BOGL vinder konkurrence om Folkeparken i Odder

AKTUELT / 20.10.20

Odder Å spiller en central rolle i BOGLs forslag til den nye Folkepark. Parken skal være et grønt samlingssted og fungere som et vigtigt led i klimatilpasningen og fremtidssikringen af byen. Illustration: BOGL

BOGLs forslag til Odder Folkepark er et eksempel på, hvordan grønne byrum på en gang kan skabe sammenhæng, sociale muligheder og øget biodiversitet

Et enigt bedømmelsesudvalg har udpeget BOGL som vinder af konkurrencen om at tegne den nye Folkepark i Odder. Folkeparken skal være Odders grønne samlingspunkt, og BOGLs vision tager udgangspunkt i Odder Å og det ikoniske Rådhus af Friis og Moltke. Forslaget fletter park og byrumsoplevelser sammen på tværs af åen, og skaber grønne rum, der løber ud i den omkringliggende by og naturligt binder hele området sammen. En parkpromenade skal fungere som en grøn færdselsåre på tværs af byen langs Rådhuset, og åen skal integreres i parken samtidig med, at biodiversiteten øges omkring den.

I bedømmelsesnotatet står der blandt andet:

”Natur og kulturarv er det strukturelle afsæt i forslaget, som er baseret på en tydelig og beskeden læsning af stedets betingelser. (…) Promenaden skaber en aktiv zone som del af Rådhusets fundament – en nytænkning og et arkitektonisk greb, der fungerer som en ydmyg tilføjelse til et ellers nærmest urørligt værk. (…) Folkeparken tilføjes nye attraktive mødesteder i øjenhøjde med brugerne, som gør Odders bymidte et besøg værd.”

Folkeparken er placeret i centrum af Odder ved Odder Å og det ikoniske rådhus af Friis og Moltke. Formålet med parken er at fremtidssikre Odder og skabe et grønt samlingspunkt for byens borgere og besøgende. Illustration 1:500: BOGL

Nye broer, siddepladser og beplantning skal integrere Odder Å i Folkeparken, øge biodiversiteten og klimasikre området. Den grønne promenade krydser åen og styrker sammenhængen i Odder by. Illustration 1:200: BOGL

Den vestlige del af Folkeparken bliver et stort, klassisk parkrum, mens den østlige del har fokus på vild natur og bæredygtighed. Den eksisterende transformerstation skal omdannes til et overdækket byrum med udekøkken og naturlaboratorium, der i hverdagene kan bruges af børnehaver og skoleklasser, der gerne vil lære om naturen i naturen. I weekenden kan de overdækkede fællesrum benyttes af Odders borgere, der vil holde picnic, fællesspisning og andre sociale arrangementer – også selvom det regner.

Odder bymidte får nu en væsentlig bedre forbindelse mellem handelsområdet omkring Kvickly og Rosensgade. Byen får et parkanlæg af højeste kvalitet, der med respekt for eksisterende omgivelser vil gøre Odder bymidte til et endnu mere attraktivt sted. Vi er i Realdania stolte af at kunne bidrage til det gode arbejde”, siger Björn Emil Härtel Jensen, Projektchef i Realdania

Sammenhæng, sociale muligheder og øget biodiversitet

BOGLs forslag til Odder Folkepark er et eksempel på, hvordan grønne byrum på en gang kan skabe sammenhæng, sociale muligheder og øget biodiversitet. Derudover løser det problemer med hverdagsregn og skybrud – et uomgængeligt emne i fremtidssikringen og udviklingen af vores byer. Vandet skal blandt andet forsinkes i frodige regnbede, mens terrænet ved åen skal transformeres til et stort oversvømmelsesareal, der kan opstuve vandet ved skybrud og blive omdannet til et eventyrligt vådområde med trædesten.

Det er både ambitiøst og visionært at gøre Odders mest centrale rum og mødested til en grøn, frodig park. Muligheden for at skabe en central park i hjertet af en by er unik, så vi glæder os meget til at være en del af projektet.” – siger kreativ direktør Jens Linnet.

BOGL samarbejder med WSP Danmark (tidligere Orbicon) på projektet, og næste skridt er at udarbejde et dispositionsforslag. Efterfølgende kan parken projekteres, og inden anlægsarbejdet er forventet at starte i efteråret 2021 og færdiggøres i 2022. Realdania støtter projektet som del af indsatsen Hovedbyer på Forkant.

Læs mere om BOGLs vinderforslagpå deres hjemmeside: http://bogl.dk/odder-folkepark/

Den eksisterende transformerstation bliver omdannet til et overdækket byrum med udekøkken og naturlaboratorium, der i hverdagene kan bruges af børnehaver og skoleklasser og i weekenden af Odders borgere. Illustration: BOGL

Fakta om projektet:

  • BOGL samarbejder med WSP Danmark (tidligere Orbicon) på projektet
  • Udarbejdelsen af byudviklingsstrategien forløb i 2018-2019 og blev støttet med 50% fra Realdanias kampagne ”Hovedbyer på forkant”. Realdania meddelte efterfølgende, at foreningen også vil støtte med 50% af anlægssummen for Folkeparken, dvs. 7,5 mio. På den baggrund kunne forberedelserne til en arkitektkonkurrence gå i gang.
  • I foråret 2020 gav Borgerpanelet og Bypanelet, som er styregruppe for byudviklingsstrategien, deres input til konkurrenceprogrammet, som beskriver forudsætninger og krav til parkanlægget. Programmet blev principgodkendt af Byrådet i maj.
  • Arkitektkonkurrencen blev startet op med et kick-off arrangement i juni 2020, hvor repræsentanter fra bl.a. Borgerpanelet og Bypanelet deltog i en byvandring sammen med de tre prækvalificerede arkitektteams – Labland, Skaarup Landskab og BOGL.
  • Det var et enigt bedømmelsesudvalg, som i slutningen af august udpegede BOGL som vinder af arkitektkonkurrencen. Efterfølgende blev vinderudpegningen godkendt af Byrådet på mødet d. 5. oktober 2020.

Kilde: https://odder.dk/nyheder/nyheder/folkeparken-er-sat-i-gang/

Plads til kystsikring – Kystsikring og Strandbeskyttelse, Nørre Lyngby / NATOUR

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >