Amager Bakke vinder Scandinavian Green Roof Award
AKTUELT / 17.03.20

Foto: Amager Bakke vinder Scandinavian Green Roof Award. ©SLA.
Stort tillykke til SLA, der vinder skandinavisk arkitekturpris for deres tagpark i 80 meters højde
Scandinavian Green Roof Award går i år til den 10.000 m2 grønne tagpark på Amager Bakke – det kombinerede kraftvarmeværk og grønne skibakke i København, designet af SLA i tæt samarbejde med BIG- Bjarke Ingels Group, MOE og Malmos A/S.
”Amager Bakke modtager Scandinavian Green Roof Award 2019 for sit fokus på at skabe et naturligt lokalt landskab med store biologiske værdier, der med stier, løberuter, udsigtspunkter og legerum åbner for udforskning og rekreation. Prisen gives til den beplantede del af tagparken, som er designet til at understøtte den naturlige biologiske mangfoldighed ved hjælp af lokale hårdføre plantetyper samt en imponerende mængde træer i et meget blæsende mikroklima. Beplantningens design og udførelse demonstrerer på eksemplarisk vis grønne tages mange funktioner og går langt udover den produktfokuserede tilgang, som ellers ofte ses,” skriver juryen i sin motivation.

Fotograf: Ehrhorn Hummerston.
Amager Bakke kombinerer en kunstig skibakke med naturoplevelser: En 490 meter lang vandre- og løberute snor sig ned gennem et bjergrigt terræn, og på toppen venter rooftop-bar, crossfit-område, klatrevæg og Københavns højeste udsigtspunkt. Landskabet er specielt designet til at imødekomme tagparkens udfordrende levevilkår og til at give optimalt mikroklima og vindforhold for de besøgende.
”Amager Bakkes grønne tagpark inviterer ikke bare københavnere og besøgende til at opleve et bjergrigt landskab af planter, klipper, 7.000 buske og 300 fyr- og piletræer oven på verdens reneste affaldsenergianlæg. Den fungerer også som en generøs ‘grøn bombe’, der begrønner det omliggende industriområde. Amager Bakke er hjemsted for fugle, bier, sommerfugle og blomster og danner et helt nyt urbant økosystem i København,” siger Rasmus Astrup, partner i SLA.
Danske Landskabsarkitekter ønsker SLA stort tillykke med den prestigefyldte pris!
Scandinavian Green Roof Award gives hvert år til et bemærkelsesværdigt grønt tag i Skandinavien, der nytænker temaer som biodiversitet, udnyttelse af regnvand, rekreativ værdi, bæredygtighed og innovativt design. Prisen uddeles ved en prisevent i Malmø til projektets bygherrer Fonden Amager Bakke og ARC – Amager Ressource Center.

Foto: Amager Bakke vinder Scandinavian Green Roof Award. ©SLA.
Nyheder

Plads til bynatur – Skovbrynet Basecamp, Lyngby / Kragh & Berglund
Læs mere