DL præsenterer Line Toft som nyt medlem af juryen til Dansk Landskabspris

AKTUELT / 16.04.19

Foto: Line Toft er Danske Landskabsarkitekters nye medlem af juryen til Dansk Landskabspris. Fotograf: Mette Johnsen.

Line Toft er byudvikler og landskabsarkitekt mdl maa og stiftende partner i den aarhusianske tegnestue LABLAND architects

Danske Landskabsarkitekter byder velkommen til Line Toft, landskabsarkitekt mdl maa, som DLs jurymedlem for Dansk Landskabspris. Line er stiftende partner i den tværfaglige tegnestue LABLAND. Hun er uddannet fra Arkitektskolen i Aarhus og arbejder primært med dialog- og aktørbaseret byudvikling og landskabsarkitektur. For Line er landskabsarkitektur mere end en æstetisk og funktionel disciplin. For Line handler værdifuld landskabsarkitektur om evnen til at skabe samfundsrelevante og velfærdsskabende projekter. Hun overtager efter Bo Holm-Nielsen, indehaver af ZoffmannHolm, landskabsarkitekt mdl, der i 2018 trådte tilbage efter et godt samarbejde.

Sammen med de øvrige jurymedlemmer er det Line Tofts opgave at udvælge særlige projekter, som hun mener har fortjent at vinde Landskabsprisen. “Landskabsprisen er en vigtig ’stemme’ i fortællingen om hvordan landskabsarkitektur bidrager til samfundsudvikling,” siger det nye medlem af juryen. For mig handler arkitektur ikke udelukkende og form og æstetik. Jeg betragter arkitektur som en velfærdsdisciplin. Arkitektur skal bidrage til det gode liv for mennesker i hele Danmark. Derfor er landskabsarkitektens evne til at omsætte det komplekse og samfundsrelevante til et projekt som skaber værdi og bidrager til stedsudvikling helt central.” Toft ser frem til at være en juryen og er ikke i tvivl om, hvad hun kan bidrage med: “Som jurymedlem vil jeg dykke ned under projektoverfladen og bedømme de indkomne projekter ud fra en bevidsthed om værdiskabelse, helhedsbetragtning og en evne til at omsætte det komplekse til enkel og forståelig landskabsarkitektur af høj kvalitet.”

Udover DLs repræsentant Line Toft, består prisjuryen af Anne Stausholm, landskabsarkitekt mdl og indehaver af Anne Stausholm Landskabsarkitekter, som er Danske Arkitektvirksomheders repræsentant, samt Steen Himmer, landskabsarkitekt i Gentofte Kommune, der repræsenterer Park- og Naturforvalterne. Derudover består juryen af to uvildige repræsentanter, der endnu ikke er udpeget.

Dansk Landskabspris bliver uddelt hvert andet år i et samarbejde mellem Danske Landskabsarkitekter, Park- og Naturforvalterne samt Danske Arkitektvirksomheder. Vinderprojektet bliver belønnet med 50.000 kr. som bliver tildelt ved et prisarrangement i København. Man kan begynde at indstille projekter i næste uge – vi holder jer opdaterede via nyhedsbrevet.

Plads til sammenhæng – Sundstrup Havn, Viborg / ArkPlan Landskabsarkitekter

Læs mere

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse af vores website. Ved at benytte vores website accepterer du brugen af cookies.

Cookiepolitik >