Torben Schønherr får Statens Kunstfonds Hædersydelse

AKTUELT / 07.12.21

Torben Schønherr. Fotograf: Carsten Ingemann

Statens Kunstfonds Livsvarige Hædersydelser går i år til 14 kunstnere, heriblandt landskabsarkitekt MDL, Torben Schønherr

Kunstfondens hædersydelse tildeles hvert år til kunstnere, som har skabt et helt enestående bidrag til kunst- og kulturlivet i Danmark. Den fornemme Livsvarige Hædersydelse tæller i alt 275 modtagere, og Torben Schønherr tilslutter sig således blandt andre Jan Gehl og Kristine Jensen, som også er at finde på listen under arkitektur. Udover Torben Schønherr har også arkitekterne Kjeld Kjeldsen, Signe Cold og Christian Cold modtaget hædersydelsen i år.

Statens Kunstfond begrunder Torben Schønherrs tildeling med følgende ord:

Torben Schønherr har gennem sit lange virke i regi af sin tegnestue, udstillinger samt forskellige råd og udvalg bidraget signifikant til at udvikle og højne forståelsen af landskabets betydning for den måde vi indretter byer, pladser, haver og kirkegårde på. Ja, for den måde vi bebor denne planet på. Gennem en praksis der bedst kan beskrives som ‘poetisk monumentalitet’ har Torben Schønherr arbejdet på at skabe enkle, men ikke simple værker, skabe dybe, men ikke utilgængelige værker. Værkerne er på en gang poetiske, storladne og giver drømmene et puf.

Denne tilgang udfolder sig som et blik, et digt, en måde at være i verden på, som skaber momenter af klarhed i en broget og sammensat verden. Ordene ’kotebunden evighed’ indgår i et af Schønherrs egne digte. De knytter sig til den fotometriske opmåling af de guldbelagte kobberheste over Markuskirkens indgang, og hvis mytiske grafik i en blå udgave længe var Torben Schønherrs Tegnestues grafiske identitet, og med dem har Schønherr også indrammet sin egen praksis. Det kotebundne på denne jord strækker sig ud i evigheden, og herimellem befinder vi mennesker os. I dette spænd har han bidraget med sin landskabsarkitektoniske praksis. Også gerne – eller helst – i samspil med andre kunstarter og med stedet, ikke mindst. Det ses i et utal af signifikante værker som Sejs-Svejbæk Kirkegaard, Pladsen foran Thorvaldsens Museum, Vestled i Hvide Sande, Ribe Domkirkeplads, Christiansfeld samt på Fredensborg Slots Brede Allé og Parterre.

Torben Schønherr tildeles Statens Kunstfonds Livsvarige Hædersydelse for sit væsentlige kunstneriske arbejde og for de mange andre måder – i praksis, udstillinger samt råd og udvalg – han har bidraget og fortsat bidrager til udviklingen af landskabet, landskabsarkitekturen og til at løfte kvaliteten og vores værdsættelse af vores fælles fysisk-rumlige livsverden.

Danske Landskabsarkitekter ønsker stort tillykke til Torben Schønherr og de øvrige 13 kunstnere, der modtager Kunstfondens hædersydelse i 2021!

Læs også vores medlemsportræt af Torben Schønherr her

Hædersydelserne tildeles af Kunstfondens repræsentantskab efter indstilling fra legatudvalgene fra litteratur, billedkunst, scenekunst, musik, arkitektur, film og kunsthåndværk og design. Antallet af hædersydelser er fastlagt på finansloven. Der er i alt 275 modtagere af hædersydelsen, og der kan tildeles en ydelse, når den er blevet ”ledig” pga. dødsfald blandt modtagerne. Læs mere her.

Plads til sammenhæng – Sundstrup Havn, Viborg / ArkPlan Landskabsarkitekter

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >