Kirkegårdskonferencen 2023
AKTUELT / 16.01.23

Ledig plads kan opleves som en udfordring, men rummer også mulighed for større mangfoldighed. Københavns Universitet IGN inviterer til Kirkegårdskonferencen 2023, hvor vi skal se på, hvordan man kan bruge pladsen til at fastholde kirkegården som et attraktivt tilbud
Kirkegårdens struktur, beplantning, adgangsforhold og gravstedsejernes rammer er bare nogle af emnerne, der udfoldes gennem dagens oplæg omkring fremtidens kirkegårdstilbud, med blandt andre Landskabsarkitekt MDL og medlem af Landskabsarkitekternes Tænketank, Jeremy Dennis, på programmet.
Du får også en status på folkekirkens grønne omstilling.
Konferencen arrangeres af IGN i samarbejde med Foreningen af Danske Kirkegårdsledere, Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte og Landsforeningen af Menighedsråd.
Tid: 9. marts 2023, kl. 9.30-16.00. (registrering, kaffe og rundstykker fra kl. 8.45)
Sted: Nyborg Strand Hotel og Konferencecenter, Østerøvej 2, 5800 Nyborg
Dato: 9. februar 2023
Priser og tilmelding: Læs mere og registrer dig her, senest 23. februar 2023
Tilmeldingen er bindende. Melder du fra senest to uger før konferencen, skal du betale halvdelen af prisen. Efter det skal du betale hele prisen, selv om du melder fra. Det er altid muligt at sende en anden person.
Program
DEL 1: Udnyt pladsen til noget nyt
Flere træer giver kirkegården karakter
Træerne har stor betydning for oplevelsen af kirkegården, og ledige arealer er en oplagt mulighed for at give dem mere plads og plante nye arter, der kan trives i fremtidens klima.
Fanny Møller, landskabsarkitekt og kirkegårdskonsulent
Gør adgangsforholdene bedre på en smuk måde
Alle skal have mulighed for at komme rundt på kirkegården og ind i kirken, og æstetikken er et vigtigt værktøj til at skabe velfungerende løsninger.
Jeremy Dennis, landskabsarkitekt MDL og medlem af Landskabsarkitekternes Tænketank
Kirkegårdens struktur og beplantning kan også være bevaringsværdig
Det er en akut opgave at henlede opmærksomheden på disse kulturhistoriske værdier for at kunne bevare dem i deres fineste former, inden de forsvinder helt.
Elof Westergaard, biskop og Anne Vium Skaarup, kirkegårdskonsulent, hhv. formand og bestyrelsesmedlem i Foreningen for Kirkegårdskultur
DEL 2: Skab større råderum
Naturbegravelse som en del af kirkegårdsanlægget
I Tønder udnytter man ledig plads til at integrere naturprægede plantninger i selve kirkegården og arbejder også på at få etableret et mindested for dem, der ikke har et gravsted at besøge.
Jørn Skov, kirkegårdsleder, Tønder Kirkegård
Håndtering af større frihed på gravsteder
Hør om erfaringer med at give gravstedsejerne større frihed i nogle afdelinger – og med at håndtere, at ejerne selv tager sig friheder på nogle typer gravsteder.
Rikke Nørulf og Michael Smidemann, kirkegårdsleder for hhv. Silkeborg Kirkegårde og Holstebro Kirkegårde
Servicetjek på rummeligheden
Rummelighed er en af tidens helt store buzzwords, se bare på det rummelige arbejdsmarked og den rummelige folkeskole, men rummelighed er et komplekst begreb, for hvad er det, der skal gives rum til?
Michael Brautsch, sognepræst og tidligere ekspert i TV-programmet ’Gift ved første blik’
Arbejdsmiljø: Giv plads til forskellighed – og snak sammen
Folkekirken inkl. kirkegårdene ligger højt i Arbejdstilsynets aktuelle undersøgelse af jobtilfredshed, men ikke alt er fryd og gammen. FAR præsenterer udbredte konflikter og potentielle løsninger.
Hans Hjerrild, konsulent, Folkekirkens Arbejdsmiljøråd (FAR)
DEL 3: Vær med i den grønne omstilling
Eksempler fra arbejdet med grøn omstilling i folkekirken
Det fælles initiativ Folkekirkens Grønne Omstilling er i fuld gang med arbejdet og har bl.a. fokus på CO2-reduktion og kirkegårdenes potentiale i forhold til Danmarks samlede biodiversitet.
Jesper Rønn Kristiansen, projektleder, Folkekirkens Grønne Omstilling
Grønt affald spiller også en rolle for CO2-udledning og biodiversitet
Når grønt affald brændes eller centralkomposteres, vender CO2-en hurtigt tilbage til atmosfæren. Beholder man det i stedet på kirkegården, lagrer man i højere grad CO2, fordi nedbrydningen sker langsomt. Samtidig er affaldet god mad til mikroorganismerne.
Per Gundersen, professor, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning
Har du spørgsmål? Find mere information her
Nyheder

Plads til naturen – Remiseparken, København / BOGL
Læs mere