Fernisering: Jorden under vores fødder / The Earth Beneath Our Feet
AKTUELT / 22.04.26

Morfjeldet (2024) af Christina Capetillo
Fotografisk Center inviterer til åbning af udstillingen Jorden under vores fødder. Udstillingen tager udgangspunkt i menneskets relation til og forbundethed med landskabet og naturen i Danmark, og viser værker af tre forskellige kunstnere, heriblandt redaktør på tidsskriftet Landskab, Christina Capetillo
Det er med stor glæde, at Fotografisk Center inviterer til åbningen af forårets og sommerens store udstilling Jorden under vores fødder med kunstnerne og fotograferne Christina Capetillo, Mathias Svold og Ulrik Hasemann.
Ferniseringen finder sted den 30. april kl. 17-19, hvor der er gratis adgang for alle med velkomst ved Signe Kahr Sørensen, direktør for Fotografisk Center.
Udstillingen åbnes af Stig L Andersson, som er professor og grundlægger af og kreativ direktør i den internationalt anerkendte naturbaserede designvirksomhed SLA.
Jorden under vores fødder / The Earth Beneath Our Feet
Udstillingen Jorden under vores fødder tager udgangspunkt i menneskets relation til og forbundethed med landskabet og naturen i Danmark. I udstillingen sammenstilles værker af Christina Capetillo, en af Danmarks mest fremtrædende billedkunstnere inden for landskabsfotografi, og de prisvindende fotografer Mathias Svold og Ulrik Hasemann. Udstillingen præsenterer værker, der relaterer sig til kysten og vandet – havet og fjordene – og de store vidder samt til skoven og de mere lukkede landskaber med krat og tæt bevoksning.
Capetillo, Svold og Hasemann har gennem de seneste mange år på forskellig vis forsøgt at indfange essensen af det danske samtidslandskab, og hvordan naturen og landskabet er påvirket og formet af mennesket. Værkerne udfolder i samspil med hinanden historier og landskaber fra forskellige geografiske steder rundt om i Danmark og inviterer til refleksion over menneskets, naturens og landskabets forbundethed i et fortidigt, nutidigt og fremtidigt perspektiv.

Til venstre: Molersgrav Ejerslev Mors (1999) af Christina Capetillo. Til højre: Gennem Øjetræet (2023) af Mathias Svold og Ulrik Hasemann
At kunne se og forstå landskabet og naturen i dag har ydermere fået ny aktualitet med klimaforandringer, miljøødelæggelse og biodiversitetskriser. Udstillingen berører således også emner som regeneration og det antropocæne, hvor forholdet mellem natur og kultur i dag er fundamentalt forandret, og hvor menneskets aftryk på Jorden nu er større end de naturligt forekommende. Udstillingen inviterer til spørgsmål og refleksion over, hvad vi former i nutiden og giver videre til fremtiden: Hvordan former naturen og landskabet os, og hvordan former vi naturen og landskabet, og hvad betyder det for jorden under vores fødder i fremtiden?
I udstillingen optræder litterære passager fra teksten Geografiske billeder skrevet til udstillingen af kulturgeograf og forfatter Emmy Laura Pérez Fjalland. Teksten er baseret på Fjallands bog almanak – en bevægelse gennem årets landskaber, som udkom i 2023 på Informations Forlag. Fjallands tekster udfolder i samspil med værkerne refleksioner over naturen, mennesket og landskabets forbindelser og forbundethed. Geografiske billeder kan læses i sin fulde udstrækning i leporellopublikationen Jorden under vores fødder, der er udgivet i forbindelse med udstillingen, og som kan købes i Fotografisk Centers boghandel.
Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Grosserer L. F. Foghts Fond og Politiken-Fonden.
Udstillingen er åben i perioden fra d. 1. maj – 16. august 2026
Tid, sted og tilmelding
Tid: d. 30 april, kl. 17:00 – 19:00
Sted: Fotografisk Center, Staldgade 16 1699 København V
Tilmelding: Gratis adgang
Nyheder

Plads til kulturarv – De fem Halder, Viborg / Erik Brandt Dam Arkitekter & Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter
Læs mere
