26 projekter indstillet til Dansk Landskabspris 2025
AKTUELT / 10.09.25

Et udsnit af tidligere vinderprojekter til Dansk Landskabspris. Kollage: Ida Svensson Levin
Vi kan med glæde fortælle, at der igen i år er stor tilslutning til Dansk Landskabspris, hvor i alt 26 projekter er med. Juryen er fuld gang med at gennemgå projektmappen med de mange fine landskabsprojekter fra hele Danmark. Tak for alle bidragene.
Dansk Landskabspris uddeles af Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter, der også er sekretariat for Dansk Landskabspris. I år uddeles Dansk Landskabspris for 12. gang og formålet er at hædre landskabsarkitektoniske værker af særlig karakter, som tjener som inspiration for udvikling af branchen.
Ud fra alle de indstillede projekter nominerer juryen et antal finalister, der præsenteres ved et prisuddelingsarrangement på Valencia i København d. 27. november. Vinderprojektet bliver belønnet med 50.000 kroner.
Du kan se listen over indstillede projekter her

Årets prisjury for Dansk Landskabspris 2025
Prisjuryen for Dansk Landskabspris 2025
Sune Oslev
Partner MASU Planning og landskabsarkitekt MDL / Repræsentant for Danske Arkitektvirksomheder
”Siden 2009 har Dansk Landskabspris fremhævet styrken i dansk landskabsarkitektur – både nationalt og internationalt. Hos MASU Planning har vi oplevet en markant øget national og international synlighed, efter at H.C. Andersens Have blev kåret som vinder af Dansk Landskabspris. Selv to år efter prisen modtager vi stadig henvendelser fra internationale medier, som ønsker at publicere projektet, og prisen har desuden ført til en række nye samarbejdsmuligheder.”
Steen Himmer
Landskabsarkitekt MPN, kirkegårdschef Holmens og Garnisons kirkegårde /Repræsentant for Park- og Naturforvalterne
”Vi skal skabe steder med arkitektonisk værdi, forankret i stedets kontekst og ånd. Den arkitektoniske faglighed skal være det bærende – hvortil tidens dagsordener kobles. Landskabsarkitektur må følge med tiden, men aldrig miste sin integritet, holdbarhed eller relevans.”
Eva Sara Kehlet Rasmussen
Landskabsarkitekt MDL MAA, ansvarlig for kystbeskyttelse og klimatilpasning, Stevns Kommune & indehaver af NATOUR ApS / Repræsentant for Danske Landskabsarkitekter
”Fremragende landskabsarkitektur tilbyder unikke æstetiske og sanselige oplevelser, i disse år, ofte i samspil med klima, biodiversitet og ressourcebevidsthed. Landskabsprisen giver rum for at udfolde fagets særlige kvaliteter for en bredere offentlighed.”
Marie Louise Helveg Bøgh
Mag.art., direktør Sorø Kunstmuseum / Uvildig repræsentant
”Landskabsarkitekturen forbinder det klassiske modsætningspar natur og kultur. Balancen mellem de to ændrer sig over tid og i disse år står naturen stærkt og prises. Det stiller landskabsarkitekturen en særlig opgave at forløse på en tidssvarende måde. Det er blot en af de tendenser, som jeg glæder mig til at se nye og spændende bud på.”
Torben Sangild
Ph.d. og cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling, journalist på Zetland, radiovært og kulturforsker / Uvildig repræsentant
“Når jeg tænker på mine yndlingslandskaber, så har de det til fælles, at naturen ikke er et pænt panorama, men en kraft, der kan mærkes kropsligt og som man kan lade sig opsluge og omgive af”
Dansk Landskabspris
Dansk Landskabspris uddeles af Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter, der også er sekretariat for Dansk Landskabspris. I år uddeles Dansk Landskabspris for 12. gang og formålet er at hædre landskabsarkitektoniske værker af særlig karakter, som tjener som inspiration for udvikling af branchen.
Prisen uddeles ved et arrangement d. 27. november 2025, hvor jurymedlem Torben Sangild vil være dagens vært.
Læs mere her: Open Call – Dansk Landskabspris åben for indstillinger
Nyheder

Plads til kystsikring – Kystsikring og Strandbeskyttelse, Nørre Lyngby / NATOUR
Læs mere