Læs DL's formands artikel i Ugeavisen Kolding
AKTUELT / 04.01.17

'Design bør også interessere andre steder' af Danske Landskabsarkitekters formand Susanne Renée Grunkin
Af Susanne Renée Grunkin, landskabsarkitekt MDL, Danske Landskabsarkitekters formand
DESIGN BØR OGSÅ INTERESSERE ANDRE STEDER
Kolding Kommunes landskabsarkitekter skaber tydeligvis værdi for borgerne. Deres faglig-professionelle tilgang, visionen “Kolding – vi designer livet” og borgerinvolvering udløser tilsammen succesfuld byudvikling.
Derfor høstede de anerkendelse, da bestyrelsen for Danske Landskabsarkitekter besøgte Kolding i oktober. Efter byen gennem mange år har vendt ryggen til åen, fik landskabsarkitekt Kristine Jensen i 2010 opgaven at udarbejde en Helhedsstrategi for Kolding Å.
I dag er projektet realiseret: 14 aktivitets-, og mødesteder og et flot rekreativt stiforløb, der samtidig forbinder byen med landskabet. Åstederne er inspireret af omgivelserne og af borgerne, som har været involveret undervejs. Landskabsarkitekterne har drevet processen, men har fået hjælp af Rambøll og D-Sign Tegnestuen til projekteringsfasen. Projektet modtog Kommunens Arkitekturpris i 2016.
Borgere og landskabsarkitekter bidrager også i fællesskabet til, at centerbyerne og landsbyerne bliver attraktive at flytte til og bo i. Byrådets puljer til udviklingsarbejde bliver i fællesskab prioriteret i forhold til borgernes ønsker til forbedring af byen, og sammen skaber de vigtige mødesteder i landsbyerne. “Når brugsen er lukket, skal snakken foregå et andet sted”, fortalte kommunens landskabsarkitekter Rita Larsen og Thomas Thinghuus, mdl. Og borgernes lyst til involvering stiger, når de kan se, der er resultater.
Borgerne deltager også i etableringen a projekterne som den lille plads i Ødis og nye stier i Skanderup. “At arbejde sammen skaber glæde og det trækker flere til. Borgerne har også fået øjnene op for betydningen af planlægning – en plan er demokratisk, for alle kan følge, hvor vi skal hen og kan få deres besyv med”, er landskabsarkitekternes erfaring. Her er meget læring og inspiration at hente for landets øvrige kommuner.
Foto: Artiklen bragt i Ugeavisen Kolding, 17. december 2016.
Nyheder

Plads til kystsikring – Kystsikring og Strandbeskyttelse, Nørre Lyngby / NATOUR
Læs mere