Anna Gerd Ellerbæk

Derudover arbejder jeg med beplantningsudvikling i Københavns parker. Altså det at være med til at sikre, at vi kontinuerligt har gamle træer – også om 100 år. I naturområderne arbejder jeg blandt andet sammen med gartnere og forvaltere med pleje af bryn og kanter, der typisk udvikler sig til stejle, monokulturelle et-trinsbryn med skyggetræer – uden den diversitet i art, alder og struktur, som et bryn har mulighed for at udvikle. Et skovbryn har en naturlig udvikling, hvor det breder sig udad, men de fleste steder er der en vej eller slået græs der bremser brynet. Så det er typisk noget med at få fældet nogen ahorn, der ellers bare overtager hele bevoksningen.

En anden af mine arbejdsopgaver er, at jeg hjælper med at se på risikotræer. Det vil sige, at vi – forår og efterår – går igennem kommunens risikotræer og ser på, hvordan de vedspisende svampe har udviklet sig, og om træerne kan blive stående eller er så angrebne, at de skal fældes. Det er dejligt at komme væk fra kontoret og gå rundt i fx Fælledparken og systematisk være med til at se på træer.

Hvad eller hvem inspirerer dig?

Jeg er meget inspireret af landskabslaboratorier rundt omkring – både landskabslaboratoriet i Alnarp og det ved Sletten i Holstebro, som er en 17 år gammel skovrejsning. Men også Landschaftspark Duisburg-Nord og hele Ruhr-området og den måde de har grebet overgangen fra tung industri til rekreativ brug an på. Og så elsker jeg at sidde og glo på Instagram og følger træ-nørder fra hele verden, der klatrer i træer, fotograferer træer og bare synes træer er det bedste.

Hvilket udbytte skal andre mennesker have af dit arbejde?

Jeg håber på en måde, at mit arbejde ikke kan ses. Jeg ville synes, det var dejligt, hvis folk gik forbi et blomstrende bryn uden at tænke over, at der ligger et arbejde bag. At man nyder det og plukker æbler, fordi æblerne har fået lov at få lidt plads. Her i København, tænker jeg, at det er vigtigt at give folk et lille billede af naturen. Vi skal jo helst alle sammen have adgang til noget natur, også selv om det kun er et lillebitte hjørne.

Hvad ser du som største udfordring for landskabsarkitekturen i dag?

Det er vigtigt, at man indtænker robusthed i alle løsninger. Ingen ved rigtig, hvordan det fremtidige klima bliver, så det er en udfordring at vælge træer og løsninger, der er holdbare under forskellige scenarier, så det vi planlægger og planter i dag også holder om 100 år og mere.

Hvilken udvikling ser du indenfor faget?

At byens parker skal kunne opfylde nogle behov fra byens borgere, som de ikke har skullet før. Parker, som før mest var til pynt og boldspil, skal i dag opfylde et stort behov for nærhed til naturen. For eksempel er der meget fokus på at folk vil sanke deres mad i parkerne – og faktisk gør det! Og folk vil have kvæg og græsning lige op og ned af byens huse som på Amager Fælled.

Hvad bør landskabsarkitekter blive bedre til?

Fordi træer bliver så gamle synes jeg, at alle har et ansvar for at lave robuste plantevalg. Altså at sprede risikoen ud på flere arter, slægter og frøkilder og ikke vælge for ensidigt, når man planter. Der er jo ingen, der rigtig ved, hvordan det fremtidige klima kommer til at påvirke vores træer, og det kan hurtigt blive sårbart overfor sygdomme og skadedyr, hvis træerne alle har samme art og alder.

Hvad drømmer du om at udrette i dit arbejdsliv?

Jeg drømmer om, at de træer, vi planter i byskoven, kommer i god vækst, og at der står en skov, når jeg engang går på pension. Det ville jeg være stolt over at have været med til.