Landskabsarkitekternes Afgangsudstilling 2019
AKTUELT / 22.10.19

Foto: Landskabsarkitekternes Afgangsudstilling 2019, Brøndsalen i Haveselskabets Have på Frederiksberg. Fotograf: Lillan S. Thomsen.
Brøndsalen var fyldt, da de nyudklækkede landskabsarkitekter fra Københavns Universitet inviterede til Afgangsudstilling 2019
Af Mette Juhl Jessen, Studentermedhjælper Danske Landskabsarkitekter.
Det er efterhånden blevet en tradition, at de studerende fra Landskabsarkitektur på Københavns Universitet afholder afgangsudstilling. I år var Brøndsalen i Haveselskabets Have på Frederiksberg valgt som ramme, og kunne med nød og næppe rumme alle de nysgerrige til åbningen fredag d. 4. oktober 2019.

Foto: Brøndsalen i Haveselskabets Have på Frederiksberg til åbningen på Afgang 2019. Fotograf: Lillan S. Thomsen.
Danske Landskabsarkitekters formand, Susanne Renée Grunkin, var begejstret over den smukke udstilling. I sin tale til de nye landskabsarkitekter lagde hun vægt på de store opgaver og muligheder de nyuddannede går i møde, i en verden hvor klima for alvor er kommet på den politiske dagsorden.

Foto: Susanne Renée Grunkin holdt tale til de nye landskabsarkitekter i Brøndsalen i Haveselskabets Have på Frederiksberg til åbningen af Afgangsudstilling 2019 . Fotograf: Lillan S. Thomsen.
Afgangsprojekterne adresserer en lang række forskellige emner og berører alt fra regnvandshåndtering, fremtidssikrede beplantninger, mødet mellem by og industri, landskaber i almene boligbebyggelser, promenader og havneprojekter i flere forskellige europæiske byer.
Nåede du ikke selv forbi udstillingen, eller vil du gerne genopleve nogle af projekterne, kan du dykke ned i pressemeddelelsen her, eller komme tæt på tre af afgangsprojekterne i Danske Landskabsarkitekters miniserie om de nyuddannede fra årgang 2019.

Foto: Landskabsarkitekt mdl Malene Prytz Larsen foran sit afgangsprojekt i selskab med Andreas Håheim fra norske Vestre. Vestre havde venligst udlånt alle møblerne til afgangsudstillingen i Brønsalen. Fotograf: Lillan S. Thomsen.
Til åbningsaftenen var der sørget for rigeligt med vin i baren og mad på bordet, med en sanseligt madoplevelse skabt af Mrs. Phink x Kala’s Kimchi. Der var lækre toner i højtalerne fra The Lorem Ipsum crew og god stemning fra de mange besøgende.
Udstillingen var åben 4. – 11. oktober 2019.

Foto: Madoplevelse skabt af Mrs. Phink x Kala’s Kimchi. Fotograf: Mette Juhl Jessen.
En stor tak skal lyde til de afgangsstuderende bag udstillingen, til Vestre der havde udlånt alle møblerne til afgangsudstillingen i Brønsalen, til Københavns Universitet, FLS, Frederiksberg Destilleri, Frederiksberg Fonden, Haveselskabet, JA, LAF, og Park- & Naturforvalterne der alle har været med til at støtte udstillingen.
Vi ses til Afgangsudstilling 2020!

Foto: Brøndsalen lyste op på en kølig oktoberaften. Fotograf: Mette Juhl Jessen.
Nyheder

Plads til sammenhæng – Sundstrup Havn, Viborg / ArkPlan Landskabsarkitekter
Læs mere