Nordisk møde i Stockholm september 2015

AKTUELT / 01.10.15

Beretning fra Danske Landskabsarkitekters møde med vores nordiske søsterorganisationer

Af Lillan Thomsen, daglig leder, Danske Landskabsarkitekter

Landskabsarkitektforeningerne fra de nordiske lande mødes hvert år. På skift er Sverige, Norge, Finland, Island og Danmark vært. Her drøfter vi muligheder for nye samarbejder, vi udveksler erfaringer – både i foreningsregi og fagets udvikling i de enkelte lande – og ikke mindst aftaler vi fællesnordiske indsatsområder i forhold til den europæiske og verdensomspændende paraplyorganisation IFLA Europe og IFLA World.

SIDEN SIDST

I år var Sverige Arkitekter v/Akademin for landskapsarkitektur vært ved mødet. Danske Landskabsarkitekters udsendte, var internationale delegat Anja Boserup Qvist, bestyrelsesmedlem Elzélina Van Melle samt undertegnede.

Et vigtigt punkt på dagsorden, som optager alle, er erfaringsudvekslingen landene imellem. Hvad er sket siden sidst, hvad er der fokus på, og hvilke udfordringer står faget og foreningerne overfor lige nu? Inspirationen fornægter sig ikke. Man får altid gode idéer og kontakter med hjem.

Og jo – det går godt. Der er gang i væksten, folk flytter ind til byerne, der bygges og beskæftigelsen indenfor faget stiger. Hvis du er frisk på at rykke teltpælene op for en tid, mangler både Norge, Sverige og Finland landskabsarkitekter.
De enkelte foreninger har også travlt. Der bliver arrangeret seminarer og studierejser, uddelt priser, arbejdet med uddannelsen, udgivet bøger og publikationer, lavet instagram-kampagner, kommunikationsstrategier og udført politisk arbejde for at styrke kendskabet til faget. Og interessant nok, havde MARK´s ordfører Emilia Weckman modtaget et 3-årigt arbejdslegat fra Aalto University til at fremme kendskabet til landskabsarkitektur. Ser man det! Kunne det være inspiration for Danmark?
Hvorom alting er – det er imponerende, hvad de enkelte lande får løftet af initiativer. Det internationale samarbejde prioriterer alle, og der var også stor interesse for vores forslag om at lavet en fællesnordisk antologi i LANDSKAB, i forbindelse med at tidsskriftet i 2019 kan fejre 100 års jubilæum. Det vil vores redaktør, Annemarie Lund, nu arbejde videre med.

STOCKHOLM I RIVENDE UDVIKLING

Det går stærkt. Den Stockholmske tegnestue Nyréns Arkitektkontor fortalte på Nordisk møde om nogle af konsekvenserne ved den massive befolkningstilvækst som finder sted i Stockholm i disse år. Der bliver bygget højt og tæt i den ydre del af byen. Desværre prioriteres de grønne områder ikke nok, og planlægning af udemiljøet til børneinstitutionerne bliver trængt. Der tænkes mere i plads til det kommercielle rum, butikker, udendørsservering og biler. Stadsdelens anbefalinger for børnehaver lyder på 10 m2 pr. barn. Til sammenligning er anbefaling 12 m2 for biler og 5 m2 til grise. Den lader vi lige stå et øjeblik….
Vores svenske kollegaer inviterede efterfølgende på ekskursion i nogle af de nævnte bydele. Problemstillingen var måske nok sat på spidsen men lod sig dog ikke fornægte. Glædeligt at de øvrige lande ikke syntes at have helt de samme udfordringer.

OYSTER SEMINAR – “THERE IS NO ROOM FOR SISSY LANDSCAPES”

Sveriges Arkitekters landskabsseminar ”Oyster” løb også af stablen denne weekend. Sammen med 200-300 svenske landskabsarkitekter deltog hovedparten af os fra Nordisk møde. Vi var samlet i den rå industribygning Hangaren der til daglig bl.a. huser moderne cirkus, filmproduktion og ”urban art”. Et imponerende opbud af internationale forelæsere var inviteret. Specielt gjorde den seje og bramfrie newyorker, Julie Bargmann fra D.I.R.T. Studio, indtryk med sit oplæg om at arbejde med potentialet i det eksisterende landskab – især på gamle, ofte forurenede industriområder. Spændende at høre om tegnestuens tilgang til at læse landskabet og afdække historien i US Navy´s gamle tørdok i Philadelphia. Som Julie Bargmann fra D.I.R.T. Studio siger: ”There is no room for sissy landscapes”.

Reportage Oyster landscape seminarYouTube

Se tre af forelæsningerne her: Oyster 2015

Herfra skal der kun lyde en opfordring til at deltage i de nordiske landes seminarer. Udover netværket, er det faglige boost og inspirationen helt sikkert noget man får med hjem i rygsækken.

LIDT OM HVAD NÆSTE ÅR BRINGER

I 2016 er det Danmarks tur til at være vært for Nordisk møde. Et år hvor Danske Landskabsarkitekter kan fejre sit 85-års jubilæum. Desuden har finske MARK 70-års jubilæum og i den forbindelse planlægger de et internationalt seminar den 27. – 28. oktober i Helsingfors. Følg med i nyhedsbrevet, hvor vi fortæller mere om hvad der kommer til at ske.

Vi har samlet et lille billedgalleri fra Nordisk møde på Danske Landskabsarkitekters Facebook-side. Læg gerne vejen forbi.

Foto: Den nordiske delegation samlet til møde hos Sveriges Arkitekter i Stockholm. Fra venstre: Hermann Georg Gunnlaugsson, Emilia Weckman, Sarianna Salminen, Lisa Runnérus, Mårten Setterblad, Lillan Thomsen, Aase Hørsdal, Thorhildur Thorhallsdottir, Emily Wade, Anja Boserup Qvist, Gyda Grenstad, Ann-Sofie Högborg, Lars Nyberg, Oskar Ivarsson og Elzélina Van Melle

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >