsmulighederne er begrænsede.

De såkaldte udviklingsselskaber er blevet en vigtig aktør i byernes vækst – ligesom de almene boligselskaber og byfornyelsesselskaberne har været det i tidligere perioder.

Udviklingsselskaber, der som oftest er baseret på at være ejer af større arealer i byzone, har en central rolle i udformningen, byggemodningen, planlægningen, udmatrikuleringen, markedsføringen og salget af byggeret – såvel i forbindelse med nybyggeri som omdannelse af eksisterende bebyggelser.

På den ene side er der en række fordele og muligheder forbundet med at etablere sådanne selskaber, der kan koordinere de mange offentlige og private interesser, der er involveret i udviklingen af et byområde.

På den anden side bliver der ofte stillet spørgsmål fra både planlæggere og brugere til, om der i tilstrækkeligt omfang tages hensyn til de mål og visioner, som gennem de senere år er blevet en vigtig del af kommunerne planlægningsstrategi. Bl.a.er det blevet hævdet, at der er ved at ske en gentagelse af nogle af de arkitektoniske og byplanmæssige fejl, som vi i dag erkender var forbundet med den høje byggeaktivitet i 1960´erne og 70´erne.

Derfor sætter Byplanhistorisk Udvalg i år fokus på udviklingsselskabernes rolle i byernes omdannelse – og på en række af de virkemidler, som står til rådighed for planlægningen af nye og bedre byområder. Deltagerne præsenteres for en række af de senere årtiers byudviklingsprojekter i ind- og udland, og der gives en række bud på, hvorledes man vil kunne sikre den bedst mulige kvalitet i nye byområder – med særlig vægt på de boligsociale, brugermæssige og bæredygtige aspekter.

Programmet består af en række oplæg fra fagpersoner der sætter problematikken i historiske, aktuelle, internationale og lokale perspektiver.

Se det fulde program her.

Tid: Mandag d. 25. november 2019, kl. 09:00 – 16:00.
Sted: Vartov, Farvergade 27, 1463 København K.
Pris: 1.200 kr. – for pensionister dog 800 kr. og for studerende 400 kr.
Tilmelding: her.

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >