Udstillingsåbning: Kvinder skaber rum

AKTUELT / 07.05.22

Kom med til udstillingsåbning af ’Kvinder skaber rum’ d. 12. maj, hvor vi fejrer alle de ufortalte historier om kvinders rolle i arkitekturen. Mød en række fremtrædende arkitekter fra ind- og udland, sip drinks fra Metropolis og kom til koncert med det unge multitalent GRETA

Vidste du fx, at det var arkitekterne Ragna Grubb, Karen Hvistendahl og Ingeborg Schmidt, der som nogle af de første talte for, at hvert familiemedlem skulle have sit eget værelse? At det var Ulla Tafdrup, der åbnede køkkenet mod opholdsstuen, og dermed banede vejen for det famøse køkkenalrum? Eller at det var Hanne og ikke Poul Kjærholm, der tegnede parrets ikoniske villa i Rungsted?

Historisk har kvindelige arkitekter været sværere at få øje på. De har ikke i samme grad som deres mandlige kolleger lagt navn til store, spektakulære projekter, eller tegnet vores rådhuse, banker og kirker. Ikke desto mindre har kvindelige arkitekter begået arkitektoniske landvindinger, som har haft stor samfundsmæssig betydning, og som præger vores hverdag  den dag i dag.

Udstillingen sætter fokus på spørgsmål om køn og diversitet og viser en række nye rumlige installationer af danske og internationale arkitekter. Udstillingens historiske del, kaldet ’Arkivet’, er udviklet i et samarbejde med forskningsprojektet Kvinder i Dansk Arkitektur 1925-1975.

Til udstillingsåbningen af ’Kvinder skaber rum’ fejrer DAC de kvindelige arkitekter og inviterer bl.a. til en special edition af AfterDAC hvor Ane Cortzen samtaler med en række danske og internationale navne som Tatiana Bilbao (Mexico), Débora Mesa (Ensamble Studio, Spanien), Siv Helene Stangeland (Helen & Hardt, Norge), Rosa Lund (DK), Henriette Steiner (DK) og Svava Riesto (DK). Du kan også opleve koncert med drømmende synthpop af kunstneren GRETA i udstillingen.

Program

  • Velkomst og officiel åbning v. Tanya Lindkvist, programchef DAC og Nina Kovsted Helk, Filantropidirektør Realdania kl. 17.15-17.30
  • Gratis drinks fra Mikropolis – så længe lager haves! kl. 17.30
  • AfterDAC – special edition, talks med Ane Cortzen som vært  (Salen) kl.18.00-19:00 (foregår på engelsk)
  • Koncert med GRETA (Udstillingsforum) kl. 20.00-20.30
  • Spis middag i DAC Café (145 kr.) kl. 17.00-20.30
  • Tak for i aften! kl. 21.00

Tid: 12. maj 2022
Sted: Dansk Arkitektur Center (DAC), Bryghuspladsen 10, 1473 København K

Udstillingen kan ses på Dansk Arkitektur Center fra den 13. maj – 23. oktober 2022, og DL’s medlemmer kan få 10% rabat på entre samt 20% rabat ved køb af Klubkort.

Læs mere om udstillingen og den festlige åbning her

Plads til naturen – Naturkraft, Ringkøbing / SLA

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >