Den ikoniske poppelgruppe ved Microsoft er truet

AKTUELT / 17.11.20

I krydset ved Kanalvej vil den kommende Letbane skifte side på Klampenborgvej. Fra at gå langs facaden af Kulturhuset vil den føre diagonalt over på Microsoft-siden. Letbanens luftledninger vi derfor ligge under poplernes kronetag. Fotograf: Per Stahlschmidt

I Lyngby har fire fremtrædende gråpopler haft rod siden 1910 og trodset byudviklingen igennem 100 år. Kampen om træernes overlevelse varer stadig ved

Af Per Stahlschmidt, landskabsarkitekt MDL, lektor emeritus ved Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole

– Debatindlægget blev bragt i lokalavisen Det Grønne Område den 4. november 2020

På hjørnet af Klampenborgvej og Kanalvej står kommunens måske mest prominente trægruppe, nemlig fire gråpopler som tilsammen danner én mægtig krone. Med sit format og frodighed formår gruppen at give modspil og forsoning til de bygningsmæssige ”egotrippere” på hvert hjørne af krydset: Storcenteret, Microsoft, Jyske Bank og Kulturhuset. Samtidig bringer træerne et beroligende og grønt element ind i gadebilledet, som visuelt neddæmper indtrykket af gadekrydsets flimrende kaos af afstribninger, skilte, standere osv. Og når man kommer ned af Klampenborgvej signalerer trægruppen at du er nået indgangen til Lyngby ”Downtown”! På poppelgruppens modsatte gadehjørne, ved Kulturhuset, er plantet fire gråpopler, som er i god vækst. Om 100 år vil de kunne tage over!

Den store trægruppe er truet fra to fronter, på den ene led af Fæstningskanalen og på den anden af Letbanen. Fæstningskanalen mellem Lyngby Kirke og Helsingørmotorvejen bliver et nyt værdifuldt landskabselement i byens anatomi. Desuden vil projektet synliggøre et interessant stykke kulturhistorie og sikre mod skybrudsskader. Men gennemførelse af projektet indebærer en rørføringer af store dimensioner, som hvis de kommer for tæt på poplernes rodzone, vil skade træernes sundhed og stabilitet.

Letbanen er den anden trussel, fordi banelinjen kommer til at ligge under trækronerne. Der kan være – omend lille – risiko for at en gren brækker og falder ned over luftledningerne. Derfor kan man frygte, at Letbaneadministrationen vil gardere sig mod enhver risiko, på bekostning af trægruppen. Direkte eller indirekte har Letbanen allerede kostet mange træer i Lyngby livet, og flere vil komme til. Sagsforløbet fra Lundtoftegårdsvej, der er dækket grundigt i Det Grønne Område, viser at kommunen kan forbedre sin indsats for bevaring af værdifulde træer. Og poppelgruppen er, sammen med platanerne i Hovedgaden, kronjuvelerne. Det bør være en høj prioritering for kommunen ikke kun at bevare de fire træer, men også værne om træernes rødder og deres fulde trækrone. Altså ikke kun undgå fældning, men også styning eller topkapning.

At trægruppen overhovedet er bevaret frem til i dag, er lidt af en solstrålehistorie. Umiddelbart kunne man tro at der var tale om heldige omstændigheder, men det er ikke tilfældet. Forandringen af stedet, fra at være et fredeligt landligt miljø for 100 år siden, til i nutiden at være en tæt og travl by, har forudsat en vedvarende kamp for træernes overlevelse. Hver gang en ny jordledning eller planlagt trafikanlæg truede med at komme for tæt på, har kommunens parkafdeling været på sin post og forebygget et angreb. En bedrift jeg tror kun meget få kommuner i landet kunne præstere.

Trægruppen blev plantet på fæstningskanalens sydvestlige overkant i 1910, længe før Klampenborgvej blev anlagt. I 2004 søgte kommunens planafdeling om at fælde poplerne, for at der kunne bygges en ny ”Cafe Jorden Rundt” på stedet, men ansøgningen blev gudskelov afslået.

For få år siden solgte kommunen grundarealet og dermed trægruppen til Danica, formodentlig for at Microsofts domicil kunne få lidt flere etagemeter. For kommunen var det åbenbart vigtigere at øge Microsoft-bebyggelsen end at eje trægruppen. Så det er altså Danica, der ejer træerne. Sammen med kommunen har Danica et ansvar for de fire gråpopler.

Gennem tiden har flere træeksperter vurderet træernes sundhed og restlevetid. I modsætning til mange poppelarter er gråpoppel et stærkt og vindfast træ med lille risiko for grenfald. Eksperterne er forsigtige når de vurderer restlevetid, men gråpoplerne er vitale uden tegn på dårlig trivsel, og vil kunne leve mange år endnu.

I Lokalplan 267 for Fæstningskanalen står at poplerne ”- er udpeget som bevaringsværdige i lokalplan 235”. Det er nu ikke helt præcist for i Lokalplan 235 for Kanalvejsområdet nord, der var grundlaget for Microsoft og den øvrige bebyggelse på Kanalvej, er formuleringen mere bindende: ”9.4. De eksisterende store gråpopler i området omfattet af “Ermelundsfredningen”, jf. Bilag 2, skal bevares, ligesom poplernes rodzone – defineret som trækronernes drypzone – ikke må beskadiges.”

Forhåbentlig vil Lyngby Taarbæk Kommune leve op til løftet i Lokalplan 235.

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >