Landskabsarkitektur ud fra oprindelige folks viden: Terence Radford gæster Bloom
AKTUELT / 27.05.26

Alderville First Nation Manidoo Ogitigaan – Spirit Garden, Lake Ontario Park, Kingston. Foto: Trophic Design
Kan man lave landskabsarkitektur med afsæt i oprindelige folks viden? To landskabsarkitekter; Terence Radford fra Trophic Design og Rasmus Astrup fra SLA mødes i samtale om at designe fremtidens byer og natur ved at tænke syv generationer frem.
Under titlen “Land as Teacher” mødes de to landskabsarkitekter Terence Radford fra Trophic Design og Rasmus Astrup fra SLA i en samtale med landskabsarkitekt Anna Aslaug Lund om, hvordan vi skaber byer og landskaber med fremtidige generationer in mente.
Den canadiske landskabsarkitekt Terence Radford arbejder som indfødt medlem af Metís Nation of British Colombia med en teoretisk og praktisk tilgang til by- og landskabsudvikling, som er præget af hans indfødte arv. Han er medgrundlægger af den canadiske tegnestue Trophic Design, som arbejder aktivt med oprindelige kulturfællesskaber og det oprindelige folks viden i udviklingen af nye byområder, klimaparker og naturgenopretningsprojekter.
Radford og Trophic Design arbejder med det som i Canada kaldes “two-eyed seeing” – altså en tilgang til by- og landskabsudvikling, hvor vestlig videnskab kombineres med oprindelige folks naturforståelse og tidsperspektiv. Canada er et forgangsland på denne front, og inddragelse af indfødte stemmer er i dag et krav i alle større byudviklingsprojekter. Hos Trophic Design taler man derudover om “syv-generations-princippet” – at alle beslutninger bør træffes med hensyn til de næste syv generationer – og på baggrund af de forrige syv generationers viden.
Trophic Design samarbejder med danske SLA på flere aktuelle projekter i Canada, blandt andet det store transformationsprojekt Ookwemin Minising i Toronto.
Bloom er en natur- og videnskabsfestival som løber af stablen d. 29. – 31. maj i Søndermarken, og er et overflødighedshorn af viden, som du kan få en den del af – ganske gratis.
Tid, sted og tilmelding
Tid: d. 31. maj 2026, kl. 11:15 – 12:00
Sted: Sprout, Bloom festival, Søndermarken, Frederiksberg
Tilmelding: Deltagelse i festivalen er gratis
Læs mere om arrangementet her
Læs om udvalgte events på årets Bloom her: Vær med når natur- og videnskabsfestivalen Bloom løber af stablen for tiende gang! | Danske Landskabsarkitekter

Ookwemin Minising. Rendering: SLA/Allies & Morisson
Nyheder

Plads til pauser – Søborg Hovedgade, Gladsaxe / BOGL
Læs mere
