Naturgenopretningsprojekt gavner natur, klima og havmiljø

AKTUELT / 20.11.19

Foto: Noget af landbrugsjorden i projektområdet oversvømmes allerede, når der falder store regnmængder. Bag vandspejlet anes Vallensgårds Mose og Kærgårdsmosen. Knolden til højre i billedet er Egeholme. ©Naturstyrelsen.

Naturgenopretningsprojektet Ekkodalens Moser, vil gavne en række sjældne dyr og planter, og samtidig vil udledning af både kvælstof og CO₂ mindskes, viser ny rapport

Naturstyrelsen opkøbte i efteråret 2018 både Vallensgårds Mose, et stort landbrugsareal øst for mosen samt den privatejede del af Ekkodalen. Formålet var at gøre landbrugsjorden til natur igen, og projektet var en del af regeringsgrundlaget i 2016. Planen for naturgenopretningsprojektet er på plads, og konsulentvirksomheden COWI har nu udarbejdet en miljøkonsekvensrapport som redegør for projektets betydning for blandt andet sjældne dyr og planter, klima, landskab, kulturarv og friluftsliv. Konklusionen er, at projektet vil føre til forbedringer målt på langt de fleste parametre.

Ved at blokere dræn og stoppe pumpen i området skal det tidligere landbrugsareal, som nu kaldes Vallenskær, gøres omtrent lige så vådt som de tilstødende moser Kærgårds Mose og Vallensgårds Mose. En række nye søer og vandhuller på området kan med tiden blive levesteder for bl.a. løvfrø, grøn frø, stor vandsalamander og stor kærguldsmed. Når området bliver vådere kan det også potentielt betyde, at de sjældne blomster sumpviol og rank viol kan brede sig.

I projektet indgår også en genskabelse af Læsåens historiske forløb gennem Vallenskær, så den øvre del af åen igen bliver en del af vandløbet. Det vil ifølge miljøkonsekvensrapporten skabe en faunapassage for både fisk og smådyr, så ørredbestanden i den nordlige del af åen igen vil kunne vandre til havet hvilket vil være positivt for den bornholmske havørredbestand.

Rapporten viser, at også klimaet får gavn af projektet. Når landbrugsjorden bliver vådere vil udledningen af drivhusgasser blive mindsket med det der svarer til 1.000 ton CO₂ om året. Samtidig vil udledningen af kvælstof til Østersøen blive nedbragt med omkring 4 ton kvælstof årligt, og udledningen af fosfor betegnes som ubetydelig.

Statens opkøb af de private arealer har allerede nu betydet, at det er blevet muligt at færdes i hele Ekkodalen, og som en del af naturgenopretningsprojektet er der planlagt en ny sti til et udsigtspunkt på højdedraget Egeholmen hvorfra hele det nye naturområde vil kunne ses.

Mulighed for større projekt

Miljøkonsekvensrapporten omfatter også en mulig udvidelse af projektet mod sydvest, hvor søerne Thorevandet og Skyttedam kan genskabes. Denne del af projektet kan dog kun lade sig gøre, hvis lodsejerne er interesserede i at medvirke, og hvis der kan findes midler til at kompensere dem.

Høring og borgermøde

Miljøkonsekvensrapporten er i høring frem til 2. januar og der afholdes et borgermøde om rapporten 28. november 2019 klokken 19-21 på Bornholms Højskole. Tilmelding til borgermødet sendes via e-mail til [email protected] senest 20. november.

Læs rapporten og hent mere information om høringen på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Læs mere om naturgenopretningsprojektet.

 

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >