Cirkulær Økonomi i landskabsarkitekturen

AKTUELT / 28.02.18

Foto: Udvalgets koordinator, Martin Hedevang Andersen, Out of Office Architecture, stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor der endnu ikke er flere gode eksempler på cirkulære løsninger i landskabsarkitekturen.

Martin Hedevang Andersen fra Out of Office Architecture har diskuteret cirkulær økonomi med landskabsarkitekter fra hele branchen

Onsdag d. 21. februar var der præmiere for det nye udvalg om Cirkulær Økonomi og Landskabsarkitektur. Udvalget er sat i verden for, at sætte fokus på en af tidens vigtigste strømninger indenfor byggeri og design, hvilket også kunne ses på fremmødet.

Ca. 20 landskabsarkitekter fra hele branchen var repræsenteret. Efter en grundig indføring i den cirkulære økonomis mange begreber og metoder, blev deltagernes store faglige viden sat i spil igennem en række debatøvelser. Her blev potentialerne og barriererne for implementering af cirkulære designstrategier i landskabsprojekter diskuteret.

Ganske kort handler cirkulær økonomi om at sikre, at jordens ressourcer kan fastholde deres anvendelse og værdi over tid, så man derved kan genbruge disse efter endt anvendelse. En cirkulær økonomi er regenerativ og målet er, at tænke affald som ressourcer der kan genbruges i nye sammenhænge.

Sammenfattet var der bred enighed om, at der burde findes store potentialer indenfor vores felt, men at det kræver et opgør med vanetænkningen fra både landskabsarkitekt og bygherres side. Hertil mangler der viden i form af forskning og eksperimenter, både til inspiration og for at kunne måle effekten. Og så skal økonomien selvfølgelig hænge sammen.

Alt i alt var det en meget inspirerende aften med mange gode perspektiver og diskussioner, og derfor stopper udvalgets arbejde ikke her: der er nedsat en styregruppe, som har påtaget sig opgaven at arrangere flere lignende debatarrangementer i løbet af 2018.

Er du interesseret i at vide mere om udvalget, kan der rettes henvendelse til udvalgets koordinator, Martin Hedevang Andersen, på [email protected].

Plads til eventyr - H. C. Andersens Hus og Have, Odense / MASU Planning

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >