OPLAND søger erfaren projektleder med grønne ambitioner til OpDrift afdelingen
AKTUELT / 25.09.24
Jernbanestien: Foto: OPLAND
Er du 100-metermester i projektledelse og motiveres du af at lede et projektteam og være bindeled mellem faglighed og bygherrer? Og har du lyst til at rådgive om grønne landskabsarkitektoniske løsninger og driftsplaner sammen med 22 dedikerede kollegaer? Så er du måske OPLANDs nye projektleder og sidste nye skud på stammen i OpDrift afdelingen
OpDrift er vores afdeling for Grøn udvikling og Drift, hvor vi arbejder med kultur, renovering, pleje & driftsrådgivning og råstofområder. Her arbejder vi målrettet med at være projekternes grønne tråd og dermed på at sikre de grønne områders værdier og kvaliteter ved at rådgive om pleje og videreudvikling gennem drift. Det gør vi, fordi vores anlæg er for gode til at lade forfalde! Derudover mener vi helt grundlæggende, at det er ressourcespild ikke at passe på de værdier, der lægges i nyanlæg eller i de værdier, som allerede findes i de ældre anlæg. Med vores rådgivning om hensigtsmæssigt vedligehold og fortsat udvikling holdes udearealerne attraktive og aktuelle i mange år frem.
Vi søger derfor en erfaren projektleder og stærk fagperson til arbejdet med eksisterende, nye og gamle landskaber herunder kulturarv, biodiversitet, drifts- og udviklingsopgaver. Vores kunder er bl.a. KU, Novo Nordisk, SLKS, Carsbergfondet, Ørestad Grundejerforening m.m. Du bliver en del af et engageret og uformelt tegnestuemiljø præget af høj faglighed, tæt teamwork og et stærkt socialt fællesskab. Vi har fokus på bl.a. biodiversitet og udvikling, og vi vægter tværfagligt samarbejde højt.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du:
- Er uddannet landskabsarkitekt med solid erfaring og er hjemme i planter, plantedesign og planteanvendelse
- Er velfunderet, selvkørende, løsningsorienteret og glad for at tale med mennesker
- Har cirka 10 års erfaring – heraf mindst 5 år som projektleder med erfaring i styring af arkitektonisk kvalitet, økonomi, tid og ressourcer
- Kan agere både selvstændigt og som en konstruktiv del af et team, hvor den gode dialog og faglige sparring er i fokus
- Er struktureret, pragmatisk og har en metodisk arbejdstilgang
- Er engageret – gerne tilsat godt humør og en god portion humor
- Det er en fordel, hvis du har erfaring fra en driftsorganisation, kommune el.lign.
- Det er en fordel, hvis du har erfaring fra en privat tegnestue
Hvem er vi?
OPLAND’s formål er at designe, udvikle og inspirere gennem natur ved at være den grønne tråd, der fletter processer og mennesker sammen om en fælles vision. Vi følger projekterne kontinuerligt og sikrer en bæredygtig udvikling. Vores ambition er at fastholde viden og visioner ved jævnlige gennemgange med investorer, driftspersonale, brugere og entreprenører.
Vi inspirerer mennesker til at forstå, tage ansvar og handle på naturens vegne. For at vi kan skabe levende og meningsfuld landskabsarkitektur, er det altafgørende, at vi har stærke kompetencer og fagligheder. Og her kommer du ind i billedet.
Løn og ansættelsesforhold
Stillingen er en fast stilling på 37 timer om ugen. Løn- og ansættelsesvilkår aftales efter den gældende overenskomst og kvalifikationer.
Søg stillingen
Vil du som projektleder bidrage til mangfoldigheden og være med til at stå i spidsen for det grønne landskab? Er du interesseret i stillingen eller har du nogen spørgsmål, er du velkommen til at kontakte direktør Peter Juhl:
Kontaktinformation:
Peter Juhl
Telefon: +45 2044 3212
Send din ansøgning, CV / relevant portfolio til [email protected] og skriv ”Projektleder til Opdrift” i emnefeltet. Stillingen ønskes tiltrådt snarest, og vi holder samtaler løbende, så send din ansøgning så hurtigt som muligt og senest d.14/10 2024.
Læs mere om OPLAND på www.opland.eu, vores Instagram eller LinkedIn og få et indblik i hverdagen, vores landskabsarkitektoniske tilgang og nogle af vores projekter.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Nyheder
Plads til kystsikring – Kystsikring og Strandbeskyttelse, Nørre Lyngby / NATOUR
Læs mere