Formandens klumme - tillykke til SLA!

AKTUELT / 28.01.16

Stemningen i Fællessalen på Christiansborg var præget af glæde, da de fem nominerede projekter til Dansk Landskabspris 2015, indrammet af politikerne Marianne Jelved og Bertel Haarder, blev vist og forklaret for 150 heldige fagfolk

Som at træde en sti i dyb, nyfalden sne

Af Susanne Renée Grunkin, formand Danske Landskabsarkitekter

Stemningen i Fællessalen på Christiansborg var præget af glæde mandag eftermiddag den 25. januar. Indrammet af politikerne Marianne Jelved og Bertel Haarder, blev de fem nominerede projekter til Dansk Landskabspris 2015 vist og forklaret for 150 heldige fagfolk og andre, der havde nået at få en plads i salen. De flotte projekter kan ses her på hjemmesiden og i medierne, hvor de retmæssigt har fået opmærksomhed.

Ud over biodiversitet og bæredygtighed, samt de andre væsentlige lag i projektet, blev vinderen, Novo Nordisk Naturpark af SLA, ikke mindst fremhævet for tillige at vise nye veje for samarbejde med bygherre. Begge parter har kvalificeret processen og projektet, og SLA har bidraget til at overskride vante forestillinger og formulere nye løsninger på ikke erkendte behov og problemer. Det kan være et slidsomt arbejde sådan at gå foran.

“How is a road beaten down through the virgin snow? One person walks ahead, sweating, swearing, and barely moving his feet. He keeps getting stuck in the loose, deep snow … Five or six persons follow shoulder-to-shoulder along the narrow, wavering track of the first man … Later will come tractors and horses driven by readers, instead of authors and poets.”

Et uddrag fra Kolyma Tales af den russiske forfatter, Varlam Shalamov, skrevet mellem 1964 og 1974. Omend omstændighederne er barske, er billedsproget meget smukt.

I arkitekturens verden – hvor man skal balancere mellem kvantitative aspekter som normer og regler, funktions- og lovkrav, kvalitative aspekter som materialitet, æstetik, biodiversitet samt rumlige, sanselige og oplevelsesmæssige værdier – er vi vant til at måtte navigere gennem et skvulpende og divergerende meningshav. I forhold til landskabsarkitekt og adjungeret professor Stig L. Andersson kan mange dog samles om opfattelsen af, at han er kendetegnet ved at have både viljen og evnen til at gå foran og drive dansk landskabsarkitektur fremad og fastslå dens betydning. Dansk Landskabspris 2015 er endnu en af de anerkendelser, der bekræfter det.

Et stort tillykke til SLA lyder fra Danske Landskabsarkitekter!

Se alle de fine billeder fra prisuddelingen på Facebook: Dansk Landskabspris 2015

Foto: De glade vindere, fra venstre, Mette Skjold, Stig L. Andersson og Rasmus Astrup. Fotograf: Steen Brogaard

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >