Beretning fra Det Særlige Bygningssyn/Kulturstyrelsen 2025 v/ Jakob Fischer

Af Jakob Fischer, Det Særlige Bygningssyn

Det Særlige Bygningssyn er kulturministerens, og derigennem Slots- og Kulturstyrelsens, rådgivende udvalg i spørgsmål om bygningsfredning og -bevaring i det byggede miljø. Det består af 13 medlemmer, der er udpeget af kulturministeren efter indstilling fra institutioner og organisationer inden for det bygningskulturelle område, og en af organisationerne der indstiller, er DL. Selv om Det Særlige Bygningssyn udelukkende er et rådgivende udvalg, kan styrelsen ikke frede en bygning eller et selvstændigt landskabsarkitektonisk værk uden Det Særlige Bygningssyns positive indstilling. Derimod kan styrelsen beslutte ikke at frede, selv om Det Særlige Bygningssyn har anbefalet fredning.

Siden 2010 har det været muligt at frede Selvstændige Landskabsarkitektoniske Værker, også kaldet SLAV. Dem er der nu fredet otte af, hvilket fortæller om en skævvridning af fordelingen mellem fredede bygninger og fredede landskabsværker, som vi aldrig vil få i balance. Men der arbejdes på sagen.

De otte værker, som er fredet som Selvstændige Landskabsarkitektoniske Værker, er, Måneporten i Klampeborg af C.Th. Sørensen. Aarhus Universitet af Kay Fisker, C.F Møller og Povl Stegmann sammen med C.Th. Sørensen. Trinitatis Kirkeplads i København af Sven-Ingvar Andersson. Frederiksberg Allé. Springvandsterrasserne i Tivoli af G. N. Brandt. Vitus Berings Park i Horsens af C.Th. Sørensen. Vor Frue Kirkeplads i Kalundborg af C.Th. Sørensen. De Geometriske Haver i Herning af C.Th. Sørensen.

Sonja Polls Have i Holte af C.Th. Sørensen og Vestbad i Rødovre, ligeledes af C. Th. Sørensen, blev i fredningsindstillingen nævnt som oplagte emner til en SLAV fredning. Styrelsen valgt dog at frede dem som bygningsfredning med omgivelser. Ikke at det i fredningshenseende gør den store forskel, men alligevel ærgerligt og respektløst over for vores fag. Der er, både mystisk og foruroligende nok, ingen landskabsarkitekter ansat i Kulturstyrelsen.

Blandt styrelsens fredningsforslag det seneste år, som er blevet behandlet i Det Særlige Bygningssyn, og som har særlig landskabsarkitektonisk interesse, er forslaget om fredning af den bærende struktur på DTU i Lyngby. Planen blev tegnet af landskabsarkitekterne Edith og Ole Nørgaard og indviet i 1974. Det er en robust plan, der var disponeret til udvikling og udvidelse af et evigt moderne site for tekniske uddannelser. Styrelsen afviste dog fredningen, blandt andet med henvisning til anlæggets store udbredelse, som fredningsmæssigt ikke havde noget fortilfælde. Da forslaget blev forelagt Det Særlige Bygningssyn måtte jeg tale højt og længe for først at overbevise alle i synet om det vigtige i at frede hovedstrukturen i et så unikt og konsekvent udført værk og dernæst overbevise styrelsen om, at de skulle genbehandle forslaget. Jeg finder argumentet om størrelsen som useriøst. Landskaber er nu engang ofte en del større i udbredelsen end de bygninger de omgiver. Og i øvrigt er den fredede Frederiksberg Allé præcis lige så lang som DTU’s 1.3 km lange rambla med parkering under tre rækker bøgetræer.

Et særligt emne der har optaget os i synet, er det såkaldte ekspertudvalg nedsat af kulturministeren med det formål at få gjort behandlingen af ansøgninger til ændringer af fredede anlæg smidigere. Ekspertudvalget har udarbejdet et forslag til en radikal ændring af fredningsloven, som nok vil gavne nogle ejere af fredede bygninger, men som er en klar forringelse af vores mulighed for at sikre vores kulturarv for eftertiden. Flertallet af Det Særlige Bygningssyn stiller sig stærkt kritisk over for forslaget og vil protestere med en indsigelse til kulturministeren, ligesom mange andre foreninger og organisationer. Jeg har opfordret DL’s bestyrelse til at gøre det samme.

Download hele DL’s årsberetning ‘Kureren’ her (pdf)