Formandens klumme / KOM! Vi starter en ny sæson

AKTUELT / 15.07.20

Foto: Havkig i Skodsborg. Fotograf: Susanne Renée Grunkin

Velkommen tilbage fra ferien – vi, i den nye bestyrelse, glæder os til at komme i gang med arbejdet i den nye sæson, som dog bliver kortere end normalt på grund af det usædvanlige forår, hvor der blev trykket på den store pauseknap. Så meget desto mindre har vi meget at nå.

Af Susanne Renée Grunkin, formand Danske Landskabsarkitekter. 

Med en forsinkelse på to en halv måned fik vi endelig afholdt generalforsamling i juni måned. I den nye bestyrelse indleder vi traditionen tro året med et strategiseminar den 21. august, hvor vi sammen lægger planen for, hvordan vi vil arbejde med temaerne i årets virksomhedsplan – kommunikation, netværk og partnerskaber samt øget opmærksomhed på landskabsplanlægning. Vi vil aftale, hvilke mål vi vil sætte os for sæsonen 2020-21.

Øget opmærksomhed på landskabsplanlægning

Bestyrelsen er jo til for Jer landskabsarkitekter og alle input og idéer er velkomne. Hvis I har forslag til problemstillinger, udfordringer eller potentialer i forhold til vores øgede opmærksomhed på landskabsplanlægning, så vil vi med stor glæde modtage dem i sekretariatet senest 18. august og bringe dem med ind i strategiseminarets diskussioner.

Planerne er at tage fat på emner som fredninger og affredninger af bynære landskaber; sikringer af den grønne kulturarv; helhedstilgang i planlægning og det åbne land. På generalforsamlingen indkom forslag til også at se på de grænseoverskridende problematikker med ejerskab for flere kommuner ligesom der kom forslag til at tale om planlægning overordnet idet der også er brug for drøftelser på lokalplanlægningsniveau.

Kommunikation

Vi vil også fortsætte vores arbejde med at være synlige for omverdenen. Vi vil fortsat udbrede viden om fagets mange muligheder for at være der for for naturen & kulturen, for samfundet og for mennesket.

Nyhedsbrevet udkommer 45 gange om året og har over 1700 abonnenter. Det er mere end dobbelt så mange, som der er medlemmer i foreningen!

Den store interesse for os giver os et unikt vindue mod omverdenen, til at fortælle de gode historier og vi medlemmer har netop her igennem mulighed for at komme til orde med større nyheder og faglige landvindiger. Hvad vi kan bringe og ikke bringe følger en ’best practice’ med få regler, som bestyres af sekretariatet og som løbende drøftes af bestyrelsen. Men tøv ikke med at bringe holdninger, gode løsninger og andet nyt til os, som kan være vores kollegaer/medlemmer til gavn – bemærk i ikke mindst, at vi har ’postkort’-formatet med reflekterende og givende videndeling mellem medlemmer.

DL har 2800 følgere på Facebook; 1400 på LinkedIn, og over 8000 følgere på Instagram. Der er fx kommet 2000 nye følgere det seneste år på Instagram. Dette giver os medlemmer en enorm fordel i forhold til eksponering også internationalt.

#

Foto: Brolandskab i Skodsborg. Fotograf: Susanne Renée Grunkin

Netværk og partnerskaber

Vi har gennem de senere år oplevet en stigende interesse for at vores fag er repræsenteret med stærke kræfter i vigtige råd og udvalg. Eksempelvis har vi nu repræsentanter ude i tre kommuners Arkitekturråd og bypaneler – det drejer sig om Hillerød, Odense og Københavns Kommune. Derudover sider der MDL-medlemmer på en række andre vigtige poster. Kureren er er godt sted at skaffe sig overblik, den kan du finde her.

Som medlem har du mulighed for at gøre dig gældende på disse poster. For enkelte af dem har bestyrelsen fundet det afgørende, at formanden repræsenterer foreningen. For enkelte andre har bestyrelsen truffet beslutning om, at sende et bestyrelsesmedlem, der kan holde et tæt dialog med bestyrelsen undervejs om det pågældende udvalgs arbejde. Dette er samtidig et incitament til at stille op til bestyrelsen, og opnå indflydelse på disse beslutninger.

Kom!

Ja, der åbner sig mange muligheder, når man melder sig ind i fællesskabet og bidrager til, at vi sammen kan få løftet vores fag op, så naturen & kulturen, for samfundet og for mennesket kan få fuldt udbytte af den værdi vi kan bibringe. Det kommer mangfold godt tilbage til din arbejdsplads, hvad end det er i en kommune, på en landskabsarkitekttegnestue, en arkitektvirksomhed eller du befinder dig i et studenter-, undervisnings- eller forskningsmiljø. Og det kommer godt tilbage til dig, der ligesom os, er stolt af dit fag.

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >