HVAD VED JEG - medlemsbesøg i Grønningen NV - Bispeparken
AKTUELT / 06.05.25

Bjørn Ginman fortæller om parkprojektet under et gammelt kastanjetræ. Foto: Ida Svensson Levin
På en dejlig forårsdag i april, var medlemmer af DL inviteret til rundvisning i Grønningen NV – Bispeparken. Eftermiddagen bød på et spændende indblik i byrumsprojektet, berettet af de to landskabsarkitekter MDL Bjørn Ginman fra SLA og Ann Lilja, projektleder for klimatilpasning i Københavns Kommune.
Af Rikke Lund Paulsen, Danske Landskabsarkitekters sekretariat
Vi mødes i parken overfor Tagensbo Skole og samles helt naturligt på en platform i træ, der næsten svæver over græsset.
Ann fortæller, at platformen er en del af et stort kunstværk i træ, skabt af Kunstner Kerstin Bergendal sideløbende med projektets tilblivelse. Udover det fysiske værk, der snor sig gennem parkens beplantning, har kunstneren orkestreret samtaler med borgere og arkitekter. På den måde er værket blevet en vigtig del af den ekstraordinært omfattende borgerinddragelse i parkprojektet.
Bjørn lægger ud med at præsentere deres tre hovedformål for parken: Skybrudssikring, forbedring af biodiversiteten og at danne ramme for sociale aktiviteter og fællesskaber. Parken kan sikre mod oversvømmelse på Bispebjerg og i Nordvest, ved at tilbageholde regnvand i en række lavninger. Lavninger, der på samme tid er afgrænsede områder til sociale aktiviteter og et væld af plantearter.
Mens vi vandrer gennem parken, giver Ann og Bjørn et indblik i de mange overvejelser der ligger bag parkens tilblivelse. Vi ser, hvordan aksen fra Tagensbo Skole i syd til Grundtvigskirken i nord er bevaret, sammen med de gamle træer, der indrammer den. Vi ser, hvordan nogle stier ikke er belagt med grus, men opretholdes fordi de besøgende betræder den. Bjørn fortæller desuden, at det er vigtigt at parken må bruges af de besøgende – en kontrast til det syn man engang havde på offentlige parker, hvor græsset ofte ikke måtte betrædes.
Stemmer fra beboerne i de omkringliggende boligforeninger, AKB, AAB og fsb, har også sat sit præg i parken – i stiers og lavningers bredde og i parkens afgrænsning ud til bygningerne. Vi præsenteres desuden for, hvordan et væld af plantearter har fået plads. Man bliver let draget af skønheden ved den vildskab, der finder vej op mellem sten og belægning og af vandløbene, hvor regnvandet kan risle eller storme afsted mod lavningerne, hvis skybruddet rammer.
Parken er et vidunderligt sted, hvor tiden let forsvinder, men efter en spændende eftermiddag runder vi af ved platformen, hvor rundvisningen startede.
Stort tak til Bjørn Ginman og Ann Lilja for deres spændende rundvisning til fagfæller på Grønningen NV – Bispeparken.
Se alle stemningsbillederne herunder – og husk at næste HVJ-arrangement bliver d. 12. juni med en rundvisning i Tuborg Strandegn.

Foto: Ida Svensson Levin

Bjørn Ginman, landskabsarkitekt MDL fra SLA og Ann Lilja, projektleder for klimatilpasning i Københavns Kommune. Foto: Ida Svensson Levin

Bjørn Ginman giver os en kort introduktion til projektet. Foto: Ida Svensson Levin

Vi følger trop over det bakkede landskab. Foto: Ida Svensson Levin

Mødepunktet i den sydlige ende af parken. Foto: Ida Svensson Levin

Ann Lilja, projektleder for klimatilpasning i Københavns Kommune, fortæller hvordan Grønningen NV - Bispeparken vandt Årets Arne 2025. Foto: Ida Svensson Levin

Bjørn Ginman, landskabsarkitekt MDL fra SLA, udpeger bemærkelsesværdige områder. Foto: Ida Svensson Levin

Ann Lilja svarer på medlemmers mange spørgsmål. Foto: Ida Svensson Levin

Medlemmer på toppen. Foto: Ida Svensson Levin

Vue over parken. Foto: Ida Svensson Levin

Samling i lavningen. Foto: Ida Svensson Levin

Stier. Foto: Ida Svensson Levin

Foto: Ida Svensson Levin

Detalje. Foto: Ida Svensson Levin

Detaljer. Fotos: Ida Svensson Levin

Bjørn Ginman påpeger afslutningsvis udfordringen i at modtage "gaver" i form af tekniske skabe. Foto: Ida Svensson Levin
Nyheder

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund
Læs mere