Deltag ved dette års Have & Landskabsmesse på Ledreborg Slot
AKTUELT / 28.05.25

Stemningsfoto fra Have og Landskabsmesse 2023. Fotograf: Lars Thorsen
PROGRAMMET ER KLAR. Tidens vigtigste, faglige spørgsmål bliver besvaret – både teoretisk og praktisk - af førende danske og internationale eksperter til Have & Landskab på Ledreborg Slot 3. til 5. september
Med over 50 faglige oplæg, arrangementer og demoområder er det samlede program til Fagligt Forum på Have & Landskab klar. Uanset hvad der er på dagsordenen – den frygtede egeprocessionsspinder, trævalg til fremtidens byklima, hvordan du griber et væld af den grønne omstillings udfordringer an i praksis, hvordan du genbruger råstoffer i anlægsprojekter, EU-krav til maskintransport, hvordan du bekæmper ukrudt smartest, grønnest og billigst eller noget helt andet – er der konkrete svar at hente på årets store fagudstilling, fortæller Have & Landskabs formand, Joel Klerk.
”Det fuldstændigt geniale ved Fagligt Forum er, at du ikke sidder i en konferencesal hele dagen, men kan gå direkte ud og opleve løsningerne og mulighederne bagefter og diskutere din nye viden med landets bedste fagfolk. Det er meget mere værd at blive klogere, mens du er tæt på virkeligheden og kan få greb om tingene,” fastslår Joel Klerk, som kalder årets program det mest ambitiøse i Have & Landskabs historie.
Fagligt Forums fire hovedtemaer – Træer i en brydningstid, grøn omstilling, ressourcer samt kirkegården – er fordelt på i alt 7 spor, hvor de fleste oplæg afholdes i bygningerne omkring Slotspladsen, men der er også mere hands-on aktiviteter og oplæg, der foregår på Engen, Ledreborg Allé, Ledreborg Skovbegravelsesplads mv. Se hele programmet på www.haveoglandskab.dk/program.
Programmet på årets Have & Landskabs messe er klar – bl.a. på Faglig Forum scenerne hvor der bliver masser af muligheder for at få et videns-boost. Læs om nogle af highlights herunder.
Se Faglig Forum oversigtsprogram her

Fagligt forum på Have og Landskab 2023. Fotograf: Lars Thorsen
Træer som løsningen i en brydningstid
Gæsterne får mulighed for at se ind i fremtiden, når Johan Östberg fra svenske Trädkontoret holder to oplæg på årets udstilling, bl.a. andet med udgangspunkt i de klimaprognoser, som firmaet har lavet for 70 forskellige træarter og -sorter og lagt frit tilgængeligt frem på www.tradkontoret.se. Det fortæller firmaets medejer, landskabsarkitekt og landskabsingeniør Johan Östberg.
”Det er vigtigt at forstå, hvordan fremtidens træbestand kommer til at se ud. Hvad er skadegørerne og hvilke arter har bedst forudsætning, for vi har jo ikke evige penge, så vi skal lykkes med vores beplantninger. Hvis man derfor sidder midt i detailplanlægningen og skal plante 50 træer, er det vigtigt at vide, hvad man bør vælge,” understreger Johan Östberg.
Han påpeger eksempelvis, at fremtiden bliver meget udfordrende for birketræer, som man skal tænke sig godt om, inden man planter store mængder af. Samtidig er skyrækker på listen over arter, der er forbudt at sælge i EU. I Danmark findes størstedelen af de tidligere beplantninger med skyrækker stadig, og de kommer sandsynligvis til at brede sig herhjemme, hvis ikke de lokale fagfolk er klar på udfordringen.
Drift af enggræs
Biodiversitet bliver indtænkt i grønne områder og lokalplaner overalt i landet, men branchen som helhed har ikke oparbejdet mange erfaringer med drift af biodiversitet endnu. Det kommer Per Malmos fra Malmos Landskab og Tine Gils – beplantningsudvikler hos SLA og medstifter af Biodiversitetskurser.dk – til at hjælpe med. Det sker både som foredrag og som mere praktisk gennemgang på Engen.
”Vi er blevet rigtig dygtige til at lave forskellige tiltag, der potentielt kan styrke biodiversiteten i byer, for eksempel at tilbyde ressourcer for dyrelivet i form af enggræs og rige blomstringer, men vi er ikke helt i mål med, hvordan vi drifter og plejer de levesteder, vi skaber. Derfor håber vi, at både landskabsarkitekter og medarbejdere, der arbejder med drift og pleje af beplantninger til daglig, vil lægge vejen forbi – og vi håber også, de vil byde ind med egne erfaringer. Hvis målet er at styrke et områdes biodiversitet, kræver drift af både plænegræs og enggræs en grundlæggende forståelse for dyr og planters ’årshjul’ og deres krav til levesteder, men det kræver også en forståelse for, hvordan forskellige driftsmetoder påvirker dem. Og det er lige fra valg af maskiner til slåhøjde og slåningstidspunkt. Vi skal også have en snak om, om der er grobund for at opdrage robotplæneklippere til ikke at være så perfektionistiske,” siger Tine Gils.
”En helt enestående dynamik”
Det omfattende program for Fagligt Forum er blevet skabt med input fra et væld af fagfolk, ikke mindst udstillingens advisory board. Her er landskabsarkitekt MDL, Niels Lützen repræsentant for Danske Landskabsarkitekter, og han er imponeret over både spændvidden og dybden i årets program.
”Det er skarpt og rummer rigtig mange spændende og aktuelle emner, som er lige præcis det, vi har brug for i øjeblikket. Der er flere af foredragsholderne, der er vant til at tænke praktisk, og det har vi også brug for. Forståelse på tværs af faggrupper er fremtiden, og det synes jeg i høj grad programmet lægger op til. Reelt set lever vi fagfolk i vores små faglige grupper, men her giver Fagligt Forum og Have & Landskab en helt enestående dynamik, for det er vel den eneste mulighed vi har for en dialog – på tværs og på stedet,” fastslår Niels Lützen, som fremhæver programmets fokus på træer og alléer samt kirkegårdstemaet. Der er dog ét problem, mener Niels Lützen:
”På en dag kan man simpelthen ikke nå alt det, man gerne vil se.”
Heldigvis bliver flere af oplæggene holdt to gange under Have & Landskab på Ledreborg Slot den 3. til 5 september.
Læs mere om messen her, og hvordan du kan få gratis billetter her
FAKTA om Have & Landskab ’25
Fagudstillingen Have & Landskab afholdes ulige år og finder sted på Ledreborg Slot 3. til 5. september 2025 kl. 09:00-16:00 alle tre dage. Udstillingen er gratis at deltage i for fagfolk. Du kan hente din gratis billet til Have & Landskab ’25 HER
Er du interesseret i at udstille på HL25, kan du læse mere i salgsbrochuren HER og bestille stand HER. Programmet for Fagligt Forum finder du HER.
Have & Landskab er ejet og arrangeret af branchens fire centrale aktører: Danske Anlægsgartnere, Maskinleverandørerne – park, vej og anlæg, Danske Planteskoler og Københavns Universitets Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.
Første udgave af Have & Landskab blev afholdt i 1992. Næste udgave blev afholdt i 1995 og siden da har udstillingen været afholdt i alle ulige år. Fra 1992 til 2001 blev Have & Landskab afholdt et nyt sted i landet hver gang, men fra 2003 til og med 2023 havde udstillingen til huse ved ZBC Jernbjerggaard i Slagelse.
Have & Landskab havde 278 udstillere og 11.661 besøgende ved sidste udstilling i 2023. Læs mere om Have & Landskab på www.haveoglandskab.dk og følg med på udstillingens profiler på Facebook, LinkedIn og Instagram.
Nyheder

Plads til kulturarv – De fem Halder, Viborg / Erik Brandt Dam Arkitekter & Charlotte Skibsted Landskabsarkitekter
Læs mere

