Afgangsudstillinger fra KADK og Arkitektskolen Aarhus
AKTUELT / 26.06.19

Foto: Felicia Amdrup Laugesen og Maria Holst Petersen: Mens vi venter. ©KADK
Hvordan laver vi bæredygtige samfundsløsninger? Og har danske arkitekter et særligt DNA? KADKs afgangsudstilling er åben, og projekterne fra Arkitektskolen Aarhus kan ses fra fredag
Et nyt kuld af arkitekter er på vej ud i verden. I løbet af sommeren kan afgangsprojekterne ses på Holmen i København og på Godsbanen i Aarhus. KADKs udstilling åbnede fredag d. 21. juni, og projekterne fra Arkitektskolen Aarhus kan opleves fra fredag d. 28. juni.
Bæredygtige samfundsløsninger fra KADK
Tøj af bioplast, stormflodssikring af Amager og ny grøn pakketransport via metroen. Sommerens 239 nyudklækkede arkitekter og designere leverer innovative bud på, hvordan vi tackler klimaudfordringerne og indretter os bæredygtigt.
Jana Possehn og Meggan Collins står bag et forslag til et bæredygtigt distributionsnet af varer i København. Hvis man fylder et enkelt metrotog med varer i stedet for passagerer, kan man fjerne hele syv lastbiler fra vejene. Samtidig bliver de halvtomme parkeringsdæk til cykler brugt som pakkecentraler. På den måde kan man udnytte eksisterende bygninger, holde store varehaller ude af byen og nedbringe Co2-udslippet fra transport.
Felicia Amdrup Laugesen og Maria Holst Petersen har lavet et forslag til et sikringsanlæg mod havet på sydspidsen af Amager. Det består af fire meter høje græsklædte diger og murforløb, der både fungerer som værn og giver mulighed for nye rekreative naturoplevelser.

Foto: Meggan Collins og Jana Possehn: Choreography of Logistics. ©KADK
Et sidste eksempel på en arkitektonisk løsning, der får vendt en udfordring til en mulighed, er Nicolai Nielsen Espensen og Carl-Johan Rosenkær Olsens projekt om at nytænke vores genbrugsstationer. Disse er normalt placeret i lukkede, hengemte områder i byen, hvilket står i kontrast til, at vi som samfund ønsker at genbruge langt mere af vores affald. Arkitekterne viser, hvordan vi kan åbne genbrugsstationen op, og gøre den til et synligt og naturligt mødested med værksteder, markedsplads og udstillingsområder centralt i vores byer.
I alt udstilles 239 projekter på sommerens afgangsudstilling ”LØSNINGER” på KADK – Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, der åbnede den 21. juni på Holmen i København. KADK har haft fokus på FN’s Verdensmål siden 2016 og alle kandidatstuderende er blevet bedt om at relatere deres afgangsprojekter til målene. I år har kandidaterne bl.a. stor opmærksomhed på grønne løsninger inden for klima, alternativ energi, genbrug og natur.
Afgangsudstilling KADK
Tid: 21. juni – 16. august 2019, 11:00 – 18:00
Sted: Meldahls Smedie, KADK, Danneskiold-Samsøes Allé 51, København

Foto: Årets afgangsprojekter fra Arkitektskolen Aarhus kan ses på Godsbanen fra fredag d. 28. juni ©Arkitektskolen Aarhus
Aarhusiansk DNA
DNA er overskriften på den afgangsudstilling som Arkitektskolen Aarhus åbner i Rå Hal på Godsbanen fredag den 28. juni kl. 15.
DNA står for De Nye Arkitekter og for Dagens Nyheder om Arkitektur. Kan man tale om at danske arkitekter har et særligt DNA? – og især: Hvad kendetegner de nyuddannede arkitekter fra Arkitektskolen Aarhus?
Det giver de mere en 60 afgangsprojekter, som præsenteres i Rå Hal svar på. Integration, klimaforandringer, urbanisering og arkitekturens kerneværdier er blot nogle af de emner som de nyuddannede arkitekter tager under behandling.
Udstillingen byder på udvalgte modeller af kandidaternes afgangsprojekter, mens tankerne og ideerne bag hver enkelt projekt beskrives i en avis – en avis for hver kandidat. Det betyder, at publikum i ro og mag læse Dagens Nyheder om Arkitektur, mens de nyder en kop varm kaffe i udstillingens bløde sofaer.
Projekterne strækker sig fra den mexicanske maler Frida Kahlos selvportrætter, over potentielle Fake News i italienske Puglien, til Jagtvej 69 på Nørrebro og forvandling af bygningskomplekser i Graven.
Afgangsudstilling Arkitektskolen Aarhus
Tid: Dimission den 28. juni kl. 14, udstillingsreception kl. 15. Udstillingen er herefter åben alle dage kl. 11-17 til og med den 21. juli
Sted: Godsbanen, Skovgaardsgade 3, 8000 Aarhus
Nyheder

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning
Læs mere