Marienlyst Slot – et nyt fokus
AKTUELT / 04.02.20
Foto: Marienlyst Slot. Fotograf Henrik Sylvest.
Den selvejende institution Marienlyst Slot og Kunstakademiets Arkitektskole indbyder til udstilling og seminar på slottet d. 22. og 23. februar 2020
Kunstakademiets Arkitektskole har i hele september måned 2019 benyttet Marienlyst Slot som base for undervisning i disciplinen opmåling. Et hold studerende, størstedelen elever på afslutningen af masterdelen, har målt hele slottet detaljeret op.
Herefter blev eleverne stillet en eksamensopgave omhandlende slottets fremtid. Eleverne skulle forestille sig, at slottet bliver udviklet til en socialøkonomisk virksomhed med formidling af havekunst som omdrejningspunkt, men også events, udlejning, væksthus, café og museumsbutik var krav til opgaveløsningen. Opgavens elementer har afsæt i det grundlag som Den selvejende institution Marienlyst Slot-projektet bygger på.
55 elever vil på udstillingen fremvise resultatet af deres opgaveløsning, og dagene bliver fulgt op med et seminar bestående af foredrag af forskellige fagpersoner.
Udstillingen er åben begge dage kl. 11.00 – 16.30, og der er gratis adgang. Elever og lærere vil være guider på udstillingen, og der vil være mulighed for køb af lettere traktement i caféen.
Seminaret lørdag d. 22. februar – Slottets dag
Kl. 12.30 – 13.30: Ulla Kiær, dr. phil. i kunsthistorie, seniorforsker på Nationalmuseet: Arkitekten Nicolas-Henri Jardin og hans betydning for dansk arkitektur.
Pause med mulighed for at se udstillingen. Lærere og studerende er guider. Mulighed for køb af lettere traktement i caféen.
Kl. 14.30 – 15.30: Karin Lykke. Farvekonservator: På jagt efter gemte og glemte farver.
Da der er begrænset adgang til seminarets første dag, kræves billet. Denne kan hentes gratis på Billetto fra d. 16. februar 2o20.
Seminaret søndag d. 23. februar: Havens dag
Kl. 12.30 – 13.30: Niels Mellergaard, slotshavechef, landskabsarkitekt: Den Kongelige Køkkenhave ved Graasten Slot baseret på partnerskabsmodeller som inspiration til den kommende drift af Marienlyst Slot.
Pause med mulighed for at se udstillingen. Lærere og studerende er guider. Mulighed for køb af lettere traktement i caféen.
Kl. 14.30 – 15.30: Kristine Jensen, professor, landskabsarkitekt mdl: Hvad kan vi lære af historiske haver?
Da der ligeledes er begrænset adgang til seminarets anden dag, kræves også her billet. Denne kan hentes gratis på Billetto fra d. 16. februar 2020.
Nyheder
Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund
Læs mere